*

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Om forladelse Søren Espersen. Jeg gør det ikke igen

Jeg bandede engang ad Dansk Folkeparti og har skyldt partiet en undskyldning i fire et halvt år. Den kom først nu

Den kloge og kradse TV-vært Clement Kjersgaard sagde forleden i et interview til Berlingske, at ”den demokratiske samtale er i dyb krise. Truslen ligger ikke i en dårlig tone, men i debattens rungende indholdsløshed. Ja, tænkte jeg. Og så alligevel nej. For at spotte og håne ens politiske modstander har udviklet sig til en dansk nationalsport, og debatterne på traditionelle som sociale medier forvandles i stigende grad fra en ’ordenes brydeplads’ til en losseplads, som samtalen og indholdet dumpes og dør på. Jeg afskyr det. 

Imidlertid er jeg den sidste, der skal gå i rette med nogen om tonen. Jeg gik nemlig selv langt over stregen i debatten for fire et halvt år siden. Under valgkampen i 2011 fandt jeg på noget så umodent kækt som at bande ad Dansk Folkeparti. Jeg sagde, for at være helt konkret, ”F*ck DF” og brugte det som slogan på mine valgplakater til folketingsvalget. Årsagen var, at jeg var frustreret over Dansk Folkepartis omtale af indvandrere og muslimer op til valget. Og da Søren Espersen under valget blev citeret for at sige noget i samme boldgade, der i mine ører lød grimt, valgte jeg at sige noget grimt tilbage. Det var dumt. At Søren Espersen sidenhen skrev til mig, at han var blevet fejlciteret, gjorde det kun dummere. 

Jeg har siden ønsket at give Søren og hans parti en undskyldning. Derfor tog jeg forleden dag tyren ved hornene og bad ham om en snak. Da jeg mødte op på hans kontor, forventede jeg ikke umiddelbart forståelse. Men til min store glæde gik det stik modsat. 

Ansigt til ansigt

På mødet indrømmede jeg, at det måske var underligt at undskylde for noget, som Søren og Dansk Folkeparti sandsynligvis anså for ligegyldigt her fire et halvt år efter. Jeg havde imidlertid ikke turdet sige undskyld før. At sige F*ck DF havde bragt mig i hundredevis af hademails, identitetstyveri, måneder med klamme anonyme pakker i min postkasse og regulær skældud af fremmede såvel som bekendte på gaden. Men især dødstrusler fra personer på den yderste højrefløj gjorde, at jeg frygtede at ”genoplive” sagen med en undskyldning. Mit mod på god stil og tone er ikke desto mindre større i dag end frygten. Det var og er faktisk overhovedet ikke mig at være respektløs overfor en politisk modstander, og selvom jeg stadig er lige så uenig med Dansk Folkepartis holdninger til muslimer og indvandrere, som jeg var i 2011, var det i denne her situation mig, der havde ramt ved siden af skiven. Det undskyldte jeg for. Søren smilede, nikkede og kom ikke med en eneste bebrejdelse. I stedet skænkede han mig bare endnu mere kaffe og takkede for undskyldningen. Han forklarede sin side af sagen om citatet dengang og virkede lige så glad som jeg for at få mulighed for at forklare. Det var fedt.

Mødet endte som et af de bedste, jeg har haft med en politisk modstander. Det er jo som bekendt hyklerisk nemt at være hånlig overfor en modstander på nettet, gennem medierne, eller, som i mit tilfælde, på byens lygtepæle, når man ikke samtidig skal stå ansigt til ansigt med personen. Ansigt til ansigt med Søren har jeg imidlertid flere gange stået, bl.a. da jeg en kort overgang kom i Folketinget som stedfortrædende medlem. Søren mødte mig altid med et smil. Og jeg skammede mig en smule hver gang. Ikke at de ting, jeg sagde dengang på nogen måde retfærdiggjorde dødstrusler og chikanerier, bevares! Men måden, jeg sagde det på – tonen – var ikke ligegyldig. Den var heller ikke i orden.

