Vi skal hylde Mark med 4 i gennemsnit mere end 12-talsstudenten

Lige nu flyder det over med historier om ny-udklækkede studenter, der hyldes for deres 12-talsgennemsnit. Tillykke med det. Champagnepropperne poppes, konfettien skydes af og i aviserne og på facebook omtales de som Danmarks håbefulde fremtid – ”supertalenterne”.  

Men jeg synes, der er nogle andre, der fortjener mindst lige så meget hyldest. Mark med gennemsnittet på 4, der lige har klaret den.

For, hvad er det afgørende for, hvordan vi klarer vores uddannelse? Uden tvivl, det hjem vi kommer fra. Hvad uddannelsesniveau har mor og far, er der bøger i reolerne og eksamensbeviser på væggene, så er du heldigere stillet – meget heldigere end Mark med den ufaglærte mor og far.

Jeg kommer selv fra et ressourcestærkt hjem, hvor begge mine forældre er skolelærere, og hvor ingen undslap middagsbordet uden at have vendt verdenssituationen. Og når jeg havde kvaler med de tyske gloser eller ikke kunne løse de matematiske ligninger, så havde jeg mor og far inden for rækkevidde. Jeg var skåret godt for tungen, og derfor var det egentlig ikke nogen større præstation at hive de gode karakterer hjem. Er det så sådan for alle?  

Nej, bestemt ikke, der er også 12-talsstudenter, der har været begravet i bøgerne fra første til sidste skoledag. Men for mange - flertallets - vedkommende, der har det været udslagsgivende, hvor de kommer fra. Altså det man lidt fortærsket kalder den sociale arv.

Og derfor er virkeligheden også, at dem der kommer ud med et snit, der er væsentlig lavere, har haft langt mere på spil. De har formentlig måtte knokle meget mere – med risiko for også at falde igennem ved nogle eksamener. Mark, der ender med et snit på 4, har flere gange overvejet uddannelsen, og har flere gange været forbandet over, hvorfor mor eller far ikke kunne hjælpe med de overakademiserede projekter. Men det kunne de ikke, for både Marks mor og far er gået ud af folkeskolen og har ikke været i nærheden af uddannelsessystemet siden. Og sådan er det for mange. Der er det en ensom, hård og lang rejse at få huen på.

Så derfor fortjener Mark lidt mere anerkendelse, derfor fortjener Mark mindst lige så meget hyldest som 12-talsstudenten, måske endda mere. For hans forudsætninger var dårligere. Han har klaret det, på trods af de vilkår han haft med hjemmefra. På trods af.

Det skriver jeg ikke for at plædere for middelmådighed eller at fraskrive nogen stoltheden over 12-tallerne, for der er givetvis mange, som har knoklet umanerligt meget for 12-tallet.

Jeg skriver det for at vende en uheldig samfundsdiskurs. Nemlig at rosen og hæderen først og fremmest skal tilfalde dem, der har klaret det bedst – altså toppen. Jeg skriver det for at stå op imod det elitære og ekskluderende, hvor stjerner på skulderen er det altafgørende, ligegyldigt hvor lang nede i møget man har kæmpet sig op fra.

Så tillykke til alle studenterne, særligt til dem, der lige klarede det.

(Og inden nogen overfalder mig med enkelthistorier om det modsatte billede, så imødegår jeg selvfølgelig, at der findes undtagelser til reglen – som i alle andre af livets forhold)