De fleste anerkender, at den politiske tid vi lever i, har nogle demokratiske udfordringer og problemer.
Det postfaktuelle samfund, har den amerikanske professor i statskundskab, Francis Fukuyama, betegnet den politiske tidsalder. En tidsalder som, ifølge Fukuyama, er kendetegnet ved at den politiske journalistik og debat giver forrang til følelser og mavefornemmelser fremfor fakta. Hvilket er destabiliserende for demokratier, da den politiske samtale på den måde forsvinder. I et demokrati er det væsentligt at vi alle som udgangspunkt, deler de samme fakta. Så kan vi bagefter arbejde for hver vores forskellige holdninger og meninger.
Det gælder borgerne, som vælger de folkevalgte repræsentanter. Men det gælder i samme grad også regeringer og myndigheder. Hele mink skandalen er et enestående eksempel på, hvilke demokratiske mislyde, det kan give, når fakta opleves og deles forskelligt for borgerne, politikerne, regering og ikke mindst i forhold til mink skandalen, myndighederne.
Som et element i beskrivelsen af det postfaktuelle samfund var Fukuyama en af de første til at se problemerne med misinformation, som det med de sociale mediers indtog, blev muligt at sprede uden om de såkaldte traditionelle medier.
I fredags kunne man i mediet Zetland læse, at Fukuyama mener, at problemet er blevet endnu større. Nu er det postfaktuelle samfund ved at udvikle sig til et tech-diktatur. I Zetland siger Fukuyama: “Problemet er, som jeg ser det, at Facebook, Google og Twitter er blevet de primære kanaler for politisk kommunikation i mange demokratier, og det er meget problematisk. De har dermed en masse kontrol over, hvad der bliver og ikke bliver publiceret,”
Jeg er ikke enig i, at det er det primære problem for den politiske journalistik. Langt de fleste artikler om politik, der bliver delt på de sociale medier, er skrevet af de traditionelle medier. Man kan næsten få fornemmelsen af, at de primært er blevet skrevet for at blive delt. Eller som minimum for at sikre klik på mediets hjemmeside.
Derfor er det bedste værn mod de demokratiske udfordringer som det postfaktuelle samfund giver, ordentlig journalistik. En journalistik, hvor alle parter kommer til orde, og hvor man ikke blot kritikløst viderebringer andres historier.
Vigtigheden af det sidste fremgår af ”Den nye sikkerhedspolitiske situation”, som er baggrunden for forsvarsforliget fra januar 2018: ”Påvirkningskampagner udfordrer demokratiske principper og spilleregler.” Som modvægt må vi sikre en fri, uafhængig og kritisk presse. En presse der ikke blot videregiver – men som stopper op og stiller kritiske spørgsmål. Og ikke mindst spørger sig selv: Kan det passe? Især når der er menneskeskæbner på spil.
