Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Selv det stærkeste venskab kan ikke redde en opvækst i fattigdom

Fra en tur med metroen: "Med meget få ord og et lille blik fik de helt åbenlyst konstitueret noget af det allervigtigste man kan have: et venskab, som bygger på loyalitet og sammenhold".

Jeg er begyndt at samle på hverdagsoplevelser, som giver mig stof til eftertanke. Brudstykker af samtaler og situationer jeg oplever. Jeg skriver dem ned. Her er én fra forleden dag gengivet frit efter hukommelsen. Min fortolkning.

I onsdags tog jeg metroen på arbejde. Fra Flintholm til Amagerbro. Klokken var 08.00. Den var hel proppet, vi stod som sild i en tønde. Jeg stod ved siden af to drenge, de var vel 17-18 år. De så sådan helt gennemsnitlige teenageagtige ud – sådan identitetshungrende. Emmede af usikkerhed og selvtillid på en gang.

De talte ret afdæmpet til hinanden, men jeg kunne ikke undgå at overhøre deres samtale. Lad os for nemhedens og sammenhængens skyld kalde dem Martin og Silas. Jeg kan selvfølgelig ikke gengive deres dialog ordret, men den var sådan cirka som følger.

Silas sagde til Martin: ”Fuck, jeg har ikke købt billet, siger du lige til, hvis der kommer nogen?” Martin svarede loyalt: ”Ja, selvfølgelig. Men du kan altså nå at hoppe af, hvis vi ser en kontrollør”. De kiggede sig begge to omkring for at sikre sig, at der ikke var en kontrollør på færde.

Martin tog åbenlyst lidt tilløb og spurgte så forsigtigt: ”Hvorfor køber du aldrig billet? Har du ikke app’en? Det var tydeligt i måden han spurgte på, at han i virkeligheden spurgte til noget andet. De næste 45 sekunders samtale hørte jeg ikke, fordi metroen stoppede og folk myldrede ind og ud. Men så får jeg ørenlyd igen, og det næste jeg hører Martin sige er: ”Det forstår jeg godt, men det kan du jo ikke. Du kan ikke betale husleje til din mor, hvis du ikke har råd. Det er jo ikke dig, der er den voksne, som skal…”. Silas afbrød Martin og sagde på ærlig og meget følelsesladet vis: ”Det ved jeg godt, men sådan er det lige nu. Hun har det ikke så godt. Og så blev hun jo fyret og det der. Og det er bare noget fucking lort. Vi har ingen penge. Seriøst ingen”. Der blev stille et par sekunder indtil Martin fulgte op: ”Det kan være, at du kan få nogen af mine vagter?”. Jeg antager, at Martin og Silas arbejder samme sted, og at Martin derfor vil give Silas mulighed for at tjene nogle flere penge, så han har lidt mere økonomi at gøre godt med. Silas udbrød: ”Fedt, det vil jeg gerne. I hvert fald lige henover julen”.

Det som der ikke bliver sagt tydeligt, men som jeg udleder, er, at Silas lever alene med sin mor, som er syg, og som ikke kan forsørge dem begge. Der er altså ikke råd til billetter til metroen mv. I virkeligheden den kedelige situation, som alt for mange børn og unge lever i. Flere og flere børn og unge vokser op i fattigdom, hvor barndommen bliver for kort, og voksenbekymringerne for store. Det er helt urimeligt. Det er et faktum, som vi ikke kan være bekendt ikke at ændre på.

Martin udbrød: ”Jeg skal have en juice, går du med?”. Silas svarede: ”Mmmm”. Martin kiggede på ham og sagde med lige del smarthed og lige del venskabelighed: ”My treat”- altså ”jeg gir”.

Og der har vi det så, det øjeblik, som jeg hæftede mig allermest ved. Silas og Martin kiggede hinanden i øjnene i en brøkdel af et sekund, men som på mange måder sagde det hele. Med meget få ord og et lille blik fik de konstitueret noget af det allervigtigste man kan have: et venskab, som bygger på loyalitet og sammenhold.

De dryssede ud af metroen på Christianshavn, formentlig på vej op for at få en juice. Den juice blev i det øjeblik et billede på at blande blod på deres venskab. Ingen tvivl om det. Men selv det stærkeste venskab kan ikke redde en opvækst i fattigdom. Det skal VI VOKSNE gøre noget ved.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Camilla Schwalbe (f.1986) er debattør og kommunikationsrådgiver og partner i SIVIL, Danmarks første socialøkonomiske kommunikationsbureau.
Seneste blogs
Af Holger K Nielsen
21.02.18, 14:46
Partierne i blå blok er ikke enige om ret meget, men én ting synes at kunne samle dem: Danmarks Radio skal rundbarberes. Læs mere
Af Eva Kjer Hansen
21.02.18, 12:03
Når man vælger at bosætte sig i Danmark, har man en pligt til at lære sproget og stå til rådighed for arbejdsmarkedet. De, der ikke gør, svigter dem selv, deres børn og samfundet. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
21.02.18, 11:58
Åbne grænser, tolerance og frihed er privilegier, som vi skal passe på. Læs mere
Af Anders Vistisen
20.02.18, 09:35
EU-tilhængere forsøger at miskreditere Europol-aftale og råber endnu engang ”Ulven kommer” Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.02.18, 16:34
Men globalisterne har en interesse i at påstå det modsatte. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
19.02.18, 14:57
Vægtede målinger som Berlingske Barometret er måske ikke så retvisende, som man lige skulle tro ved første øjekast. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.02.18, 12:34
Storbritannien er en nation med fødselsveer. Pludselig diskuteres der politisk indhold i stedet for positioner, markeringer og taktiske krumspring. Læs mere
Af Signe Munk
16.02.18, 08:39
Kald dog en spade for en spade. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her