<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skal vi virkelig sælge vores gamle bedstemor for ussel mammon?

Coronakrisen afslører et ambivalent syn på vores ældre.

I dag har alle partierne på Christiansborg på nær Venstre forhandlet en hjælpepakke til de ældre på plads. Og signalerne, der sendes fra vores ledere på Christiansborg i disse tider, understøtter den godt: Vi skal lige nu passe ekstra meget på vores gamle – og i denne tid mest udsatte – medlemmer af samfundet. I medierne er der da også historie på historie om det rørende og stærke sammenhold, vi udviser som familier. Vi køber mad ind for vores gamle mødre, fædre og bedsteforældre og skaffer dem den medicin og de daglige fornødenheder, de har brug for. Vi beskytter dem mod smitte ved at isolere dem – for så at bekymre os om den ensomhed, de føler. Vi starter indsamlinger til blomsterbuketter og konditorkager til plejehjemmene i forbindelse med dronningens runde fødselsdag. Og vi maner konstant hinanden til forsigtighed, hensyn og omtanke, så de, der er i livets vinter, forhåbentlig også på trods af coronaen kan komme til at nyde lidt af sommeren som resten af os. Så langt, så godt.

MEN samtidig, blandt dele af det politiske lederskab, hænger solidariteten med de gamle i laser. For en ting er, at aldrende borgere i årevis er blevet omtalt systematisk som ”ældrebyrden”. Noget andet og værre er, at just som man gik og troede, at netop det ord var begravet, så kommer coronaen og puster nyt liv – eller snarere ny død – i det. Det vrimler nemlig lige nu med liberalistiske politikere, tænketanke og debattører, som mener, at vi har nået det punkt i krisen, hvor det er nødvendigt at operere med cost-benefit-analyser og scenarier, hvor vi lader x antal gamle dø til fordel for økonomisk vækst. At redde de gamle fra at dø af covid-19 er, må man forstå, blevet for dyrt målt i kroner og øre. Og i det samfund, som de gamle har lagt skattekroner i gennem årtier, har vi nu ikke råd til at passe på eller kere os om dem, hvis vi samtidig skal have væksten tilbage på sporet. Konsekvensen af disse liberalistiske cost-benefit-tanker er, med andre ord, at du og jeg skal sælge vores gamle bedstemor til vækstguden for ussel mammon. Vil du det? Nej, heller ikke jeg.

Man må bare konstatere, at de gamle (bortset fra de pensionerede læger og sygeplejersker, der kan betjene en respirator) i nogle politikeres øjne ikke blot ses som en byrde, men som overflødigt fyld i de åbenbart overfyldte redningsbåde, vi har på skibet Danmark i denne tid. Der tales jo om Danmark som et synkende ”Titanic”-skib. Og der tales om de gamle, som har vi fuldkommen glemt, at vi selv bliver gamle en dag. Det sidste er selvfølgelig ikke så underligt, hvis det, vi kan se frem til, er at blive ofre for yngre politikeres cost-benefit-analyser, men alligevel: Det virker, som om der i Danmark foregår det, som aldringsforskeren Henning Kirk har kaldt for »en dæmonisering af alder«. Kultursociologen Christine Swane har også sagt det meget godt: »Det er ikke bare menneskets aldring, der ikke passer ind i det moderne samfund. Det er alt, hvad der er gammelt i det hele taget … så længe vi har en vækstideologi og en fremskridtsorientering, hvor ting i sig selv er noget værd, fordi de er nye og anderledes.« Megafon foretog da også for nogle år siden en undersøgelse for Politiken, der viste, at halvdelen af danskerne oplever, at ældre mennesker har lavere status i samfundet end for 40 år siden. Den viste desuden, at kun 4 pct. af danskerne glæder sig til at blive gamle. Med den måde, vi behandler og omtaler de gamle på her under krisen, gætter jeg på, at procenten nu er nul.

Jeg kan i disse coronadage ikke lade være med at tænke på, at liberalisterne i alle år og til alle tider har kæmpet for en minimalistisk stat, hvor offentlige hospitaler erstattes med private, som kun få danskere vil have råd til, og hvor kun de stærkeste og rigeste kan gøre sig håb om at klare sig igennem nationale sundhedskriser som denne. De har konsekvent modarbejdet venstrefløjens mål om en friere og mere lige adgang til sundhed og behandling og en mere ligelig fordeling af ressourcerne i vores rige land. Derfor klinger deres snak om nødvendigheden af cost-benefit-analyser også ekstra hult og kynisk lige nu. Næste gang en af dem taler om at lade vores gamle dø for økonomiens skyld, håber jeg, at vi husker vedkommende og hinanden på, at har vi ikke overskud til at redde vores gamle, så er det ikke de gamle, men solidariteten, samfundsstrukturen og den politiske prioritering, den er gal med. Vi har som samfund altid målt os på, hvordan vi behandler vores svageste. Og lige nu er de gamle de ”svageste”. Det er ikke et prismærke i panden, men en medalje om halsen, de fortjener. For deres mange år på arbejdsmarkedet har bidraget til at opbygge det rige, trygge og stærke velfærdssamfund, som Danmark er i dag. Det Danmark, som er grundlaget for, at vi har en chance for at komme igennem denne krise med skindet på næsen. Og det Danmark, som vi skal kunne glæde os til at blive gamle i. Værdien af det kan ingen cost-benefit-analyse rumme.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.