<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skriv Steen Jansdorf ind i Grundloven

At sikre danskerne retten til et hjem ved at skrive det ind i Grundloven, lyder måske svært. Men det kan lade sig gøre, hvis vi virkelig, virkelig vil.

Når vi den 5. juni markerer Grundlovens fødselsdag, så fejrer vi de rettigheder og retsprincipper, der gælder for os som folk. Selvom en undersøgelse viser, at kun tre ud af ti rent faktisk har læst Grundloven, så er der ingen tvivl om, at vi værner om den og anerkender den som fundament for vores demokrati og ligestilling. Imidlertid har Grundloven et problem, som nok kun de færreste tænker over: Steen Jansdorf er ikke skrevet ind i den.

Færdes du ved Nørreport Station i København til daglig, kan det være, at du har passeret Steen og sendt ham en tanke. Måske du også så ham på TV 2 i sidste måned i et indslag om, hvordan ”Danmark hjælper Danmark” under coronakrisen. Steen er nemlig en af de hjemløse, som takket være en aftale mellem ”Hus Forbi” og Danhostel har været indlogeret midlertidigt på hostel for at klare sig gennem coronaen. Fra det ene øjeblik til det andet har Steen med andre ord fået adgang til fire vægge, et gulv og et loft. Lys. Varme. En nøgle og en dør at lukke bag sig. En blød seng med rent, hvidt sengetøj at sove i. Tryghed. Og rent vand i hanerne at vaske sig i. Steen er 50 år, alkoholiker og uddannet datamatiker. Og man skal være lavet af, nå ja, sten for ikke at blive følelsesmæssigt påvirket af interviewet med ham. Han fælder tårer af glæde og taknemmelighed over at være kommet på hostel, og som han siger: ”Mit misbrug falder, fordi jeg får ro. Her er så smukt og stille … Det er luksus at være herude, lige meget hvilken situation, man er i. Det kan ikke blive bedre. Det her er … jeg kan ikke finde superlativer nok”. Steen var for en stund i himlen, men han er nu tilbage til det helvedes liv på gaden sammen med 6.431 andre officielt hjemløse.

Hvis du tror, jeg pludselig har fået øjnene op for, at der eksisterer ufrivillig hjemløshed i Danmark ved at se tv, så kan jeg berolige med, at jeg både beskæftiger mig med hjemløshed som medlem af Københavns Kommunes Socialudvalg og er omgivet af hjemløse hver dag, eftersom jeg bor på Vesterbro. Men indblikket i Steens corona-hostelophold trækker kontrasterne frem og minder os om en overordentlig vigtig ting: At vi som velfærdssamfund altid skal måle os på, hvordan vi behandler vores svageste – og at vi ALDRIG må begynde at se hjemløshed som et ufravigeligt eller acceptabelt onde. Ufrivillig hjemløshed strider også direkte imod de værdier, som vi deler med resten af verden gennem de FN-konventioner, vi har tiltrådt som stat. Her mener jeg både Erklæringen om Menneskerettighederne og den juridisk bindende konvention om økonomiske, sociale og økonomiske rettigheder, hvori der står, at enhver har ret til en bolig. Den ret bør selvfølgelig derfor også ligge i hjertet af vores nationale forfatning.

At jeg foreslår, at vi skriver Steen Jansdorf – eller rettere retten til en bolig – ind i Grundloven, er ikke nogen ny idé. Det har tidligere været foreslået af SF, at man får indført en paragraf om, at Den, der ikke kan skaffe sig selv og sine børn under myndighedsalderen en passende bolig, skal det offentlige være behjælpelig med at skaffe en passende bolig. De nærmere bestemmelser herom fastlægges ved lov”. Det er mig uforståeligt, at forslaget aldrig har været behandlet i Folketinget. For et hjem er jo et af de behov, hvis opfyldelse er hele forudsætningen for, at man har et værdigt liv og lykkes med andre ting i tilværelsen. Det kan jo heller ikke nytte noget, at Grundloven eksempelvis nævner retten til beskæftigelse, men ikke retten til den bolig, som er fundamentet for, at man kan fungere som arbejdskraft. Grundlovens andre bestemmelser om ”boligens ukrænkelighed” og ”privatlivets fred” forekommer absurde, når man lever på gaden, ikke har noget privatliv og krænkelse er en del af hverdagen.

