Breaking
Få breaking news via vores app | Få nyheden på mail

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Slap af, Birthe Rønn Hornbech! Mette Frederiksen er socialdemokrat. Ikke Satan selv

Lad os droppe fløjkrigen og kæmpe for børnene sammen

Meget har været sagt om statsminister Mette Frederiksens ord i nytårstalen om, at »flere udsatte børn skal have et nyt hjem tidligere end i dag«. Nogle har eksempelvis udtrykt bekymring for, om statsministeren nu mente, at flere tvangsanbringelser skulle være et mål i sig selv. Og andre har udtalt kritik af, at hun i talen ikke lagde nok vægt på forebyggelse og hjælp til de udsatte familier. Jeg deler bekymringen og forstår kritikken – men er mest af alt glad for, at så vigtigt et emne nu er sat øverst på dagsordenen.

Hvad jeg derimod finder overraskende unfair, er den beskyldning mod statsministeren, der blev affyret fra min bloggerkollega og tidligere Venstre-minister Birthe Rønn Hornbech i et blogindlæg på jp.dk forleden dag. I indlægget ”Tvangsfjern dem. Er det virkelig løsningen fra børnenes statsminister” beskylder Birthe Rønn Hornbech statsministeren for decideret at »angribe« udsatte familier og have »vilde og våde drømme« om et »ægte socialdemokratisk samfund«, der fjerner børn fra deres forældre for at »svække privatsfæren« og gøre børn til »statens ejendom«. Jeg formoder ikke, at Birthe Rønn Hornbech rent faktisk mener, at Mette Frederiksen bliver liderlig ved tanken om tvangsfjernelser. Men det er et billede i den retning, hun gerne vil male: en ond statsminister i lang frakke, der fjerner små, uskyldige børn efter mørkets frembrud.

Men Birthe Rønn Hornbech må slappe lidt af. At Mette Frederiksen er socialdemokrat, gør hende for det første ikke til Satan selv. For det andet, så har Birthe Rønn Hornbechs eget parti gennem årene også talt for flere tvangsfjernelser:

Da Birthe Rønn Hornbech var integrationsminister i 2008, lancerede hendes partifælle og chef, statsminister Anders Fogh Rasmussen, eksempelvis planerne om at ville tvangsfjerne unge indvandrere under den kriminelle lavalder, hvis det blev vurderet, at forældrenes manglende integration skadede børnenes tarv.

Og for tre år siden udtrykte Venstre sammen med andre partier ønske om at øge muligheden for at tvangsfjerne børn, der var i tæt kontakt med bander via f.eks. deres storebrødre. Der er andre eksempler. Og man kan mene, hvad man vil, om disse tiltag. Men jeg mindes ikke Birthe Rønn Hornbech protestere over dem, uagtet at de formodentlig ville føre til flere anbringelser.

Jeg har desuden læst mig frem til, at Birthe Rønn Hornbech, dengang hun var integrationsminister, endda selv indirekte skulle have opfordret til at tvangsfjerne indvandrerbørn, hvis forældrene ikke sørgede for, at de lærte dansk. Ikke lærte dansk? Det er jo et helt absurd tvangsfjernelsesgrundlag. Så skulle den røde regering jo, ifølge nutidens Birthe, vare sig for at anbringe flere børn tidligere på grund af omsorgssvigt.

Men kunne børnene ikke stave til Birthe, dengang hun selv sad i regering, ja, SÅ skulle statens hammer falde. Det ville desuden medføre præcis det, Birthe Rønn Hornbech kritiserer Mette Frederiksen for at lægge op til i dag: angreb på de mest udsatte familier, svækket retssikkerhed og overdreven brug af statens magtmidler mod børn. Nå, men jeg håber, at jeg har læst et fejlcitat i en dårligt researchet artikel. Ellers er den jo helt gal.

Men en ting er Birthe Rønn Hornbechs bombastiske kritik af statsministeren. Noget andet er, at hun taler om anbringelser uden samtykke som et ubetinget onde. Det kan jeg simpelthen ikke være enig i, at de er.

Jeg har de seneste to år været næstformand i Københavns børn- og ungeudvalg og har dermed været med til at træffe beslutninger i sager om anbringelse af børn uden deres forældres samtykke. I vores behandling af sagerne har vi altid overvejet nøje, om der gemte sig mulighed for at hjælpe familien yderligere. For, om vi eventuelt kunne komme tilbage i nærheden af en frivillig anbringelse. Og for, om barnets tilknytning til forældrene kunne bevares i stedet for at blive afbrudt helt eller delvist.

Men sagerne har været af dybt alvorlig, grov og til tider uhyrlig karakter. De lander hos børn- og ungeudvalget ”i sidste instans” og afgøres på et retsmøde, når forældre og forvaltning ikke har kunnet enes om, hvordan barnet bedst hjælpes. Og det siger sig selv, at vi som udvalg ikke har truffet én beslutning om anbringelse uden samtykke, som vi ikke har fundet absolut nødvendig.

