For den historieløse er alting nyt.
Den historieløshed fører til misinformation. Den aktulle reportage får lige en tand mere, end den kan trække, fordi sammenligning med fortiden, som man ikke kender til, er fejlagtig.
Tanken om, at en tidligere statsminister forlader sit parti, er derfor så overraskende for de historieløse. Lars Løkke udnævnes omgående til den første og eneste statsminister, der har forladt sit parti.
Ja, deadline lørdag satte ordentligt trumf på, og nævnede, at LLR er den første statsminister nogensinde, der har forladt sit parti.
Vel er han ej. Og den forrige var også venstremand. Jeg husker ham. Et hurtigt opslag i historiebøgerne kan forsikre om, at Venstres statsminister i efterkrigsårene, Knud Kristensen trådte ud af Folketinget i 1949.
I 1953 forlod han helt Venstre i protest mod den nye grundlovs afskaffelse af Landstinget. Jeg husker vittighedstegningerne fra dengang. Samme år var Knud Kristensen medstifter af partiet De Uafhængige, der opnåede repræsentation i Folketinget i en kortere periode.
Historieløsheden hærger ikke blot på Chrisatiansborg, men i Danmarks Radio.Det er flovt, flovt, flovt, generaldirektør!
At Lars Løkke aldrig vil danne et så højredrejet parti som de uafhængige, er trods alle kommentatorernes forsøg på at lege spåkoner, vist det eneste, der i dette øjeblik er helt sikkert.
Men, jeg kan godt få lyst til at spørge lidt frækt. Hvis Lars nu mener, at han er mere Venstremand end Støjberg og hendes tilhængere, er det så et mere oprindeligt, men nyt Venstre med moderne interntionalt udsyn, som Lars vil?