»Enhver skal tie, medens retten sidder.«
Sådan siger et gammelt mundheld. Et mundheld, der i sit indhold viser respekt for det helt grundlæggende princip i Danmark, at det er domstolene og alene domstolene, der dømmer. Det fremgår umisforståeligt af grundloven, at vi har uafhængige domstole, og at der i modsætning til f.eks. i USA ikke foretages politiske udnævnelser af juridiske dommere i Danmark.
Ikke desto mindre har senest sagen om drabet på Bornholm til fulde dokumenteret, at der desværre er politikere og andre pressionsgrupper, der ikke agter at respektere princippet om at tie, mens retten sidder. Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, har ikke forsømt nogen lejlighed til at afsløre sit forrygende ukendskab til dansk retspleje og ligegyldighed over for princippet om, at ingen er skyldig, før han er dømt, og at man ikke kan dømmes, hvis der er rimelig bevistvivl.
Rosa Lund og co. har fra næsten den første dag forsøgt at belære politiet og anklagemyndigheden på Bornholm om, at drabet var udtryk for racisme. På mig har det virket, som om Rosa Lund og co. har et brændende ønske om at hænge de to gerningsmænd ud for racisme. Princippet om, at politi og anklagemyndighed skal udvise objektivitet, synes at være en by på månen for de pågældende. At anklagemyndighedens opgave netop er at skære anklageskriftet til og i almindelighed alene at rejse tiltale for det, der kan bevises, er åbenbart ikke noget, Enhedslistens ordfører og dennes tilhængere kan tage sig af.
På dagen for domsforhandlingen rejste en række demonstranter til Bornholm for at ytre utilfredshed med tiltalen for drab. Det virkede nærmest, som om de pågældende grupper fandt det vigtigere at få en dom for racisme end at få en dom for drab.
Der er jo tale om rene politiske holdninger, som man i Danmark frit kan give udtryk for alle vide vegne. Men ønsker man at blive fundet troværdig og at blive hørt og respekteret, må man virkelig som et minimum selv vise respekt for det helt grundlæggende princip om magtens tredeling og domstolenes uafhængighed. I stedet viser demonstranterne en forrygende despekt ved at stå og råbe op lige under retssalens vinduer, som om det skulle kunne påvirke anklager, dommere og nævninge.
Heldigvis fik anklageren for rullende tv-kamera sat tingene på plads. Hun meddelte kort og godt, at der var rejst tiltale for det, der efter hendes opfattelse kunne føres bevis for. At anklageren var aldeles uanfægtet af demonstranternes råben og skrigen, var tydeligt. Hele hendes optræden var præget af professionalisme. Anklageren fik medhold i, at der var tale om forsætligt drab. Straffen blev fastsat til fængsel i 14 år. Dommen var enstemmig, og det blev slået fast, at gerningsmændene måtte indse, at det var overvejende sandsynligt, at deres offer ville dø som følge af de massive skader, de havde påført ham. Derfor domfældelse for forsætligt drab.
Alligevel er der en grund til at rejse advarselsflaget.
Den politiske indblanding i konkrete straffesager er vokset bekymrende kraftigt, siden jeg mødte som anklager i landsretten i Rønne i 1970’erne. Spektakulære retssager er godt stof i medierne. Det er naturligt. Men det er derfor vigtigere end nogensinde, at medierne fortsat har indsigtsfulde reportere, der kan formidle den nødvendige skelnen mellem straffesagens genstand og politiske manifestationer, der kun tjener et politisk/ideologisk formål. Formål, som er den konkrete straffesag aldeles uvedkommende.
