Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi skylder muslimer i Danmark en undskyldning  

Vi er nogle bangebukse, når vi som det store flertal ikke forsvarer vores muslimske borgere. Hvorfor sætter vi ikke foden ned – for alvor  – overfor dem, der foragter, hetzer og sviner muslimer til?

Måske skriver jeg det forkert i det her indlæg, hvor jeg fremhæver muslimer som en særlig gruppe, når min pointe er netop det modsatte. At ligegyldigt om vi er hvide, sorte, røde eller gule, ligegyldigt hvem vi tror på eller ikke tror på, så har vi ret til at nyde de samme demokratiske principper. Men når jeg skriver det sådan, så er det for at afspejle virkeligheden. For det er muslimer, der forfølges og ikke mig. Men intolerancen, respektløsheden og hverdagsracismen er et angreb på vores fælles demokrati - og det skal vi stå op imod - sammen.

Hvis man er demokrat, så kan man ikke altid nøjes med at tale sin egen sag. Så må man også stå op for andre. For retten til ikke at blive diskrimineret og til at blive accepteret.

Så hvor er vi i forsvaret for vores muslimske medborgere?

Hvor var vi, det store flertal, i året der gik, da der gang på gang blev sat lighedstegn mellem at være muslim og terroristorganisationen Islamisk Stat? Råbte det store flertal op og sagde, at IS har ikke noget med islam eller muslimer at gøre? Altså udover muslimerne selv og nogle politikere.

Og hvor er vi, når hverdagsracismen har kronede dage? Når Ali bliver afvist i døren til diskoteket og Anders smutter lige forbi?

Eller når Julie bliver ansat og Khansa valgt fra, fordi hun er muslim og går med tørklæde?

Eller når Martin får lærepladsen hos tømreren, og Abdul ikke gør, selvom hans hænder er bedre skruet på?

Eller når den 17-årige Mohamad Al Jawerheri bliver uretmæssigt opsagt i Bilka, fordi han siger racister imod og forsvarer Danmark, som vi hører om i disse dage.

Jeg kunne blive ved med talrige eksempler. Og min konklusion er klar: Vi gør det ikke godt nok i Danmark. Vi er bangebukse. Vi er passive, når vi gang på gang oplever at vores medmennesker bliver forskelsbehandlet. Det er ikke nok at sidde hjemme i sofaen og sige ”jamen det er da også forkert” eller smide et opbakkende ”like” til en facebookopdatering.

Når nogen af vores meddanskere kontinuerligt behandles dårligt, så har vi et ansvar for at stille op for dem. At stå fast i diskussionerne på arbejdspladsen. At kræve en ordentlig tone overfor vores medmennesker. At kræve, at vi behandler hinanden ordentligt. 

Undskyld. 

Del artiklen