<img height="1" width="1" style="display:none" src="https://www.facebook.com/tr?id=&amp;ev=PageView&amp;noscript=1">
Dette er en annonce. Luk her

Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Minkfarmere er altså også mennesker af kød og blod

Min far elskede sine køer. De var ikke bare hans levebrød, de var hans liv. Han begik selvmord halvandet år efter, at alle køerne blev sendt til slagtning.

I de seneste uger har jeg fulgt med i debatten om nedslagtningen af den danske minkbestand. Bølgerne går højt, følelserne sidder uden på tøjet i begge lejre. Forleden stod jeg i en kø sammen med to mænd, der åbenbart kendte hinanden, foran en bager på Amager, hvor jeg bor. En af dem siger henkastet til den anden, efter de har udvekslet almindeligheder om børn og arbejde, at det da var godt, at vi slap af med den klamme minkbranche, og den anden mente, at minkavlerne da bare må finde noget andet at lave. Faktisk siger den ene – og jeg kan næsten ikke få mig til at skrive det – at minkavlerne skulle have været gasset sammen med minkene.

Jeg var lige ved at tude, da jeg stod og overhørte det her.

Og nu ser jeg så journalist og meningsdanner Ditte Giese skrive: »Hvorfor skal vores skattekroner gøre dyrplagere til millionærer?«.

Jeg bliver så ked af det. Hvad er det for noget at skrive? Én ting er hele grundlovsbruddet og den problematik. Men hvordan er det dog, at mange af mine med-københavnere ser på de her mennesker? Det at være landmand er for langt de fleste så meget mere end et job. Det er hele livet, måske endda i mange generationer, et gammelt erhverv, som kun få danskere efterhånden kender til og har forståelse for.

Jeg er selv vokset op på en gård, og hele min familie var involveret i den daglige drift, og vi arbejdede alle hårdt hver dag for at holde gården kørende. Jeg kender ingen minkavlere, jeg har ingen speciel veneration for mink, jeg forstår selvfølgelig den generelle problematik med mink og coronasmitte, men uanset hvad vil jeg gerne minde om, at minkfarmere er mennesker af kød og blod, nøjagtigt ligesom alle os andre.

Jeg vil gerne fortælle en anekdote fra mit liv og fødegård:

Jeg gik i 9. klasse. Det var efterår eller måske vinter. Jeg kom cyklende hjem fra skole, og foran mine forældres gård, ovre ved stalden, holdt to store lastbiler. Bagsmækken var åben, og én efter én blev min fars jerseykøer gennet ind i bilerne. Raske og sunde, i de varmeste brune farver, med smukke buede horn og store brune øjne, traskede de villigt ind i lastbilerne. De var blevet malket for sidste gang i deres liv om morgenen, og her i den tidlige eftermiddag gik de stille og roligt ind i lastbilerne, på vej til slagteriet, hvor de senere ville få en kugle for panden.

Det sidste, vi hørte, var nogle af køerne, der muhede inde fra en af lastbilerne. Min far vendte om på hælen og forsvandt ind i stalden. Halvandet år senere tog han sit eget liv i laden.

Den sidste ko, der traskede ind i lastbilen, var Flicka, vores gamle yndlingsko. Når hun var i nærheden, var der altid ro og fred i flokken af unge køer og vilde kvier. Hun var nærmest en del af vores familie. Min far vendte ansigtet bort, da hun gik ind i lastbilen.

Min far elskede sine køer. De var ikke bare hans levebrød, de var hans liv. Han vidste nøjagtigt, hvilken ko der havde hang til yverbetændelse, så hun blev kærligt masseret før og efter malkning. Han vidste, hvem der havde svært ved at kælve og derfor skulle have en hjælpende hånd, når det var oppe over. Min far levede og åndede for sit lille landbrug, køerne, kalvene, markerne med græs og foderafgrøder. Hver morgen stod han op og malkede sine køer, og hver aften malkede han dem igen. 365 dage om året, år ud og år ind.

