Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

»Kvindens plads er derhjemme hos børnene« – tak for kaffe!

Normalt gider jeg ikke beskæftige mig med emnet, men en folketingskandidat fra Randers har nogle holdninger til kvinder, som jeg ikke kan lade stå uimodsagte.

Med jævne mellemrum dukker der en behjertet mand op i medierne, der absolut skal fortælle alle andre, om hvorfor det er en kæmpe gevinst, hvis flere af os kvinder bliver hjemme hos børnene i stedet for at forsøge at skabe os en karriere. Normalt gider jeg ikke beskæftige mig med emnet, men en gang i mellem skriger de her påstande så meget til himmelen, at man må man til tasterne.

Denne gang er det en yngre filosoftype, en folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti fra Randers, David Munk-Bogballe, der i Børsen svinger sig helt op på den høje hest i et heltemodigt forsøg på at redde både børnene og samfundet fra kvindernes tåbelige indsats på arbejdsmarkedet.

I Munk-Bogballes optik er det nemlig kommet så vidt, at vi kvinder kun tror vi er noget, hvis vi betaler indkomstskat, har en arbejdsgiver, en poleret LinkedIn-profil og forsøger at skabe os en karriere, skriver manden ironisk om vores kiksede forsøg på at bidrage til samfundet. Personligt kender jeg ingen kvinder, der er stolte over at have en arbejdsgiver, og selv om de fleste af os betaler skat med glæde, er det vel ikke ligefrem noget, vi er stolte over.

Munk-Bogballes blog er en perlerække af nedladende og vilde påstande om kvinder. Han mener også, at kvinders forhold til karriere for de flestes vedkommende er oversolgt. Egentlig går langt størstedelen af os ”bare på arbejde”, skriver han. Altså som idioter med hovedet under armen, der ikke kan finde ud af noget som helst. Vi kan godt lide at få løn og blive værdsat af kolleger, kunder og patienter, men typisk er kvinden som karrieremenneske en løgn. Tak for kaffe.

Derfor mener manden, at det er på tide at tage kampen for den almindelige pige og den almindelige mor. Jeg ved ikke, hvad det er for en type kvinder, han betegner som almindelige, men det lyder ikke specielt positivt. Små piger må selvfølgelig gerne spille rugby eller lege med sværd, skriver han, men samfundet, som vel er mændene, skal i stedet glæde sig, smile og støtte det, når pigerne hellere vil gå i kjole, være prinsesser, lege med dukker og pynte sig med neglelak.

Jeps, det skriver den 36-årige folketingskandidat. 1930’erne har ringet og vil have sine holdninger tilbage! Når kvinder hellere vil bruge tid på børn og familie end karriere, er det, ifølge den kloge mand, nemlig resultatet af biologi og tusind års forfinede kulturmønstre.

Nej, det er ej, Munk-Bogballe. Den typiske kernefamilie, du omtaler, samfundets trygge og sociale fundament, er ikke resultatet af tusind års gamle kulturmønstre. Det er faktisk en relativt ny konstellation. For blot 250 år siden havde de fattige kvinder overhovedet ikke tid til at passe deres egne børn på den overskudsagtige måde. De hang på ryggen eller blev passet af andre familiemedlemmer, når kvinderne arbejdede i marken eller passede hus for andre. Og de rige kvinder plejede heller ikke overdrevet samvær med deres børn. De blev i stedet passet af ammer eller tyende og så sjældent deres forældre.

Men vi har altså et problem, hvis vi kvinder dropper jobbet, for med den højeste erhvervsfrekvens blandt kvinder i Europa, så bidrager vi faktisk rigtig meget til det trygge velfærdssamfund i Danmark, og det tror jeg faktisk ikke, du og dine kønsfæller kan kompensere for, uanset hvor hårdt I påtager jer forsørgerrollen.

Sjovt nok er folketingskandidatens tyske kone på barsel med barn nr. to, til daglig talsmand og direktør for en tysk landbrugsorganisation for fjerkræavlere. Ikke særligt feminint og hausfrauagtigt for en mand, der tordner mod kvinder og karriere. Et godt råd herfra, Munk-Bogballe, er at starte med at tage din egen medicin og få konen til sige sit job op og vende permanent hjem til kødgryderne og det meningsfulde liv som mor og hustru. Det ville give dig bare et strejf af troværdighed.

Men pøj pøj med det kommende valg.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anna Thygesen (f.1965) er ejer af et kommunikationsbureau i København, men kommer oprindeligt fra Elsted uden for Aarhus. Anna havde sin gang i store internationale virksomheder og troede selv, at hun havde gang i en stor karriere, men så endte hun på forsiden pga. den såkaldte PFA-skandale. Men det lykkedes hende at gå fra at være en skandaleramt erhvervskvinde til en succesfuld kommunikationsrådgiver. Anna skærer ind til benet, hun er en skrap moster og har en mening om det meste.
Seneste blogs
Af Martin Ågerup
18.10.19, 14:19
Der hvor kvaliteten er lav, kan højere normeringer forstærke den ringe kvalitet Læs mere
Af Anna Thygesen
18.10.19, 11:00
Religion skal ikke fylde mere end nu, og hvis vi skal til at vurdere, hvornår en eller anden udtalelse er religionskritik eller ej, så ender vi på en glidebane. Læs mere
Af Utku H. Güzel
18.10.19, 07:02
Hvor meget ved vi egentlig om konflikten, udover det mainstream-medierne fortæller os? Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
17.10.19, 20:38
Nej, selvfølgelig ikke, men derfor kan hun godt vise tegn på mere sund fornuft end de sidste fem statsministre tilsammen. Læs mere
Af Isabella Arendt
17.10.19, 16:24
Hver gang man definerer noget, så putter man det i en kasse, lukker låget på kassen og skærer det væk, som måtte stikke udenfor i sprækkerne. Læs mere
Af Mathias U. Vinholt
17.10.19, 15:20
Selvom der er fuld blus på arbejdsmarkedet, kan vi så se hinanden i øjnene og påstå, at fællesskabet er klar til at gribe os, hvis dampen går af kedlerne? Læs mere
Af Andreas Høstgaard Poulsen
16.10.19, 21:47
Tyrkiet og USA splitter NATO-alliancen fra hinanden. Dette understreger behovet for et stærkere europæisk samarbejde, som kan gøre EU mere uafhængig af NATO. Læs mere
Af Nauja Lynge
16.10.19, 21:15
Han ser Rigsfællesskabet, Canada og Norge som modvægt til uhindret stormagtskonkurrence. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
16.10.19, 18:56
Religionsfrihed og religionskritik er to sider af samme sag. Læs mere
Af Søren Gade
16.10.19, 17:00
Vi er blevet så trygge, at nogle bliver unaturligt skeptiske over for vaccination og fokuserer på bivirkninger i stedet for effekten. Læs mere