*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Dengang jeg slog en mand ihjel

– og lærte at leve med det.

Da jeg var 7 år, gik jeg i skole i en lille bygd på Færøerne. Oppe under skolens tag var der indrettet en lillebitte lejlighed, som skolens pedel beboede. Pedellens fornavn kendte ingen. Han blev bare kaldt ved sit efternavn, Høj. Høj var dansk og temmelig tyk. Han var lidt af en særling og boede alene. Han var flink. Og så var han storryger. Han havde altid pakker med billig rulletobak liggende på sit bord sammen med hvide, tynde cigaretpapirer og en cigaretrullemaskine i rød plast. Hvad han også havde, var en fryser fuld af jordbæris. 

Jeg begyndte at hænge ud oppe hos Høj i frikvartererne, fordi han var sjov og var den eneste på skolen, som jeg kunne tale dansk med. Og eftersom han elskede røg og jeg elskede is, lavede vi en aftale: Han syntes, det gik for langsomt at rulle cigaretter med sine tykke fingre, så han lærte mig at rulle dem. Og for hver tiende cigaret, jeg rullede, ville jeg få én jordbæris. Det betød selvfølgelig, at jeg begyndte at rulle cigaretter som en gal. Hurtigere og hurtigere og flere og flere, alt imens jeg proppede mig med is. Høj pulsede løs imens. Og det hele var hemmeligt. For jeg vidste, at min mor aldrig ville have tilladt mig så mange is. Høj og jeg havde derfor en månedlang fest fuld af røg, jordbæris og dansk sniksnak, som ingen rigtig kendte til. Det var herligt. Lige indtil den dag Høj ikke længere åbnede døren. Jeg gik op og bankede på hans dør flere gange. I dagevis. Til sidst spurgte jeg min klasselærer, om han vidste, hvor Høj var blevet af. ”Høj er død”, svarede han. ”Men hvorfor?”, spurgte jeg. ”Han røg alt, alt for mange cigaretter. Og cigaretter dræber, lille ven”, svarede han.  Så gav han min skulder et venligt klem og gik videre. 

Av!

Jeg blev overbevist om, at jeg havde slået Høj ihjel med mine bunker af cigaretter og min grådighed efter jordbæris. Og jeg gik rundt i måneder efter i bygdens gader som en kæmpestor lille synder – uden at turde fortælle det til nogen. Jeg var overbevist om, at jeg fra den ene dag til den anden ville blive hængt ud som morder og blive straffet fælt. Og jeg syntes, at jeg så Højs spøgelse overalt: I skolens tagvinduer. Bag butikkernes hylder med tobak. Og i frysediskene med is. Vandrende rundt på bygdens kirkegård. Og siddende ved min seng, når jeg sov – altid med en af mine rullede cigaretter mellem sine tykke fingre. Det var frygteligt.

Den svære kunst 

Jeg kunne sikkert have gået rundt med mit eget dødstabu i årevis, havde det ikke været fordi, færingerne er så forbistret gode til den svære kunst:  At tale om døden. De taler ikke for meget om den. De taler bare om den jævnligt og på afslappet vis. Og det er derfor, jeg er taknemmelig for at være vokset op på Færøerne. For selvom jeg havde min første ubehagelige erfaring med døden deroppe, så blev færingernes naturlige forhold til døden også min redning: Et lille år efter mit ”mord” på Høj fik min familie og venner nemlig på nænsom vis lirket hemmeligheden ud af mig, trøstet mig og hjulpet mig igennem. Heldigvis. Som barn var det jo ikke nemt at vide, at Højs rygning var hans eget valg og ikke mit. Og at et menneskes død kan være selvforskyldt, uforskyldt eller bare ”aldersskyldt” – og alt andet lige uundgåelig. 

Jeg bor i Danmark i dag. Og til sammenligning virker danskerne efterhånden så distancerede og angste over døden, at den bliver et fænomen, som ”kun sker for naboen” og som ingen tør tale om. Sorgen over samme er måske derfor heller ikke noget, danskerne får hjulpet hinanden tilstrækkeligt igennem. På Færøerne inddrages man til gengæld i døden helt fra barnsben af. Man slæbes konstant med på besøg hos de ældre på plejehjemmene og hospitalerne. Og man deltager sammen med sine forældre i utallige begravelser. Det kan selvsagt virke en smule tungt, når man er barn, Men det gør, at man lærer at forholde sig ret direkte til døden fra en tidlig alder. Det gør også, at man som ung knytter stærkere bånd til de ældre og kan spejle sig i deres erfaringer med livet. Alderdommen og døden bliver på den måde ikke en rædsel, men en realitet der kan tackles. Noget man ærer og har respekt for. Det afspejler sig også i de færøske begravelsestraditioner: 