Det skal vi naturligvis have lavet om på, hellere i dag end i morgen. Men grundloven er jo ikke sådan noget, man bare lige ændrer fra tid til anden, tænker du måske. Nej, men Danmark er et af de vestlige lande, der har ændret grundloven færrest gange, hvilket da også har fået Institut for Menneskerettigheder til at udtrykke bekymring: ”Det er ærgerligt, for Danmark bør have en grundlov, som svarer til vores virkelighed og som fuldt ud afspejler de værdier, der danner grundlag for vores samfund i dag”. Jeg kunne ikke være mere enig. Grundloven bør være tidssvarende og i overensstemmelse med menneskerettighederne. Og den bør afspejle os alle, Steen Jansdorf inklusiv.

Du synes måske, at det er ren ønsketænkning, at retten til en bolig skal kunne blive en grundlovssikret ret i praksis: Men i Finland er man næsten lykkedes med helt at afskaffe hjemløshed. Og herhjemme i Odense har man reduceret hjemløsheden med 40 procent. Brian Dybro, rådmand i Odense, siger, at “Hvis vi ville i det her land, kunne vi faktisk afskaffe ufrivillig hjemløshed. Hvis kommuner, regioner og regering virkelig satte sig det mål, så kunne vi lykkes med, at ingen mod deres vilje skal bo på gaden.” Citatet taler for sig selv. Det er kun et spørgsmål om vilje.

Apropos vilje, så har Tænketanken Kraka i analyse konstateret, at Danmark halter efter vores nordiske naboer, når det kommer til at prioritere kampen mod hjemløshed politisk - herunder også investeringer i boligformer, som flere har råd til at betale. Kraka anbefaler derfor en høj prioritering af billige boliger og større satsninger på Housing First-metoden, hvor man skaber en ”stabiliserende situation” for den enkelte med en kombination af tilbud om en permanent bolig, støtte til at tackle misbrug og psykiske problemer og, om nødvendigt, tilskud til huslejen uden modregning i kontanthjælpen. Det sidste kan måske lyde lige lovlig flot. Men metoden virker og kan ses som en investering i at forebygge det, der kan vise sig at være endnu dyrere for samfundet på den lange bane: Oprettelse og drift af endnu flere omkostningstunge herberger, kriminalitet, flere på overførselsindkomst, hospitalsindlæggelser, fejlslagne misbrugsbehandlinger og ja, tab af menneskeliv.

Derfor: Lad os bruge den 5. juni på at starte diskussionen ikke om men hvordan. Hvordan vi får skrevet Steen Jansdorf – eller rettere retten til en bolig – ind i Grundloven. Det kan lade sig gøre, hvis vi virkelig, virkelig vil.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
25.11.20, 11:12
En blå regering havde ikke overlevet en skandale som denne i 48 timer. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
25.11.20, 09:16
Regeringens utilgivelige, sundhedsfarlige svineri nær badesø Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
24.11.20, 16:09
Hvad man vidste i forvejen, er nu grundigt, videnskabeligt belyst Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
24.11.20, 10:57
Begravede mink i forrådnelse er allerede kommet op til overfladen Læs mere
Af Nauja Lynge
24.11.20, 10:04
Borgerne mister den grundlæggende tro på at loven overholdes, og at demokratiet altid skal være søjlen, der rager op over alt andet. Læs mere
Af Rune Lund
24.11.20, 09:30
- uambitiøst forslag til grøn skattereform fra regeringen Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.11.20, 13:17
De dræbte mink i massegravene kan være farlige for drikkevandskvaliteten og dermed for folkesundheden, Mette Frederiksen Læs mere
Af Mikael Jalving
22.11.20, 10:00
Islam har altid handlet om magt og autoritet i nutiden. Nu har sognepræsten i Skive skrevet en vejviser til Muhammed, der er værd at læse. Læs mere
Af Marie Høgh
21.11.20, 22:08
Med et nyt lovforslag om tvangsoversættelse af alle prædikener på andre sprog end dansk sætter regeringen uden at blinke åndsfriheden over styr. Ja ja – jeg ved godt, det har til formål at ramme islamister, men tror regeringen selv på, at den derved forhindrer terror, død og ødelæggelse og islamisering af Vesten? Næppe. Men intet skal gå under regeringens radar – heller ikke åndelige forhold. Hjerteforhold – som troen er. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.11.20, 21:53
Skal man være fanatisk? Nej! Skal man være realist i forhold til etnicitet? Lige så meget ja! Læs mere