<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

At vi ikke afslører navne på sexistiske chefer, betyder ikke, at vi lyver

Det burde en kvinde som Birthe Rønn Hornbech om nogen vide

Historier om sexisme vælter frem. Kvinder fortæller om krænkelser fra en fjern og nær fortid, men de fleste undlader at navngive krænkeren, og det er faldet en del debattører og politikere – blandt andre Birthe Rønn Hornbech, min blogger-kollega her på Jyllands-Posten – for brystet. ”Hvis man ikke navngiver, kan man så overhovedet stole på, at historierne er rigtige?”, lyder kritikken fra flere. Et mere passende spørgsmål er dog efter min mening, hvorfor så mange kvinder vælger ikke at nævne navne. Ja, hvorfor egentlig? Det kan der være flere grunde til. Som udgangspunkt kan jeg kun tale for mig selv og vil begynde med at dele en af mine egne oplevelser:

Da jeg som nyuddannet lykkedes med at lande det, der i mine øjne var et drømmejob, var jeg helt vildt glad. Jeg var også fast besluttet på at klare mig så godt, at mine nye chefer ville beholde mig i årevis. Så meget desto større var min skuffelse og rådvildhed, da én af cheferne efter få uger begyndte at komme med lumre bemærkninger. Og nej, der var ikke tale om galante komplimenter, når han eksempelvis sagde, at han gerne ”ville se mig i en stram badedragt” i stedet for det tøj, jeg havde på, og at jeg skulle være hans ”private dancer” og ”snurre rundt for ham et par gange”, hver gang jeg kom ind på hans kontor. Der var tværtimod tale om bemærkninger, der var grænseoverskridende. Og de blev kun værre som ugerne gik. Jeg bad ham om at stoppe dem. Men i stedet for en undskyldning fra ham, fik jeg røven på komedie. Han begyndte at modarbejde og kritisere mig på samtlige møder, vi havde med kollegaerne. Og kom jeg gående ned ad kontorgangene mod ham, trykkede han sig fladt op ad væggen og advarede kollegaerne med et højt ”uuuh pas på, nu kommer Annika, hende skal man ikke komme for tæt på”, efterfulgt af en dum latter. Det gjorde mig selvsagt vred, hvilket kun hjalp ham i hans forsøg på at få mig stemplet som samarbejdsvanskelig. Og der gik ikke længe, før han prøvede at få mig fyret – konkret ved at sende et brev til cheferne længere oppe i hierarkiet med en anbefaling om at fyre så, med hans ord, ”animos” (altså fjendtlig) en medarbejder som mig. Jeg havde forinden fortalt hans chefer om, hvad han havde udsat mig for, så hans brev endte ikke i en fyring af mig, som han havde håbet. Imidlertid endte det heller ikke i en advarsel til eller fyring af ham. Det var han for magtfuld og ”urørlig” til. Og vi endte med at arbejde side om side en del år til trods for, at vi ikke kunne fordrage hinanden og stemningen på kontoret emmede af det.

Jeg hader ham stadig. Men havde jeg nævnt hans navn her, ville jeg måske smadre hans liv, ægteskab og børn, ligesom han forsøgte at smadre mit liv. Og det har jeg ikke behov for eller lyst til. At dele min historie handler for mig ikke om hævn eller ”øje for øje, tand for tand”. Det handler om at ville gribe det momentum, der langt om længe er opstået for at stoppe sexisme på det strukturelle plan – til fordel for større ligestilling, tryghed for og solidaritet med fremtidens kvinder på arbejdsmarkedet. Fordi jeg tidligere har følt, at jeg stod alene med mine oplevelser, handler det også for mig om at bevidne, hvor udbredt den rådne kultur egentlig er og få udstukket en advarsel til fremtidens jeg-vil-se-dig-i-stramt-badetøj-chefer om, at den stil ikke længere er acceptabel, men skal have konsekvenser. Og sådan tror jeg, at mange kvinder har det. Vi vil sende et klart og endegyldigt signal om, at vi som medarbejdere forventer en mere respektfuld og ligeværdig behandling, end den vi er blevet budt hidtil. Og vi fortæller vores historier offentligt som en ”final warning”. Jeg har ikke glemt, hvad min gamle chef udsatte mig for. Jeg har heller ikke tilgivet det. Men jeg synes, det er berettiget at bruge oplevelsen til at bekræfte at ja, sexisme på arbejdspladserne findes i stor stil og har eksisteret længe. Og det er SÅ tiltrængt, at opgøret med den nu tages.