Min færøske onkel døde eksempelvis forleden nat, 80 år gammel. Det blev annonceret i den nationale radio, som alle færingers dødsfald bliver. Hans søstre, heriblandt min mor, samledes i Tórshavn og bandt bårebuketterne selv. De drak en øl og en snaps imens, fældede tårer og delte gode minder om ham. Næste dag tog de ind i kapellet med deres brødre og min onkels øvrige familie. Min onkels kiste stod åben, så dem i familien, der ville, kunne se ham og røre ved ham en sidste gang. Da kisten skulle lukkes og ud i rustvognen, skruede de hver især en skrue i kistelåget. Og så bar de kisten fra rustvognen og ind i kirken. At der kommer flere hundrede mennesker til begravelserne på Færøerne, er ikke usædvanligt. Mens man i Danmark kan sidde længe og være i tvivl om, om man kendte afdøde nok til, at man ”bør” møde op til begravelsen, holder færinger sig nemlig ikke tilbage – således heller ikke til min onkels begravelse, hvor hele 350 mennesker indfandt sig i kirken. De gik alle, en for en, op til kisten og lagde deres hånd på den i nogle sekunder for at sige nogle afskedsord ”indvendig” til min onkel. Så vendte de sig og gav hånd – også en for en – til de pårørende på første række. Og derpå fandt de deres plads og sang med på viserne og salmerne, så kirketaget løftede sig. Da gravfølget til slut gik ud af kirken med kisten, stod de tilfældigt forbipasserende ud af deres biler, stod stille og foldede hænderne i respekt, til gravfølget var passeret. Også det er tradition. Og det er smukt. 

Det er, apropos, ikke mere end 10-15 år siden, der kom bedemænd til Færøerne. Så var min onkel død tidligere – ude i en af bygderne – ville hans pårørende måske selv have gravet hans grav og tilkaldt den lokale præst. Tættere på døden kommer man næppe i live. 

Mere end et RIP 

Selvom nogle af de færøske begravelsestraditioner er under forandring, synes jeg, de er værd at tænke over. Det er muligt, at de kun lader sig gøre, fordi Færøerne er et lille samfund, hvor folk kender hinanden og familiernes børn og gamle taler sammen, besøger hinanden og ser hinanden livet igennem. Men alligevel. Færinger har, hvad døden angår, noget værdifuldt, som jeg tror, den moderne storby-dansker har mistet. I hvert fald har dødsforskrækkelsen ikke rigtig indhentet rigsborgerne i nord endnu – og det håber jeg heller ikke, den gør. 

Jeg påstår ikke, at døden er nem hverken på Færøerne eller i Danmark. Jeg fandt for eksempel ikke Højs død nem. Så slet heller ikke min onkels. Det kommer selvfølgelig altid an på i hvilken form, døden kommer og hvornår. At miste en 80-årig er eksempelvis noget helt andet end at miste en 8-årig, det siger sig selv. Jeg tænker blot, at danskerne kunne gøre lidt som færingerne: Tage døden ind. Lære at leve med den. Og måske sætte lidt flere ord på følelserne, end et enkelt RIP på Facebook. At dele sin medfølelse, sin sorg og sit tab er ingen skam – tværtimod. 

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. Annika Smith er en del af Københavns Borgerrepræsentation fra 1. januar 2018. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Signe Munk
14.12.17, 12:20
62 procent af danskerne, mener at sygeplejersker fortjener mere i løn. Men Sophie Løhde er uenig, kan jeg fornemme. Læs mere
Af Morten Løkkegaard
14.12.17, 11:22
Årets ord "Fake news" risikerer at underminere vores grundlæggende værdier: ytringsfriheden og vores frie liv. Det kræver handling - her fem liberale svar på fake news og misinformation. Læs mere
Af Naser Khader
14.12.17, 11:22
… nu begynder kampen ved forhandlingsbordet. Læs mere
Af Lars Boje Mathiesen
14.12.17, 11:06
Her er det konkrete bevis på at visse borgerlige politikere igen har løjet over for befolkningen. Læs mere
Af Jens Kindberg
14.12.17, 05:13
Det stoppes heldigvis af Mai Mercado – børn skal ikke lide Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
13.12.17, 15:32
Hvis ikke en skole må understrege, at julen udspringer af det kristne budskab, så er vi ude på det værdirelativistiske overdrev. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
13.12.17, 12:29
Drengebørn tager skade, hvis deres mødre har været udsat for ftalater under graviditeten. Alligevel har regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti fjernet afgiften på de skadelige ftalater. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.12.17, 11:48
Skulle man blive gymnasielærer? Så hellere lave en ironman. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
12.12.17, 19:57
Efter Sophie Løhdes angreb på offentlige ansattes løn skylder regeringen svar på, om det er sosuen eller sygeplejersken, der får for meget i løn. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her