Hver dag kl. 12 sad han helt tæt på radioen og tyssede på os, så han kunne høre de vigtige mælkenoteringerne, og når mælkepriserne var lave, så vi hans bekymring og nervøsitet for, om han nu også kunne betale regninger og forsørge sin familie. Min far hjalp ikke, han stod helt stille og betragtede køerne gå ind i lastbilerne. Jeg parkerede min cykel og gik hen til ham. Jeg havde aldrig set min far så ked af det i mit liv. Hans ansigt var fortrukket i sorg. Han fortrak ikke en mine, på et tidspunkt tørrede han sine øjne med ærmet på sin jakke. Det var det.

Da chaufførerne var færdige med at læsse køerne ind i bilerne, kom de hen til min far med et stykke papir, som min far underskrev. De mumlede et eller andet til ham og slog øjnene ned, de kunne ikke se ham i øjnene, og så gik de hen til lastbilerne og kørte stille væk. Det sidste, vi hørte, var nogle af køerne, der muhede inde fra en af lastbilerne. Min far vendte om på hælen og forsvandt ind i stalden. Halvandet år senere tog han sit eget liv i laden.

I 1970’erne fastsatte EU de såkaldte mindstepriser for mælk, og bønderne producerede og producerede, og der ophobede sig derfor kæmpestore lagre af mælk og smør rundt om i landene. Især de store landbrug havde tjent enorme summer på produktion af mælk.

Til sidst satte EU en stopper for overproduktionen og gennemførte sidst i 1970’erne en lang række rationaliseringer for at få priserne til at falde, samtidig med at man tilskyndede landmændene til at afhænde deres bestande af malkekøer mod en mindre erstatning.

Min far så ikke anden udvej.

Husk, at minkavlerne også er mennesker af kød og blod, før du fryder dig over, at erhvervet er blevet slået ned.

Har du selvmordstanker? Tal med nogen.

Du kan ringe til Psykiatrifondens rådgivning på 3925 2525 – helt anonymt. Du kan også kontakte Livslinien på 7020 1201.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anna Thygesen (f.1965) er ejer af et kommunikationsbureau i København, men kommer oprindeligt fra Elsted uden for Aarhus. Anna havde sin gang i store internationale virksomheder og troede selv, at hun havde gang i en stor karriere, men så endte hun på forsiden pga. den såkaldte PFA-skandale. Men det lykkedes hende at gå fra at være en skandaleramt erhvervskvinde til en succesfuld kommunikationsrådgiver. Anna skærer ind til benet, hun er en skrap moster og har en mening om det meste.
Seneste blogs
Af Rune Lund
05.12.20, 00:33
- bilaftale mangler ambitioner. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
04.12.20, 16:41
Intet er for langt til venstre for TV2’s journalist (og for så mange andre journalister) Læs mere
Af Alex Vanopslagh
04.12.20, 13:28
Mette Frederiksens stort anlagte frikommuneforsøg viser desværre endnu en gang, at hun altid sætter systemet over borgeren. Prisen er dyr og dårlig velfærd. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
04.12.20, 13:25
Konkurrence på velfærdsområdet er en god ting Læs mere
Af Christina Egelund
04.12.20, 13:08
Folketinget har en enestående mulighed for at vise, at det ikke længere lader sig blænde af hverken politisk farve eller venskaber når det kommer til at genrejse retsstaten. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
04.12.20, 10:12
Usmageligt forsøg på politisk indblanding i drabssagen på Bornholm. Pressionsgrupper skal holde deres politiske fingre fra retssager, mens retssystemet arbejder. Det bliver tydeligvis sværere og sværere for flere og flere. Læs mere
Af Nauja Lynge
04.12.20, 09:14
Afvisning af Ted Hui understreger, hvor lidt regeringen har tilovers for demokratiet. Læs mere
Af Utku H. Güzel
03.12.20, 19:47
Det er nemlig sådan, at de fine værdier, som de vestlige lande prædiker, desværre ikke omfatter alle. Det bør være tydeligt for enhver at se, at nogle lande og dermed også befolkninger er legitime mål for vestlige aggressioner. Læs mere
Af Annika Smith
03.12.20, 16:20
At stille bind og tamponer frit til rådighed på offentlige toiletter kan derfor også kun gå for langsomt Læs mere