Derfor bør vi også takke Sofie Linde og alle de andre modige kvinder, der som de første er stået frem med deres historier og baner vejen for, at chefer nu og i fremtiden vil tage det alvorlig, når en kvindelig (eller for den sags skyld mandlig) medarbejder fortæller om seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det må være i alles – både mænds og kvinders – interesse at være på en arbejdsplads, der har retningslinjer og politikker parat til at håndtere henvendelser om sexisme. Og som har en ledelse, der er parat til at advare – og i grove sager fyre – dem, der begår sexismen, uanset hvilken titel der står på den anklagedes visitkort. Det skulle faktisk bare mangle. I den forbindelse er det selvfølgelig også helt afgørende, at kvinder, der beretter om upassende seksuel adfærd fra deres chef, også smider flere navne på bordet. Det bakker jeg fuldt ud op om og opfordrer til. Men navne på bordet og hoveder på fadet kommer først, når kvinderne oplever at være trygge og blive taget alvorligt i stedet for at blive ignoreret, latterliggjort – og sågar beskyldt for at lyve, som tilfældet er i debatten netop nu.

Birthe Rønn Hornbech lader eksempelvis sin modstand mod nutidens ligestillingskamp ose i sit indlæg ”Kønskrigen er gået amok” og påstår, at ”kvinderne har sat scenen med to kønsstereotyper: De onde mænd og de altid uskyldsrene kvinder”. Hun udtrykker også foragt for de kvinder, der fortæller om den sexisme, de udsættes, men som ”kræver, at deres beskyldninger tages for gode varer, uden at manden får en chance for at forsvare sig. Ved ikke at sætte navn på gerningsmanden, rejses der samtidig en infam mistanke imod alle uskyldige mænd”. Sidst men ikke mindst stempler hun nutidens kvinder som pivede og selviscenesættende, fordi de ikke griber uønskede berøringer og bemærkninger an på samme håndfaste måde, hun selv gjorde, da hun var ung. For dengang var der” … ikke noget, der hed sexisme. Klamme, gamle grise måtte finde sig i at få et rap over fingrene og ydmygende irettesættelser, så de kunne lære at opføre sig ordentligt. Vi … tænkte ikke på at drive politik på vore erfaringer eller gå i medierne. Vi klarede ærterne selv”.

Jeg kan næsten ikke udtrykke, hvor nedladende og forkert, jeg synes, det synspunkt er. For det første er sexisme et strukturelt problem på hierarkisk opbyggede arbejdspladser med (stadig ofte) mandsdominerede cheflag. Dem har vi masser af i Danmark. Det er dermed også et fælles problem, vi har ansvar for at løse som samfund og ikke en privat sag, man som kvinde har værs’go at klare alene. For det andet er det at give sin klamme gris af en chef en irettesættelse og et rap over fingrene i Sofie Lindes eller mit tilfælde absolut ikke det, der får ham til fluks at finde skammen frem og trække truslen om fyring tilbage. Tværtimod. For det tredje, så ved vi kvinder udmærket godt, at kun et fåtal af mænd er nogle sexistiske svin. Vi er som bekendt omgivet af søde og ordentlige mænd i det daglige i form af kærester, ægtemænd, fædre, brødre, børn, kollegaer, medstuderende, venner, høflige fremmede, osv. At mænd uforsætligt og som produkter af deres samtid fortsat kan komme til at sige upassende ting, som absolut kan tilgives efter en undskyldning, er vi heller ikke blinde for. Hvordan Birthe Rønn Hornbech kan få opgøret med sexisme til at handle om, at kvinder bare HADER mænd, kan jeg kort sagt ikke forstå. Det her handler jo ikke om at få hævn over mænd. Det handler om at få ligestilling med mænd. Og ligesom alle mænd ikke går rundt med drømme om at få kvinder ned med nakken, så går alle kvinder jo heller ikke rundt og vil have mænd ned med nakken. Det burde virkelig være overflødigt at sige. Men det er det motiv, som Birthe Rønn Hornbech skyder os i skoen med sin overdimensionerede bekymring for, at ALLE mænd mistænkeliggøres, hvis der ikke sættes navne på hver og en af dem, der har været seksuelt grænseoverskridende over for os .

