Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Regimet uden resultater: Mette, magten og mistilliden

Den nuværende regering kom til magten ved at strø om sig med tomme løfter; åbningstalens moraliseren er gjort grusomt til skamme af virkeligheden.

Husker du, kære læser, at statsminister Anders Fogh Rasmussen efter tre måneders regeringstid fremlagde en liste over valgløfter, der punkt for punkt allerede var indfriet?

En sådan liste kan Mette Frederiksen efter nu mere end otte måneder ikke fremlægge. Til gengæld er listen over løftebrud og mistillidsskabende foranstaltninger så meget desto længere.

Mette Frederiksen kom til magten ved at strø om sig med tomme løfter. Mette Frederiksen fremstillede i åbningstalen sig selv som et menneske, vi kan have tillid til. Ja, hun prædikede moral og gav udtryk for den forventning, at vi alle opfører os, så vi kan have tillid til hinanden.

Desværre kan Mette Frederiksen slet ikke selv tilnærmelsesvis leve op til den tillidsskabende opførsel, hun forventer af andre. Den moraliserende statsminister står ikke blot i spidsen for den pression, der udøves over for eksperter, hvis faglige bedømmelse ikke stemmer med regeringens politik.

Søndag kunne Berlingske afsløre, at statsministeren, der har tordnet imod Facebooks magt, selv fodrer Facebook med millioner af kroner som betaling for reklamer for statsministeren og hendes parti.

Samtidig med at regeringen under fromheds maske frabeder sig nogen form for Christiansborg-fnidder, kunne Jyllands-Posten mandag afsløre, at de skatteyderfinansierede rådgivere, ordførere og ministre for længst er sat i gang med at planlægge og iværksætte en smudskampagne imod partiet Venstre. I de mindste detaljer er der sat navn på, hvem der skal udføre hvilke opgaver for at tilsmudse Folketingets største oppositionsparti og misbruge, hvad der bliver sagt under fortrolige forhandlinger. Tirsdag har statsministeren og finansministeren travlt med at beklage det skete. Det skaber ny mistillid, for det er jo regeringstoppen, der selv har stået fadder til planen imod Venstre.

I mands minde har Danmark ikke haft så indspist og lukket en regering. Alt styres fra det stærkt oprustede statsministerium. Der flyttes ikke et stykke papir, uden at det er statsministerens vilje. Venner og bekendte, der ikke udfordrer til debat, men formodes at rette ind, placeres på alle nøgleposter i magtapparatet. Derfor kan statsministeren ikke rende fra sit ansvar, uanset hvor meget hun forsøger. Med den benhårde styring, centralisering og det kammerateri, som statsministeren står i spidsen for, vil ansvaret altid lande hos statsministeren selv, medmindre hun vil påstå, at de partiansatte totalt har taget magten fra hende. Og det er der ingen, der vil tro.

Det benhårde regime, som mere beskæftiger sig med kommunikation end med fædrelandets vel, har efterladt flere fagministre på bagperronen. Ukendte eller i bedste fald tavse uden handlekraft og uden resultater. Klimaministeren har det som kejseren i eventyret. Han har ikke noget på. På hjemmesiden reklameres der den 27. februar stadig med en diffus og fluffy klimaaftale, som ikke er fulgt op af den mindste handling. Meget forståeligt har De Radikale nu stillet et ultimatum. De forlanger handling. Ellers trækkes tæppet væk under klimaministeren. En trussel, der rammer ikke mindst statsministeren selv.

Klimaminister maner til besindighed efter radikal trussel

Kommunernes minister Astrid Krag evner ikke at forklare, hvad udligningsplanen går ud på ud over at tage fra de rige og give mest til vennerne i de socialdemokratiske kommuner.

I marts er der afsat elleve dage med møder i folketingssalen. I april holder Folketinget en lang påskeferie. Der er ikke udsigt til, at regeringen på arbejdernes kampdag den 1. maj kan præsentere andet end den sædvanlige snak, vi har hørt siden valgkampen. Der er ingen resultater i sigte, så langt øjet rækker. Stakkels Danmark.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Birthe Rønn Hornbech, (f. 1943), cand.jur., forfatter og samfundsdebattør. Tidl. vicepolitimester, MF og minister (V).
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
09.04.20, 17:00
Der vil komme til at ske store ændringer i vores dagligdag, vores arbejdsliv, kontakten med andre mennesker, vores trang til at forbruge m.m. Læs mere
Af Signe Munk
09.04.20, 15:30
Coronakrisen er en glimrende mulighed for at give den grønne omstilling vind i sejlene - ved at kickstarte samfundet med grønne investeringer, når krisen er ovre. Læs mere
Af Nauja Lynge
08.04.20, 22:28
Der skete mange fejl fra danskernes side i deres iver efter at komme til Grønland og vide bedre – uden at ret mange vidste ret meget. Læs mere
Af Henrik Højlund
08.04.20, 20:36
Påskens budskab er muligheden for at leve, selv om vi dør. Det er svært at tro på - men på den anden side: Hvorfor ikke? Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
07.04.20, 10:22
Jeg er dødtræt af de partier, som mener, kunstnerne skal have bedre vilkår end alle andre. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
07.04.20, 07:57
Det er godt for folkesundheden, at statsministeren har fokus på hygiejnen. Men utroligt, at det skal være nødvendigt at lære os at være renlige. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
06.04.20, 23:30
Markedsøkonomien er – med alle sine mangler – den eneste form for økonomi, der kan bringe velstand og derfor også mere fred og fordragelighed. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.04.20, 22:22
Men vi må gerne stille spørgsmål ved, om alle grupper i samfundet er tænkt ind i genåbningsstrategien. Selvfølgelig må vi det i et demokrati. Grønlændere i Danmark er ikke tænkt ind. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.04.20, 12:54
Partiet ønsker statsstøtte til aktionærer. Og viser dermed sit sande ansigt - og hvem, de mener, der skal slippe for at være med til at betale for krisen. Læs mere