Annonce

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Tabuet i mine trusser

For få uger siden løj jeg en skotte lige op i ansigtet på grund af ting, der foregik i mit underliv. Det gør jeg ikke igen.

Skotten Bill, en flink enkemand på 87 år, havde valgt samme thailandske strand som feriedestination som min kæreste og jeg. Og eftersom han nogle dage i træk havde slumret alene i en liggestol ved siden af os, inviterede vi ham på en drink. Det kvitterede han venligt for ved at invitere os på en snorkletur ved et koralrev i nærheden. Jeg havde aldrig prøvet at snorkle og havde meget lyst. Alligevel takkede jeg nej tre dage i træk. Jeg havde nemlig ”hovedpine” den ene dag og ”madforgiftning” de to næste. At jeg egentlig havde menstruation – og en voldsom en af slagsen – løj jeg om. For jeg har altid, siden puberteten, løjet, når jeg på grund af menstruationssmerter ikke har kunnet deltage i sociale aktiviteter eller indimellem har været ude af stand til at gå i skole eller komme på arbejde. Det samme har de fleste kvinder, jeg kender. Ikke over for familien, kæresten eller veninden, men over for offentligheden, den fremmede og, især, chefen. Situationen med Bill mindede mig om det faktum. Og om, at …

… det er skørt

Én ting er jo for 25 år siden at få sin første menstruation, blive mobbet første gang, man bløder igennem sin hvide pubertetskjole og lære af sine jævnaldrende veninder, at man ikke har menstruation, men at man ”har sit lort” (tak til halvfemserne for det elegante udtryk). At jeg lærte at tie om eller være småflov over min menstruation skyldtes ikke, at mine forældre opdrog mig til det (tværtimod), men at min omverden gjorde. En anden ting er så at vokse op, blive 40 og stå i 2017 i en ellers frisindet lige-ved-og-næsten-ligestillingstid, og STADIG føle, at man skal tie om sin menstruation – ikke mand og kvinde imellem, men kvinde og offentlighed imellem. Vi taler kun om menstruation, når ”feministerne truer med at fribløde fællesskabet til grunde”. Vi taler ikke (nok) om den som en naturlig del af hverdagen – og så SLET ikke af karrieren.

For eksempel har jeg stort set aldrig oplevet en kvinde melde afbud til en fest eller fødselsdag på grund af menstruation, medmindre hun kendte vært(ind)en godt. Jeg har heller aldrig oplevet en kvinde sige til sin chef, at hun må blive hjemme eller arbejde på lavt blus en dag eller to på grund af menstruationssmerter. Det har jeg heller aldrig selv turdet gøre. Er vi nødsaget til at tage en hjemmedag, fordi vi løber rundt i smertefuld pendulfart mellem seng og toilet for at vatinddæmme blodfloden i underlivet, siger vi i stedet, at vi har ”lidt ondt i halsen”, er ”utilpasse” eller har ”madforgiftning”. For vi ved, at det at bære rundt på forkølelsesvira eller, ja, have diarré, er noget ens (ofte) mandlige chef kan sætte sig ind i. Det er i øvrigt også mere ”gyldige” grunde i dagens Danmark. Mig bekendt er der i hvert fald ingen arbejdsplads herhjemme, der endnu har vist sig åben for officielt at acceptere menstruationssmerter som fraværsgrund. Det ville ellers være opløftende. Mange, også politikere, synes jo, at det er noget værre noget, at kvinder har flere ”sygedage” end mænd og forstår det ikke, fordi alle, uanset køn, jo SKAL yde præcis det samme på jobbet hver dag, uge og måned (efter mandlig standard forstås). En af årsagerne er imidlertid, som sygefraværsforsker Merete Labriola siger, at ”flere kvinde tager en til to sygedage om måneden på grund af menstruationssmerter og underlivsproblemer … Det er tabuiseret at tale om, men der er altså nogle biologiske forskelle, uanset om vi vil det eller ej”… Men den pointe passer ikke ind i tidens syn på ligestilling, så den ties ihjel.” Nemlig. Mere end et par af veninder har af samme grund frarådet mig at skrive dette indlæg om menstruation.

Men den gør stadig lige ondt i 2017 

At blive hjemme i sin seng på grund af menstruationskramper eller ”lavpræstere” to-tre dage om måneden og indhente det forsømte i dagene efter, sker derfor også for alle mulige kvinder alle vegne. Vi taler bare ikke særlig åbent om det. Og det er uheldigt. For selvom langt størstedelen af kvinder fint kan have menstruation og arbejde samtidig, er der jo stadig en del, der på førstedagen har så stærke smerter, at de er ude af stand til at forlade sengen. Og for dem (og os) kan det være et problem, at menstruationssmerter ikke er en legitim grund til fravær, en hjemmearbejdsdag eller andre former for fleksibilitet på arbejdspladserne. Det burde det være. For det ville, tror jeg, motivere kvinderne mere og aftabuisere menstruation på flere niveauer, arbejdsmæssige som sociale og private. 

