Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Regeringens mørklægningsgardiner må rives ned

Demokratiet forvandles til et despoti, når beslutninger om vores allesammens liv og hverdag træffes i lukkethed bag statsministerens dør. Dermed står Mette Frederiksen alene med ansvaret.

Mon ikke de fleste husker den scene i Matador, hvor den pæne bankdirektør Hans Christian Varnæs på befrielsesaftenen med djævelsk energi flår mørklægningsgardinerne ned.

Mørklægningsgardinerne blev under besættelsen det meget synlige symbol på den tyske undertrykkelse og begrænsningerne i danskernes hverdag.

Masser af borgere kan ikke få at vide, om de er købt eller solgt. Vi aner ikke, hvad regeringen vil med os og med Danmark. Det hele kører i zig og i zag.

Vi vil frihed her til lands. Alligevel har vi nu i ugevis levet med voldsomme indgreb i vor personlige frihed. Det har vi fundet os i, fordi vi har indset, at begrænsningerne er til fælles bedste. Et effektivt middel for at få bugt med den snigende virus. Men det, som vi ikke kan og ikke skal finde os i, er regeringens mørklægningsgardiner.

Vi må insistere på, at regeringen fjerner sit mørklægningsforhæng. Vi må insistere på, at regeringen respekterer den helt grundlæggende regel i et demokrati. Nemlig åbenhed.

Demokratiet er godt på vej til at blive despoti. Nogle få træffer meget vigtige beslutninger for vort liv, og det sker bag mørke gardiner. Masser af borgere kan ikke få at vide, om de er købt eller solgt. Vi aner ikke, hvad regeringen vil med os og med Danmark. Det hele kører i zig og i zag.

Der blev brutalt lukket ned for vore udfoldelser, og det var klogt. Det skete i al åbenhed, så vi forstod, at det var nødvendigt. Men siden har uvisheden og mistilliden bredt sig. Regeringen har lukket sig inde. Beslutninger er truffet, uden at vi havde mulighed for at vurdere dem.

Så blev der talt om det, der skulle åbnes. Mens snakken gik, voksede uvisheden. Den sled. Virksomheder, der hidtil havde svaret enhver sit, er gået konkurs, mens regeringen fortsætter med at udbetale hjælpepakker til andre virksomheder, der ikke har bidraget til fællesskabet, men undladt at betale skat.

Venstre: Det er et vigtigt skridt mod normalisering i Danmark

Pludselig måtte nogle erhvervsdrivende og nogle skoleelever genoptage den suspenderede dagligdag, men på så skrappe betingelser, at åbningen for mange måtte udsættes. Andre, der havde brugt ressourcer på at forberedte sig på genåbning af forretningen, fik ikke lov at åbne. Logikken var ikke til at få øje på. Hvorfor? Vi ved det ikke. Det behager ikke magthaverne at give medierne, og dermed borgerne, indsigt i beslutningsprocessen.

Store dele af Danmark er stadig lukket ned. Endnu flere virksomheder kommer i vanskeligheder. Mennesker bryder sammen. Uvisheden er det værste. Hvor længe skal det vare, spørger vi hinanden. Men ingen kan svare, for ingen ved det.

De seneste dage er kritikken af den manglende åbenhed i beslutningsprocessen vokset i medierne, der forsøger at gøre deres arbejde. Men det er, som om hver eneste oplysning skal hales ud af regeringskontorerne.

Pludselig åbner statsministeren Danmark mere, end hun efter eget udsagn havde regnet med, og uden at hun er i stand til at begrunde sin beslutning nærmere. Kritikken har presset hende.

Statsministeren indkalder de politiske partier til såkaldt forhandling. Men der er alene tale om en skinproces. Det er statsministeren, der før skinforhandlingerne fortæller, hvad der skal åbnes.

Dansk erhvervsliv: Der er akut brug for en genåbning af grænserne

Det er statsministeren, der forlader forhandlingerne for i et længere pressemøde i den bedste tv-tid at fortælle, at hun genåbner store dele af Danmark. Beslutningsgrundlaget kender vi ikke. Det vil medierne afdække de kommende dage, altså efter at beslutningen er truffet. Det er helt utilfredsstillende.

Mette Frederiksen har forsøgt at styre med en enestående egenrådighed og en enestående lukkethed. Derved har hun mistet styringen og står samtidig alene med ansvaret, når Hans Christian Varnæs i skikkelse af danske journalister flænger de mørklægningsgardiner, der omgiver regeringskontorerne.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
{"DriveBy-Authorized": 10900489,"DriveBy-NotAuthorized": 10900490,"Returning-Authorized": 10900493,"Returning-NotAuthorized": 10900497,"Fan-Authorized": 10900500,"Fan-NotAuthorized": 10900508,"Default": 10900490}