<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Jeg aborterede igen og igen

… men kunne ikke få hjælp til at tackle sorgen

Jeg er lige vendt tilbage til mit arbejde efter en barselsorlov med mit første barn. At få et barn var – og er – en kæmpe lykke. Men forud for det bedste, der er sket i mit liv, ligger en pinefuld og dyster periode med tre aborter. Det længste, jeg nåede til i graviditeterne, var 9. uge. Alligevel er aborterne noget af det værste og sværeste, jeg nogensinde har prøvet. Ikke den fysiske del vel at mærke. For imens jeg kunne dulme smerterne med piller, var der ingen hjælp at hente nogen steder til at tackle den massive mentale nedtur, der fulgte med. Hvorfor? Fordi jeg hver gang aborterede ”for tidligt”. Det er nemlig sådan i Danmark, at man kun har ret til psykologhjælp i forbindelse med ufrivillig abort, hvis man aborterer efter 19. graviditetsuge. Aborterer man spontant i 11. uge, i uge 9 eller 7 og har det elendigt over det, er det så at sige bare ærgerligt. Så kan man få lov at gå rundt i dyb sorg alene og måske ende i en sygemelding, som jeg gjorde. Jeg synes, det virker helt skørt. Og jeg ved ikke, om den manglende hjælp skyldes en gængs opfattelse i Danmark af, at aborter er en slags ”naturens orden”, den enkelte kvinde bare må leve med. Men i så fald er det ikke helt rigtigt. Det er heller ikke helt fair:

For at abortere ER, skulle jeg hilse og sige, et helvede. Et helvede først at se hjerteblink og have den største lykke af alle inden for rækkevidde, for derefter at skulle have skrabet både lykken og det lille liv ud af sin krop eller bløde det ud i toilettet, når hjerteblinket slukker. Uanset ugen man er i, kan man virkelig få brug for hjælp. At abortere igen og igen og igen gjorde i hvert fald mig så ulykkelig, at jeg troede, at jeg var ved at blive skør. Jeg opbyggede en enorm skam ved tanken om, at jeg ikke var en ”rigtig kvinde”, eftersom jeg ikke kunne holde på et barn. Og jeg begyndte at isolere mig socialt, fordi mit hjerte løb over af misundelse, når jeg så gravide kvinder på min vej. Dertil kunne jeg heller ikke afholde mig fra konstant at mistænke, at aborterne var min egen skyld: at jeg havde slået de små liv ihjel, fordi jeg havde løftet en lidt tung kasse den ene gang, havde løbet efter bussen den næste og været for pessimistisk og ked af det indeni, til at det ville lykkes den tredje gang. Det var ren tortur. Og selvom min kæreste og familie gjorde, hvad de kunne for at hjælpe mig, savnede jeg en psykolog at snakke med og blive beroliget af.

Nogle vil måske sidde derude lige nu og tænke, at jeg var pjevset. Men jeg har sidenhen talt med flere andre kvinder i min omgangskreds, der kunne bekræfte, at de flere år efter deres tidlige aborter stadig gik rundt med en dyb sorg og kunne have haft gavn af samtaletilbud eller psykologhjælp. En af kvinderne havde sågar oplevet at abortere tidligt ni gange på vejen til sine dejlige børn. Hun blev godt nok udredt fysisk, men fik aldrig tilbudt hjælp til at bearbejde tabene psykisk. Ni aborter. Nul hjælp. Gud fri mig vel, hvor kan vi bare gøre det bedre.

