Mette Frederiksen er ikke heldig med sin årelange udmelding om, at hun ønsker at være børnenes minister. Kendsgerningerne og egne selvmodsigelser taler imod Mette Frederiksens troværdighed.
For få dage siden forklarede statsministeren i nytårstalen, der er gennemarbejdet af 117 spindoktorer, at hun ønsker flere børn tvangsfjernet fra deres forældre. Det har rimeligt nok affødt massiv kritik fra mange sider. Man kunne da forvente, at børnenes minister netop ville kaste alle kræfter ind på at styrke barnets mulighed for at have et godt liv med sine biologiske forældre.
Nytårstalen virker som et spark til nogle af de alle svageste familier.
Nu er den gal igen. Socialdemokratiet har efter alle kunstens regler og med hjælp fra fagfolk udsendt en video for at styrke statsministerens image som børnenes minister.
Den video er socialdemokratiet sluppet ualmindeligt dårligt fra.
Videoen skal fremtræde, som om de børn, der medvirker, kommer fra en skole i Brøndby, hvor danskerne vel at mærke i det store strandområde er et etnisk mindretal.
Brøndby Kommunes skoler er et broget skue. Jeg passerer jævnligt Strandskolen, når skolen begynder om morgenen. Jeg er ikke i tvivl om, at jeg bor i et område og i et Danmark med børn, der nedstammer fra mange folkeslag.
Den virkelighed ønsker Socialdemokratiet ikke at afspejle. Ved et snuptag har Socialdemokratiet ændret totalt på virkeligheden. Børnene i videoen er nærmest racerene hvide. Det viser sig, at de fleste medvirkende slet ikke er skolebørn fra Brøndby, sådan som Socialdemokratiet ellers fremstiller det i videoen. De medvirkende, viser det sig, er fundet i Socialdemokratiet og SDU.
Endelig viser det sig, at hele idéen i videoen er et plagiat.
Men det er slet ikke det værste. Det værste er, at Socialdemokratiets ordfører Jesper Petersen i en udsendelse i DR lørdag igen og igen forsvarer videoen i stedet for at indrømme, at videoen er udtryk for flere begåede bommerter.
Allerværst er dog Jesper Petersens begrundelse for Socialdemokratiets forsvar.
Videoen er fremstillet for at gøre opmærksom på de sociale forskelle, hævder Jesper Petersen!
Det er altså, hvad socialdemokratiet ved om Danmark. At sociale forskelle alene findes blandt hvide danskere.
De familier, der er de allersvageste, trues med tvangsfjernelse.
Der hetzes mod ghettoerne.
Socialdemokratiets univers er, at danske børn, kun hvis de er hvide, er genstand for Socialdemokratiets omsorg for at mindske uligheden i samfundet.
Det er uhyggeligt at tænke på, hvilke samfundsgrupper Socialdemokratiet mon næste gang vil holde ude af fællesskabet.