<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

”Det er da lige så naturligt at menstruere, som det er at sk…”

Gør bind og tamponer frit tilgængelige på toiletter i det offentlige rum

Jeg ved, at mange kvinder på min alder kan nikke genkendende til det at skjule en tampon oppe i ærmet, når man er på arbejde eller til fest og skal passere andre på sin vej mod toilettet, når det er skiftetid. At gemme et bind i sin taske og så tage hele tasken med ud på toilettet, selv når man er til middag hos vennerne, er også en klassiker. Jeg er næppe heller den eneste, der som ung har følt sig småflov over at fylde indkøbskurven med bind og tamponer i et supermarked fuld af mænd. Eller som har været døden nær af skam over at bløde igennem sit tøj. For jo yngre man er, jo sværere er det at tackle tabuet omkring menstruation. Som jordemoder og sexolog Gry Senderovitz siger: Vi lærer stadig, at menstruation er noget, vi skal skjule. Det kommer uundgåeligt og skal være der, men samtidig skal vi gøre alt, hvad vi kan for at få det væk. Det er en umulig balance at prøve at holde det helt skjult og samtidig holde sig selv ud. Derfor oplever mange kvinder, at menstruation er forbundet med skam”.  

At menstruation er et tabu selv i et land som Danmark – endda trods årtiers kamp for at normalisere det – er noget, mange af os nok har indrettet os efter og lært at leve med. Men det er jo ikke desto mindre absurd. Især når vi kan gøre noget ved det: 

I Skotland stillede man i 2018 bind og tamponer frit til rådighed på alle skoler, gymnasier og universiteter. Og tidligere i år vedtog man et lovforslag om at udvide ordningen til alle offentlige steder. Initiativtager og parlamentsmedlem Monica Lennon mener, at en sådan lov er "en milepæl i kampen for at normalisere menstruation og sende et tydeligt signal til befolkningen om, at parlamentet tager ligestilling mellem kønnene alvorligt." Og andre parlamentsmedlemmer har pointeret, at menstruelle hygiejneartikler bør anses som ”en nødvendighed på linje med toiletpapir”. Hear hear! Tiltagene er helt rigtige. Og de bør efter min mening indføres herhjemme også.

Danskerne går jo ikke rundt med toiletruller i tasken til hverdag. Hvorfor? Fordi vi ser det som en selvfølge, ja nærmest en menneskeret, at der er frit tilgængeligt toiletpapir på toiletter alle offentlige steder. Sådan bør det også være med bind og tamponer. For, som min kæreste så uindpakket udtrykker det: ”Det er da lige så naturligt at menstruere, som det at skide”. Ja, lige præcis. Bind og tamponer bør derfor være frit tilgængelige på toiletterne alle offentlige steder, ligesom toiletpapir er det. Det burde faktisk sige sig selv.

At stille bind og tamponer frit til rådighed på toiletter alle offentlige steder i Danmark vil selvfølgelig løse et problem, når man som pige og kvinde uventet og uforberedt får sin menstruation på sin vej gennem byen. Men endnu vigtigere vil oplevelsen af, at der sættes dispensere med bind og tamponer op på toiletter landet over uden tvivl være med til at synliggøre og dermed normalisere menstruation – ved at vi får talt mere åbent og selvfølgeligt om sagen. Det kan føre til, at tabuet brydes og skammen forsvinder. Og det ville være bloody great. For hverdagshemmeligskræmmeriet omkring menstruation begrænser sig jo ikke til at gemme bind og tamponer i ærmer, lommer og tasker og under de andre varer i indkøbskurven. I Storbritannien viser undersøgelser også, at 48 procent af piger mellem 14 og 21 år decideret skammer sig over deres menstruation og at hver femte kvinde under fyrre år føler ubehag ved at tale om deres menstruation. 52 procent af skolepiger interviewet i undersøgelsen svarer desuden, at de lyver om menstruation som den reelle årsag til fravær fra timerne. Og i en afstemning herhjemme, som TV2 foretog i 2017 blandt 10.000 kvinder, svarede godt 5.000, at de hver måned må lægge sig syge på grund af menstruationssmerter. Ud af de 5000 svarede 58 procent, at de løj om årsagen over for deres arbejdsgiver, hvilket jeg også tidligere har skrevet en klumme om.

Til trods for, at vi befinder os i 2020, lever tabuet med andre ord i bedste velgående. Men Skotland gør noget ved det, og det bør vi også gøre. En lov om at stille tamponer og bind frit til rådighed på toiletter alle offentlige steder kan lede menstruation fra det samfundsmentale mørke og ud i lyset. Den kan give os en ny og mere åben måde at opfatte og tale om menstruation på og kan også, hvis resultaterne bliver som i Skotland, øge pigers og kvinders trivsel og følelse af at være ligestillede. En ting er i hvert fald sikker: Der en vigtig kamp at kæmpe, når det kommer til at få normaliseret pigers og kvinders menstruation. Jeg har besluttet mig for at kigge de skotske politikere over skulderen, løfte sagen inde på Københavns Rådhus, initiere et borgerforslag og se, om idéen kan få liv på Christiansborg. Og jeg håber, at flere vil være med. For det kunne lade sig gøre. At få samme lovgivning som i Skotland. At skabe ligestillingen i stedet for at drømme om den. Og bryde tabuet en gang for alle.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
01.12.20, 09:30
Råd til vordende sportsstjerner: Vogt jer for hold og sponsorer, der siger, de går ind for ”mangfoldighed”. Læs mere
Af Nauja Lynge
01.12.20, 07:22
Den skaber nysgerrighed om juletraditioner i Grønland, Færøerne og Danmark.   Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
01.12.20, 00:45
Fremgangsmåden dokumenterer, at regeringen kører på pumperne. Skibet synker Læs mere
Af Martin Ågerup
30.11.20, 21:41
Et oplevelsesgavekort på 1.000 kr. til 3 mio. danskere er statsstøttet smittespredning Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
30.11.20, 08:29
DFs nye forslag rummer et afgørende perspektiv for at redde et samlet Danmark Læs mere
Af Nauja Lynge
30.11.20, 07:22
Usandsynligt at Kim Kielsen fortsætter som landsstyreformand. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
29.11.20, 23:42
Hvad blev der af ansvarsfølelsen og fællesskabet, hvis det enkelte land sætter egne økonomiske interesser over Europas borgeres helbred? Læs mere
Af Mikael Jalving
29.11.20, 10:00
Den socialdemokratiske regering sniksnakker om Muhammed og overlader problemerne til næste generation. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
28.11.20, 01:48
At forlade trygge velfærdsdanmark for at tilslutte sig ISIS gør det svært at tro på, at selvsamme mennesker vil dele værdier med det velfærdssamfund, de vendte ryggen. Læs mere
Af Utku H. Güzel
27.11.20, 21:03
Hvor stiller det så os helt almindelig dødelige? Ja, vi ser vel bare pænt på, imens politikerne - altså de mennesker, som vi ikke stoler på, men som styrer landet og sætter reglerne for, hvad vi må og ikke må m.m., endnu engang udstiller deres hykleri. Læs mere