Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Der er stadig højt til loftet i Venstre. Men man skal ikke forsøge at banke hovedet igennem det – igen og igen

Jakob Ellemann-Jensens reaktion over for Kristian Jensen var nødvendig, for den tidligere næstformand har – igen – opført sig forbløffende illoyalt. Den eneste sejrherre er Mette Frederiksen.

Hvad er det dog, der sker i mit parti, Venstre? Er loftet blevet sænket i Venstres gruppeværelse på Christiansborg?

Spørgsmålene, affødt af Kristians Jensens nye solomelding og Jakob Ellemann-Jensens øjeblikkelige indgriben, er mange.

Ingen har mere end jeg selv levet højt på traditionerne og kulturen i Venstres folketingsgruppe. Der er højt til loftet og langt til døren, hvis et folketingsmedlem insisterer på debat og på at stille de uartige spørgsmål. I Tamilsagen stillede Venstre med to ordførere, fordi folketingsgruppen var delt på midten i spørgsmålet om, hvorvidt der skulle rejses rigsretssag imod tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen eller ej. Jeg sagde dengang til Venstres formand, Uffe Ellemann-Jensen. ”Uffe, nu er det vigtigt, at vi ikke bliver splittede og uvenner i gruppen.”

”Nej, vi har bare forskellige opfattelser i den sag,” svarede Uffe roligt.

Tilfældet Kristian Jensen drejer sig imidlertid om noget helt andet og mere end en dybtgående uenighed i en bestemt sag. Det drejer sig ikke om, at et menigt medlem giver interview til Jyllands-Posten. Nej, det drejer sig om, at Kristian Jensen nu for anden gang inden for et halvt år begynder at udtale sig om Venstres politiske linje, som om det var ham, der var formand.

Sådan optræder han, uagtet den nye formand fra den første dag har slået fast med syvtommersøm, at det er formanden, der lægger linjen. Denne selvfølgelige rollefordeling, der har entydig opbakning fra Venstres landsmøde, har Kristian Jensen sat sig ud over.

Det er naturligvis totalt undergravende, ikke mindst for en ny partiformand, at Kristian Jensen på egen hånd uden så meget som at orientere sin formand selv udtaler sig, som om det er ham, der lægger den fremtidige politiske linje. Derfor var det nødvendigt, at Jakob Ellemann-Jensen prompte traf beslutning om, at Kristian Jensen fratages alle poster.

Jeg mindes ikke noget lignende tidligere. Men jeg mindes heller ikke i mine 27 år i Folketinget, at noget andet medlem af Venstres folketingsgruppe i den grad som Kristian Jensen har haft behov for at konkurrere med formanden, hvad enten han hed Lars Løkke Rasmussen eller hedder Jakob Ellemann-Jensen.

Ellemann om afklapsning: Kristian Jensen har overtrådt reglerne »noget så eftertrykkeligt«

Folketingsgruppen bakker naturligvis op om deres formand, men irritationen over Kristian Jensen bliver ikke mindre af, at Venstre netop har nedsat et udviklingsudvalg med Tommy Ahlers som formand, og hvor Venstres fremtidige politik netop skal udvikles i en intern diskussion. Som medlem af folketingsgruppen havde Kristian Jensen haft alle muligheder for som erfaren politiker at fremføre sine ideer og tanker over for Tommy Ahlers. Det er trist, at Kristian Jensen tilsyneladende totalt har opgivet af få indflydelse i det daglige arbejde i folketingsgruppen, hvor enhver kan lufte sine ideer.

Der er og skal fortsat være højt til loftet og langt til døren. Den kultur og den tradition må og skal fastholdes, men det er helt fundamentalt, at rollefordelingen respekteres, og at en ny formands autoritet ikke forsøges undergravet.

Jensens solotur besværliggør karriere uden for politik

Vinderen er igen Mette Frederiksen, der atter har styrket sin selvsupplerende socialdemokratiske loge på Slotsholmen ved at trække endnu flere venner og veninder ind i Centralkomiteens inderste gemakker i Statsministeriet. Mette Frederiksens organisatoriske handlekraft er til at få øje på. Lige så synlig er de uindfriede valgløfter og regeringens passivitet. Mette Frederiksens politiske resultater venter Danmark stadig på.

Venstre må holde op med at slås med sig selv og komme op i omdrejninger og frem på banen. Der er mere end nogensinde brug for en synlig, stærk og konstruktiv opposition i Folketinget.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Birthe Rønn Hornbech, (f. 1943), cand.jur., forfatter og samfundsdebattør. Tidl. vicepolitimester, MF og minister (V).
Seneste blogs
Af Morten Uhrskov Jensen
24.02.20, 18:13
Tal fra den nye tænketank Unitos viser tydeligt, at det er på høje tid at sende de personer, som har kvitteret for let adgang til Danmark med kriminalitet og klanmentalitet, væk herfra. Læs mere
Af Jens Kindberg
24.02.20, 13:38
Er danske politikere virkelig så langt fra almindelige borgere, som den tidligere statsminister afslører i et indlæg på Facebook, hvor han brokker sig over p-forholdene i København. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.02.20, 14:43
Selvom det står klart, at krigen i Syrien er skabt af udefrakommende grunde, og at de vestlige lande har en meget stor finger med i spillet, så prøver man fortsat at skabe en anden historie. Det er til at brække sig over. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.20, 10:30
Dannelse skal hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det. Læs mere
Af Martin Ågerup
22.02.20, 00:34
Den danske SU er i forvejen den mest generøse i verden Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Folketingets partier har givet samtykke til, at dansk fregat indgår i fransk hangarskibsgruppe, selvom franske interesser ikke flugter med de danske. Det kræver, at Danmark justerer sin arktiske politik. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere