Gang på gang har vi hørt statsminister Mette Frederiksen undskylde Grundlovsbrud med folkesundheden.
Hun har sagt det igen og igen, men bliver smækfornærmet, når journalisterne gentager hendes mange tilståelser af Grundlovsbrud.
Folkesundheden kommer først, det er det, Mette Frederiksen siger igen og igen som undskyldning for, at hun ikke fandt anledning til at sørge for lovhjemmel før alle mink måtte lade livet. Derfor skælder Mette Frederiksen ud på journalisterne, og forstår slet ikke, at de tillader sig at spørge om, hvorfor den ulovlige tilstand ikke blev standset.
Folkesundheden står over Grundloven, mener Mette Frederiksen og giver igen og igen den mening tilkende.
En ting er, at Mette Frederiksen overtræder Grundloven. Det er utilgiveligt.
Men folkesundheden, hvor blev den af, Mette Frederiksen. Er det ikke bare ord?
Handles der netop ikke til skade for folkesundheden?
Hvordan bliver det med drikkevandet i fremtiden, når tusinder af mink i massegrave lader safterne sive ned i drikkevandet?
Det er ikke nogen rar tanke.
Og hvor mange år skal der går før det er helt sikkert at drikke vandet fra vandhanen.
Vi danskere ved kun alt for godt, hvordan gamle forureninger stadig kan være til skade for folkesundheden.
Danske Vandværker advarer om den stedfundne begravelse af mink i området mellem Kølvrå by og Gedhus i Midtjylland.
Vandværkerne, der unægtelig har mere viden om drikkevand end Mette Frederiksen, siger i en pressemeddelelse, at man frygter, at nedgravningen kan gå ud over grund- og drikkevand.
Vandværkerne udtaler, at der tilsyneladende er valgt nedgravningsplads uden, at der er taget hensyn til, at den ligger meget tæt på det område, hvor Kølvrå Vandværk henter sit vand.
Susan Münster, der er direktør i Danske Vandværker, er helt uforstående over for, at man har valgt at grave minkene ned så tæt på et vandindvindingsområde. Hun siger:
”Jeg har læst i pressen, at alt burde være i orden, eftersom man har brugt kalk i forbindelse med nedgravningen, men kalk har kun en forsinkende effekt, og på sigt vil regnen neutralisere kalken og den forhøjede ph-værdi. Det betyder, at den naturlige forrådnelsesproces af minkene vil fortsætte. Og det er altså meget dårlig nyt for grundvandet. Placeringen af minkgravene er meget uheldig og ganske uforståelig”.
Dette element er kun det foreløbig sidste bevis på, at regeringschefen hverken har styr på Grundlov, lov eller logistik.
Der er ingen plan, når Mette Frederiksen gør sig til Folketing og på pressemøder står frem og lovgiver til skade for borgerne. Udover at smadre minkerhvervet og masser af arbejdspladser, ødelægger Mette Frederiksen tilliden til myndighederne. Og nu er den også gal med folkesundheden.
Hvor mange millioner dyr blev dræbt og tillige til skade for folkesundheden?
Ikke mærkeligt, hvis borgere i nærheden af massegravene er bekymrede. Mette Frederiksen og co glemte folkesundheden.