Apropos mistænkeliggørelse, så gør det heller ikke mig og andre kvinder til løgnere, at vi ikke navngiver de mænd, der har opført sig sexistisk eller seksuelt chikanerende over for os. Vi kan have et hav af grunde til ikke at afsløre dem. Og at jeg eksempelvis vælger at skåne min gamle chef og hans familie i dag ved ikke at nævne hans navn betyder ikke, at min historie ikke kan tages for pålydende. Det betyder heller ikke, at alle de andre i øvrigt søde og ordentlige chefer, jeg har haft gennem mit liv skulle føle sig mistænkeliggjort på den konto. Min gamle chef fra mit første drømmejob ved jo udmærket, hvad han har sagt og gjort – og de andre ved udmærket, hvad de ikke har sagt og gjort.

Problemet med at et helt køn mistænkeliggøres kan i øvrigt ses lige omvendt, idet det rent juridisk er uendelig svært i dag at bevise, at man har været udsat for seksuelt upassende adfærd fra sin chefs side. For adfærden udspiller sig i sagens natur ofte, når man er alene med chefen. Man kan derfor så let som ingenting blive anklaget for injurier, hvis man navngiver ham og ende i en endeløs og opslidende påstand-mod-påstand-situation, i erstatningskrav eller nye trusler fra chefen, fordi der ingen vidner er i sagen. Det illustrerer denne udsendelse blandt andet: https://www.facebook.com/p3radio/videos/680504662587570. Og det burde en cand.jur-uddannet som Birthe Rønn Hornbech om nogen vide.

At en kvinde ikke sætter navn på sin sexistiske chef, betyder imidlertid ikke, at den ubehagelige og episode, hun beskriver, ikke har fundet sted, ej heller at sexisme så ikke eksisterer som samfundsproblem. At delegitimere hele opgøret på basis af manglende navne og ignorere i hundredvis af danske kvinders legitime ønske om respekt og ligestilling på landets arbejdspladser, er kynisk og tonedøvt, især når man er kvindeligt forbillede og tidligere minister for sit land.

Det kan godt være, at Birthe Rønn Hornbech ser en dyd i, at hun klarede ærterne selv. Men jeg ser en dyd i, at vi hjælper hinanden og bakker de mange kvinder op, som længe har haft brug for at sætte en grænse, men ikke har haft trygheden i jobbet, modet eller opbakningen fra omverdenen til det før nu. Og der er vi – målt på Birthe Rønn Hornbechs udtalelser – tydeligvis ikke endnu.




Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Desiree Ohrbeck
29.10.20, 00:37
Khader opfører sig som Trumpisterne på Fox News, når han udbryder ”Fake News" om det, han ikke kan lide at høre. Læs mere
Af Martin Ågerup
28.10.20, 20:14
Tjener man 450.000 kr. ville man få godt 12.000 kr. efter skat Læs mere
Af Henrik Højlund
27.10.20, 20:28
Den nye danske film Shorta sender et vigtig signal om indvandrerproblematikkens kompleksitet Læs mere
Af Rune Lund
27.10.20, 08:36
Drop den meningsløse propaganda om ikkevestlig indvandring Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
26.10.20, 20:41
Flyselskaberne risikerer at lide samme skæbne som i tusindvis af raske mink Læs mere
Af Nauja Lynge
26.10.20, 11:58
Man mister troen på, at der er styr på det. Og det forværrer krisen. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
26.10.20, 04:51
Danskerne er ikke vant til de store udsving i deres levevis. Derfor har coronaen været en rutsjebanetur – også for mig, der bor i USA Læs mere
Af Mikael Jalving
24.10.20, 18:00
Der er mere og mere hykleri over bevægelsen. Tag nu ham der Frank Jensen. Hvorfor blev han nu for meget – efter 30 år? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.10.20, 16:54
Og indtil coronaen ramte, var vækstraterne samtidig høje. Læs mere