Scenen er sat. Kønskrigen er brudt ud i lys lue.
Kvinderne har sat scenen med to kønsstereotyper: De onde mænd og de altid uskyldsrene kvinder, der vogter dyden, som deres oldemødre.
Dommen afsiges efter flere års tavshed. Dommeren, der føler sig krænket over mandlig adfærd, trækker for rullende kameraer selv højt op i skørterne og fremviser sin blottede krop.
Andre kvinder, der fortæller om ældgamle oplevede krænkelser, bliver fornærmede, hvis chefen forlanger at få sat navn på gerningsmanden.
De pågældende kvinder kræver, at deres beskyldninger tages for gode varer, uden at manden får en chance for at forsvare sig. Ved ikke at sætte navn på gerningsmanden, rejses der samtidig en infam mistanke imod alle uskyldige mænd på den pågældende arbejdsplads.
Det kan da ikke være rigtigt, at en mand skal beskyldes for sexisme, fordi han komplimenterer en kvindes påklædning. Men jo. Forleden forlød det, at det på en arbejdsplads i ramme alvor blev foreslået, at det skulle være forbudt overhovedet at omtale andres påklædning. På mig virker det både forrykt og hamrende unaturligt.
Vi kvinder, der udgjorde et mindretal på universitetet, i politiet og i politik i tresserne og halvfjerdserne, vidste, at vi måtte kæmpe hårdt for at indhente det efterslæb, som var kvindernes vilkår dengang.
Først i min levetid kan kvinder blive præster, politibetjente og vicepolitimestre. I 1984 kom der tre kvinder ind i Venstres folketingsgruppe. Så var vi fire. Men det kom ikke af sig selv. Vi måtte gøre noget særligt for at få flere med. Den modstand vi måtte overvinde, mødte vi såmænd også hos kvinderne selv.
Der var ikke noget, der hed sexisme. Klamme, gamle grise måtte finde sig i at få et rap over fingrene og ydmygende irettesættelser,så de kunne lære at opføre sig ordentligt. Vi måtte mere eller mindre bogstaveligt slå os igennem, men tænkte ikke på at drive politik på vore erfaringer eller gå i medierne. Vi klarede ærterne selv.
I dag taler man om en rådden kultur. Og ikke mindst i de tilfælde, hvor overordnede mænd udnytter deres magt, er der tale om en pilråden og aldeles uacceptabel kultur, der skal stoppes
Men hvordan med ligstillingen. Hvordan med den kultur, hvor det er kvinderne, der udnytter mændene og får et karriereløft på grund af særlige evner, der ikke vedrører arbejdet?
Hvem er det egentlig, der udnytter hvem, når ukvalificerede, men mere villige kvinder kommer foran kolleger, der besidder de faglige kvalifikationer.
Og lukker kvindebevægelsen totalt øjnene for den kultur?
Mændene tier. Hvilken mand ville dog indrømme, at han ligger under for kvindemagten? Derved bliver debatten totalt skæv.
Vi trænger i den grad til en ligeværdig samtale, hvor begge køn deltager, og hvor målet er løsninger frem for skyttegravskrig mellem kønnene.
Forholdet mellem kønnene, ikke mindst på arbejdspladsen, må tilbage i et naturligt samvirke, hvor de givne forskelle på kønnene respekteres. Forskningen viser, at produktionen stiger, hvor mangfoldighedsteams på grund af køn og etnicitet har fundet et harmonisk leje med en naturlig kappestrid og indbyrdes inspiration.
Mars og Venus ER to forskellige planeter.
Fri mig for en verden, hvor kønnene ikke kan samvirke i et naturligt fællesskab. Smid grisepelsene ud. Men fri mig for et liv, hvor ordentlige mænd er holdt op med at være mænd af angst for at blive beskyldt for sexisme, blot fordi de er galante.
Indskriften i Folketingets vandrehal er stadig en god rettesnor: ”Virk i fællig, men forskellig”