Om den ikke-eksisterende ret til psykologhjælp skyldes fordomme, manglende viden om den psykiske belastning, aborter kan medføre, eller manglende vilje blandt politikerne til at prioritere hjælpen økonomisk, ved jeg ikke. Men noget kunne tyde på en kombination. I hvert fald har jeg talt med overlæge Henriette Svarre Nielsen i Rigshospitalets Enhed for Gentagne Graviditetstab. Hun bekræfter, at det ville give utrolig god mening at investere i hjælpen, da aborter – også de tidlige – kan have alvorlige psykiske konsekvenser. Der er eksempelvis fem gange så mange tilfælde af svære til moderate depressioner blandt kvinder, som har haft tre spontane aborter sammenlignet med andre kvinder, der prøver at blive gravide. Over halvdelen af de spontane aborter skyldes, at der er noget galt med fosterets kromosomtal, men man kender ikke årsagen til de resterende 40-50 pct. Man ved dog, at tilstande hos kvinden, som kan behandles – f.eks. stofskiftelidelser og mangel på det graviditetsbevarende hormon – kan være årsager til graviditetstab. Så tidlige aborter er altså ikke udelukkende en ”naturens kvalitetskontrol”, der sorterer syge fostre fra. Desværre mangler der, ifølge Henriette, viden og diagnostiske muligheder for at sætte ind tidligere, fordi forskningsområdet ikke bliver prioriteret økonomisk. Og det er her, det bliver unfair. For som hun siger: »Graviditetstab påvirker de berørte. Og med et omfang på ca. 20.000 årlige tab i Danmark, er det på ingen måde trivielt at gøre noget ved.«

Vi kunne med andre ord spare rigtig mange kvinder for både fysiske pinsler og årelange psykiske mén på deres vej til moderskabet, hvis vi investerede både i tidligere udredning og i tilbud om samtale eller psykologbistand til dem, der aborterer før 19. uge også. Ja, det ville være omkostningsfuldt. Men vi kunne meget muligt spare en del som samfund på den lange bane i form af bedre trivsel og færre sygemeldinger, indlæggelser og behandlinger af kroniske depressioner. Forhåbentlig kunne vi også øge børnetallet, hvilket burde være sød musik i alle politikeres ører.

Hvad jeg, apropos politikerne, selv kan gøre som medlem af Københavns Borgerrepræsentation, ved jeg ikke endnu. Men jeg har skiftet graviditetstøjet ud med arbejdstøjet nu og vil til en start prøve at få et samtaletilbud op at stå – f.eks. en hotline med professionelle rådgivere og psykologer tilknyttet, som man kan ringe til, hvis man ligger i en seng alene et sted derude og er lige så ulykkelig over at miste sin spire af et barn, som jeg var. Vi er jo et velfærdssamfund. Vi løser problemerne i fællesskab. Så det skulle faktisk bare mangle.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Annika Smith (f. 1976) er medlem af Københavns Borgerrepræsentation (SF). Hun er uddannet sociolog og er oprindeligt fra Færøerne. Hun har været ansat i FN og EU-systemet. Annika blogger om samfund og politik med ræverødt og refleksivt blæk.
Seneste blogs
Af Mikael Jalving
24.07.21, 14:00
Stille flanerer vi rundt mellem venners statusopdateringer, hashtags og parader af selvgodhed, det er en flyvetur ind i intetheden. Læs mere
Af Utku H. Güzel
23.07.21, 19:00
Hvis man begynder at kræve regler og normer, som er meget fjernt fra nutidens Danmark, indført, må man også forvente en modstand fra majoriteten i landet. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
23.07.21, 14:45
Breivik var et ødelagt menneske, der hadede alt, hvad hans diplomatfar stod for Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
23.07.21, 14:00
Tager vi overhovedet ved lære af naturkatastroferne? Ikke meget tyder på det, for regeringen taler om klimaplan, som når små børn skriver ønskeseddel til jul. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
22.07.21, 12:15
Kirkefolket har naturligvis samme ytringsfrihed som alle andre. Om igen, Venstre. Læs mere
Af Nauja Lynge
21.07.21, 20:00
Krænkeren er problemet. At vende det på hovedet er provokerende og blokerer for løsninger. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
21.07.21, 00:00
Den socialdemokratiske totalstat er lige præcis det, som det borgerlige Danmark mangler for at vågne op Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.07.21, 00:00
Boligministeren kan glemme alt om at tvinge danskere til at bosætte sig i områder med høj koncentration af ikkevestlige beboere. Læs mere
Af Mikael Jalving
19.07.21, 20:00
Sentimentaliseringen af alt det udenom cykelsporten er et led i en bredere samfundsudvikling. Læs mere