Sundhedsstyrelsen siger det. Og sundhedseksperterne siger det: Vil du bevare din trivsel og mentale sundhed i denne coronatid, bør du begrænse det tidsrum, du ser eller hører nyheder, og udvælge få pålidelige kilder at få nyheder fra. For en ting er, at antallet af foruroligende og negative nyheder i krisetid er langt højere, end vi er vant til.
Noget andet er, som professor i psykiatri Merete Nordentoft siger, at det kan »være et godt råd at sørge for at få sin information fra myndighedernes hjemmesider i stedet for at følge for meget med i mediedækningen«, fordi »medierne kan være fristede til at fokusere på de mest skræmmende historier«.
Det må man sige. Var jeg eksempelvis journalist på BT, ville jeg føle mig stærkt truffet af Nordentofts ord. BT har nemlig opfundet en ny form for ”clickbait”, hvor de får overskrifter til at se ud, som om de handler om corona, men hvor historierne i virkeligheden handler om noget helt andet.
Tag eksempelvis denne overskrift: ”SINDSSYGT: Skandaløst smittehelvede”. Hvad tror du, den handler om? Eller denne: ”DANSKER SLÅR ALARM: Virus i omløb – de dør på stribe”. Begge overskrifter er sat i alarmgul bjælke og handler om … nej, ikke corona, men om herpesudbrud blandt konkurrenceheste i Spanien. I februar, hvor vaccinernes effekt blev diskuteret vidt og bredt, præsterede BT også at komme med overskriften ”DEN STOPPER MED AT VIRKE TIL SOMMER”, der ved nærmere eftersyn handlede om, at Mobilepays Bluetooth-system skulle ændres.
Og i skrivende stund ligger der to overskrifter lige under hinanden i alarmgule bjælker på bt.dk, hvor den øverste lyder ”HER ER SMITTEN MEGET HØJ. En katastrofe”, og den lige under lyder ”90.000 DANSKERE FLYGTET: Bekymrende”.
Den mest oplagte reaktion som læser er at forbinde de tætsiddende gule overskrifter og tro, at 90.000 danskere er flygtet fra den høje smitte. Men klikker man sig ind, finder man ud af, at overskrift nummer to dækker over, at 90.000 danskere samlet set har meldt sig ud af landets idrætsforeninger under coronaen.
Det er åbentlyst for enhver, at et ellers statsstøttet medie som BT altså udnytter befolkningens frygt for den sygdom og død, der følger af en epidemi (var der nogen, der sagde fake news?).
Men selv om eksemplerne fra BT er ekstreme, burde danskernes mening om hele corona-nyhedsdækningen mane til selvransagelse hos ikke blot BT, men hele den danske journaliststand.
Ifølge en undersøgelse lavet af Syddansk Universitet (april 2020) mener 29 pct. af danskerne, at medierne ikke har lagt nok vægt på at fortælle om håb og løsninger under coronakrisen. Og 39 pct. mener, at medierne har fokuseret for lidt på at punktere myter, konspirationsteorier og falske nyheder.
Det er en sørgelig nyhed, der i BT-version sikkert ville lyde nogenlunde som overskriften på denne klumme. Den gode nyhed er til gengæld, at der findes så mange læsere, der gerne vil informeres om hele sandheden – sur som sød – om vores verden, som den er.
Og det faktum kunne måske få medier som BT til at stoppe. Stoppe deres ”sindssygt skandaløse clikbaithelvede”. Stoppe med at vildlede os. Og i stedet lede os i retning af de fakta, den fornuft og det håb, der kan få os gennem krisen med både helbredet og humøret i behold.