Plads til uenighed

Jeg er helt med på, at vi ikke skal være et konsensussamfund. Men er der noget, der skaber krise og indholdsløshed i det, Clement Kjersgaard kalder ”den demokratiske samtale”, er det respektløsheden de politiske modstandere imellem. At holde sig til en god tone må derfor være alles ansvar og i alles interesse – ikke som dække for at udelukke synspunkter, man ikke selv kan lide, men derimod for at give plads til dem. Det var jo ikke uenigheden, der eksempelvis fik Søren og, senest, Winni Grosbøll (Soc.) til at melde sig delvist ud af samtalen og lukke deres offentlige facebook-profiler ned. Det var tonen.

Man kunne tænke, at den tiltagende hang til hån af politiske modstandere ville skabe et proportionelt tiltagende behov for undskyldninger på tværs af de politiske fløje. Men som Søren Espersen sagde som afslutning på vores møde: ”jeg har aldrig oplevet, at nogen i politik er kommet og har givet en undskyldning”. Nej, det kan jeg forestille mig. Lektor i retorik Lisa Storm Villadsen har set på netop det problem og konkluderet at: Hvis du undskylder, indrømmer du, at du har handlet forkert over for en anden, og at modparten ikke var skyld i det (…) og deri ligger der et løfte om ikke at foretage den samme handling igen. En beklagelse derimod er blot en sympatitilkendegivelse, hvor man anerkender, at modparten blev såret af det, man sagde, men hvor man stadig holder fast i sit synspunkt. Det er meget mindre kompromitterende end en undskyldning.” Netop. I politik er der mange pseudo-undskyldninger i kategorien ”jeg beklager, at det blev misforstået / lækket / opdaget. Reelle undskyldninger er der ifølge lektoren få af. Om det er fordi, at få finder, at de skylder en undskyldning, eller om det er fordi, at mange, som jeg, ikke tør give en af frygt for konsekvenserne, skal jeg ikke kunne sige. Men efter mit møde med Søren, kan jeg kun anbefale at prøve.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelser af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet og er til daglig engageret i SF, hvor hun har været en del af landsledelsen og stedfortrædende medlem af Folketinget. Annika Smith er en del af Københavns Borgerrepræsentation fra 1. januar 2018. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Jens Kindberg
14.12.17, 05:13
Det stoppes heldigvis af Mai Mercado – børn skal ikke lide Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.12.17, 22:14
Seksuelle overgreb på helt unge piger i England afslører et kvindesyn så afstumpet, at man kun kan se én løsning for sig: Stands al ikke-vestlig indvandring og påbegynd hjemsendelser. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
13.12.17, 15:32
Hvis ikke en skole må understrege, at julen udspringer af det kristne budskab, så er vi ude på det værdirelativistiske overdrev. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
13.12.17, 12:29
Drengebørn tager skade, hvis deres mødre har været udsat for ftalater under graviditeten. Alligevel har regeringen sammen med De Radikale og Dansk Folkeparti fjernet afgiften på de skadelige ftalater. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.12.17, 11:48
Skulle man blive gymnasielærer? Så hellere lave en ironman. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
12.12.17, 19:57
Efter Sophie Løhdes angreb på offentlige ansattes løn skylder regeringen svar på, om det er sosuen eller sygeplejersken, der får for meget i løn. Læs mere
Af Siddik Lausten
12.12.17, 18:30
Hvad med at krydstjekke med vælgerne, om LA har opbakning til igen at gamble med den danske velfærd? Læs mere
Af Anders Vistisen
12.12.17, 10:54
I denne juletid bør der i en verden, som plages af nød, elendighed, vold og terror, også være plads til at sætte fokus på lyspunkterne. Læs mere
Af Christian Rabjerg Madsen
11.12.17, 18:33
Hvis de seneste dages politiske teater var fiktion, ville kaosscenerne fra Finans- og Statsministeriet være kanon underholdning. Desværre er de kaotiske forhandlinger mellem regeringen og Dansk Folkeparti benhård virkelighed, og første akt har allerede gjort Danmark fattigere. Læs mere
Af Annika Smith
11.12.17, 09:18
Så får den en pause fra torturen og slipper for selv at gøre det rigtige helt frem til næste folketingsvalg Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her