Derimod mindes jeg flere tilfælde, hvor jeg har undret mig over, at barnet ikke er blevet fjernet noget før – inden det blev ødelagt. Jeg har samtidig siddet over for unge, som har anklaget os, systemet, for at have svigtet, fordi ingen havde fjernet dem tidligere fra forældre, der begik omsorgssvigt. I de tilfælde har jeg nogle gange overvejet, om vi som system anbringer for få snarere end for mange. I hvert fald har de gjort mig sikker på, at vi nogle gange anbringer for sent. Og det er ikke i orden. Rettidig omhu er helt afgørende. Og vi skal sætte ind med den rigtige form for hjælp til børnene fra første færd, selv om det ofte er kompliceret.

Jeg er helt med på, at anbringelser uden samtykke er en meget drastisk foranstaltning. Derfor er det også betryggende, at socialminister Astrid Krag har nuanceret statsministerens nytårsbudskab ved at sige, at det for regeringen ikke handler om måltal for anbringelser, men at »når vi siger, at der er brug for flere anbringelser, så er det, fordi vi i dag anbringer meget meget sent, fordi vi giver forældrene for mange chancer. I de år er der et lille barn, der betaler«. Netop. Der er forældre, der enten er uden for hjælpens rækkevidde eller helt afviser den.

Der er også forældre, som har fået masser af hjælp og chancer, uden at det af den grund er lykkedes dem at sikre tryghed og god udvikling for deres barn. Og der er også – apropos Satan – forældre, der mishandler eller begår seksuelle overgreb mod deres børn. Jeg har set dem alle i min tid som næstformand. Og i de tilfælde ville det jo være et totalt svigt af barnet ikke at fjerne det fra forældrene med det samme. Det siger sig selv. Men jeg finder det vigtigt at minde om, især fordi Birthe Rønn Hornbech taler imod anbringelser ud fra, at retssikkerheden for børnene og familierne p.t. ikke er høj nok.

At retssikkerheden ikke er høj nok, må I mine øjne ikke være et argument for at lade børn sidde og vente på hjælp og beskyttelse mod vold og overgreb. Det kan kun være et argument for at få investeret – massivt og omgående – i en oprustning af retssikkerheden og det samlede anbringelsessystem.

Derfor har jeg også tårnhøje forventninger til, at statsministeren følger op på sine ord om, at »vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile«.

Jeg vil sågar komme Birthe Rønn Hornbech i møde og indrømme, at jeg næsten har vilde og våde drømme om, at statsministeren følger op med penge – MANGE flere penge – til forebyggelse, tidlig indsats, mere hjælp til familierne og til at sikre både den rettidige OG den rette anbringelse fra start hos omsorgsfulde og kompetente plejefamilier, der er klædt fuldt på til opgaven, og på institutioner, der kan give børnene trygge rammer, stabilitet og vejledning.

Alt det fortjener sin egen klumme – en klumme, som Birthe Rønn Hornbech og jeg sikkert kunne skrive sammen. I hvert fald håber jeg, at hun vil være med til at skrue ned for kampen om ideologierne og stå sammen i kampen for barnets tarv. Selv sidder jeg ikke i børn- og ungeudvalget i år. Men jeg sidder klar ved telefonen, hvis hun ringer.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Desiree Ohrbeck
14.08.20, 16:15
Trump udskifter topledelsen og skærer i midlerne til postvæsenet for at gøre det sværere for folks brevstemmer at tælle til præsidentvalget. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.08.20, 12:00
Noget tyder på, at domstolenes uafhængighed blev anfægtet af regeringen og Justitsministeriet under coronakrisen. Det er mere end bekymrende. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
14.08.20, 11:53
Politivolden kan blive det der fælder Europas sidste diktator Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
14.08.20, 11:05
Naturligvis skal aviserne bringe relevant statistik om Corona Læs mere
Af Utku H. Güzel
13.08.20, 18:37
Bare så længe, at Erdogan kan læse koranvers i Hagia Sophia, og kvinderne kan gå med tørklæde i offentlige og statslige institutioner. Læs mere
Af Søren Gade
13.08.20, 13:00
Det er tankeløst at samles flere hundrede til en begravelse eller til fest netop nu. Vi er alle nødt til at vise hensyn, så landet ikke skal lukkes ned igen – og det har indvandrermiljøerne svært ved at fatte. Og hvis ikke de forstår det, må vi sætte ind med tvang. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
13.08.20, 09:52
Valget af en sort kvinde som Demokraternes vicepræsidentkandidat var forudsigeligt. Læs mere
Af Desiree Ohrbeck
13.08.20, 06:32
Da chokket havde lagt sig efter sidste præsidentsvalg i USA og Trump var valgt, var der gang i den politiske debat i USA. Nu holder republikanere og demokrater sig hver for sig, naboer tør ikke længere tale sammen. Min egen nysgerrighed har også ændret sig, en udmattende træthed har desværre overtaget en sprudlende nysgerrighed. Læs mere
Af Nauja Lynge
12.08.20, 19:44
Hvis der overhovedet skal gennemføres noget i festugeregi, så skal det være noget, som kommer de unge til gavn. De skal ikke se deres ungdom fare ubrugt forbi, mens parnasset fester. Læs mere
Af Isabella Arendt
12.08.20, 17:20
I denne uge starter mange børn i skole. Mange glæder sig og er helt utroligt klar. Blyanterne er spidset og madpakken fyldt med nærende mad og kærlighed hjemmefra. Der er bare også børn, som starter i skoler med ondt i maven - fordi de ikke er klar. Det burde aldrig være sådan. Læs mere