Forstå mig ret: Jeg mener ikke, at kvinder skal vises hensyn ud over alle grænser på grund af deres menstruation. Men vi kunne godt begynde at tænke bare LIDT ud af boksen og ned i bindet: I lande som Indonesien og Japan giver man kvinder ”menstruationsorlov”, hvorved menstruationsfravær ikke tæller som sygedage. Og i bl.a. Canada og UK diskuterer man tilsyneladende livligt fordele og ulemper ved lignende ordninger. Det kan meget vel være, at det er at gå for langt. Men slet ikke at diskutere eller blot afprøve alternative måder at indrette os på, er at gå for kort. At kvinder i generationer har kæmpet for adgang til og ligebehandling på arbejdsmarkedet betyder jo IKKE, at vi ikke kan indrette arbejdsmarkedet, så det tager et ”biologisk hensyn” om ikke andet i de en-to dage, hvor smerterne for nogle kvinder er grænsende til tortur. Tværtimod.

Færdig med at lyve 

Jeg er klar over, at det at lyve om sin menstruation for en fremmed skotte på en strand i Thailand ikke er det samme (og ikke er nær så slemt) som at skulle lyve for sin chef i Danmark. Men for mig er det to sider af samme sag. Så længe vi ikke taler om menstruation offentligt og ikke forliger os med tanken om, at menstruation ikke behøver at være lig med ineffektive medarbejdere eller ”det svage køn”, hvis vi indretter os anderledes, vil tabuet og uligheden bestå og gennemsyre alt andet. Det absurde i mine egne mangeårige menstruationsfortielser gik sjovt nok først rigtig gik op for mig i mødet med skotske Bill på stranden i Thailand. Og jeg blev rigtig træt af dem. For jeg er immervæk 40 og burde være færdig med at lyve. Det lykkedes mig at snorkle ud til det smukke rev på fjerdedagen. Heldigvis. Hvor rare Bill er nu, ved jeg ikke med sikkerhed. Men jeg ved, hvor mit eget tabu er – og skyller det hermed ud i toilettet.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Annonce
Annonce
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
19.09.18, 14:33
Nu skal vi importere arbejdskraft udefra. Hvad om vi først fik aktiveret den, der allerede findes? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
19.09.18, 10:43
Nationalstaterne har fejlet big time Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
19.09.18, 09:37
95 gange i 2017 sendte vandværkerne drikkevand ud til danske forbrugere, med mere sprøjtegift end reglerne tillader. Alligevel har Venstre mere travlt med at skælde ud på oppositionen end med at sikre danskerne rent drikkevand. Læs mere
Af Rune Lund
19.09.18, 08:45
Danske Bank har spillet hasard med stabiliteten og tilliden til den hele den finansielle sektor i Danmark. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.09.18, 19:47
Grænser er tegnet om på ny hele vejen gennem historien. Det vil også ske i USA en dag. Læs mere
Af Anders Vistisen
18.09.18, 16:44
Dansk erhvervsliv med Dansk Industri i spidsen vil have flere udlændinge til Danmark. Men det tager ikke selv ansvar for samfundsudviklingen og jamrer konstant. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
18.09.18, 15:31
Hvorfor lukker politikerne kulturelle tv- og radiokanaler, der er klassisk public service? Det giver ikke mening. Læs mere
Af Jaleh Tavakoli
18.09.18, 09:52
121 forskellige grupperinger, i 66 forskellige lande. Truslen er global, de fleste ofre er dog muslimer. Denne form for terrorisme har kun været voksende, også i Vesten, og intet peger på, at den har toppet. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.09.18, 22:50
Men hvordan kan danske politikere navigere rundt i indblanding fra kinesere, amerikanere og russere? Det kan de naturligvis ikke. Og der er projekter i gang i Grønland, som faktisk er langt mere bekymrende. Men af uvisse årsager er det umuligt at få danskere til at forstå Kinas interesser i Grønland. Dette selv om det vil påvirke den danske stat på mange måder. Læs mere
Af Katrine Winkel Holm
17.09.18, 22:27
Var Venstre-politikeren en ægte frihedselsker, ville han forsvare Danmarks frihed og sin egen frihed til at sige sin mening. Han gør ingen af delene. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her