Jeg mødte forleden en dansk kvinde, der studerer på et universitet her i landet. Hun har i nogle år været kæreste med en anden studerende, en kristen inder. Hun har flere gange fortalt mig, hvor svært det er for en dygtig, inder, at få statsborgerskab i Danmark, og hvad det betyder for parrets fremtidsrømme.
Det er nu så galt, at de unge for alvor overvejer at flytte til Canada, hvor kæresten har taget en universitetsgrad. Den unge kvinde fortæller mig, at Canada er pivåbent for dygtige udlændinge. Hun synes, at det i Danmark, er som om vi slet ikke ønsker dygtige udlændinge.
Jeg ved, at de to langt fra er de eneste.
Men hvorfor er det nu så vigtigt med det statsborgerskab?
”Vi ville gerne købe et hus. Men jeg tør ikke. Jeg tør ikke købe fast ejendom sammen med en, der kan blive deporteret til Indien i morgen”, forklarer kvinden.
”Det ender nok med, at vi slår os ned i Canada, hvor vi er mere velkomne. Vi føler os utrygge her uden, at min kæreste har indfødsret. Og ja, hun brugte netop udtrykket, frygten for deportation.
Jeg gik tankefuld fra den samtale. Og jeg spørger mig selv, om Danmark virkelig kan undvære alle disse unge mennesker og deres danske kærester.
Jeg fik for elleve år siden med hiv og sving gennemført et pointsystem for opholdstilladelse, som også kan anvendes som fast track i indfødsretssager.
Imidlertid ophævede Thorning-regeringen dette pointsystem. Man brød sig ikke om, at dygtighed, der gavner Danmark, tæller som en kvalifikation.
Lighed frem for alt. Så hellere lade de dygtigste, der har etableret sig med dansk familie, rejse bort med hele familien.
Jo vist kan det da gavne de socialistiske lighedsdrømme at forhindre, at de dygtigste søger til Danmark og andre rejser herfra.
For vi bliver alle fattige, når vi er så uvillige til at byde dygtige, flersprogede udlændinge med udsyn, velkommen i Danmark.
Tænk, at vi mener, at vi har råd til det. Vi er altså ikke for kloge.
