Lad mig sige det med det samme. Jeg er kunde i Danske Bank, og jeg er rigtig glad for min bankrådgiver Lene og hendes kolleger i den filial, jeg dog aldrig har besøgt, siden jeg skiftede bank for under et år siden.
Men det må saftsuseme være anstrengende at sidde som almindelig ansat i Danske Bank og opkræve mærkelige gebyrer for hvad som helst og nidkært sende breve om overtræk på 8,50 kr. til privatkunderne, samtidig med at medierne flyder over med hvidvaskningssagen, der nu trækker spor i hele Europa.
Som helt almindelig kunde i Danske Bank, har jeg det da også mere end stramt med bankens måde at drive forretning på. Hvordan det kan lykkes for, jeg ved ikke hvor mange kriminelle kunder i bankens filialer i Estland at hvidvaske mere end 50 mia. kr., uden at nogen i banken har opdaget det eller gjort noget, går over min forstand.
Sådan forholder det sig nemlig ikke, når det drejer sig om os små privatkunder. Jeg har et gammelt byhus i Sydfrankrig, som indimellem kræver, at jeg overfører nogle penge til almindelig vedligeholdelse. Det er ikke de store beløb, men 5-8.000 kr., som jeg overfører fra min konto i Danmark til min konto i en fransk bank en eller to gange om året. En fransk konto, jeg vel at mærke har haft i mere end 10 år. Men så skal jeg ellers hilse og sige, at man går igennem et sandt dokumentationshelvede – hver gang. Det er åbenbart loven, der foreskriver det, men når man så nidkært overvåger enhver privatkundes mindste kontobevægelse og har overskud og tid til at forlange kilometervis af dokumentation på, hvem jeg er, om det er mig, der har kontoen i den franske bank, hvad jeg skal bruge pengene til, og hvad ved jeg, så jeg fatter simpelthen ikke, at Danske Bank ikke har opdaget, at man har siddet på sin flade i Estland og ladet mere end 50 mia. kr. ryge igennem systemet uden at forlange dokumentation på noget som helst, når jeg som privatkunde i samme bank ikke kan lave en overførsel på 5.000 kr. til min egen konto uden nærmest at blive klynget op i træet for hvidvask.
Og Danske Banks måde at håndtere denne skandale på gør det jo ikke bedre. Man kan bedst beskrive den som både arrogant og langsom.
Først sagde ledelsen ikke et ord, og da den endelig begyndte at tale, var det med uld i mund og med forblommede vendinger om, at ledelsen da virkelig ikke vidste, hvad der var foregået. Så satte Danske Bank sig eget advokatfirma til at undersøge sagen. Megatroværdigt! Helt galt gik det da Thomas Borgen, CEO i Danske Bank, steg op på den gyldne prædikestol og lovede, at man ville donere de penge, man havde tjent på »mistænkelige transaktioner« til samfundsgavnlige ting, åbenbart nogle fodboldbaner hist og pist. Hvabehar? Helt ærligt, har I mistet jordforbindelsen og sat jer selv op på en piedestal, hvor I kan få syndsforladelse hos folket ved at smide lidt penge efter dem?
Banken er jo også godt hjulpet af politikere, der over en bred kam i bar ærefrygt ustandseligt kommer bankerne til undsætning. Danske Bank fik smidt ikke mindre end 26 mia. kr. i nakken af staten, da man indgik aftale om Bankpakke II tilbage i 2009. Banken havde selv gamblet med kæmpe beløb og glemt alt om risikostyring og var skridtet fra at gå nedenom og hjem. Det lykkedes endda banken at få politikerne til at droppe et krav om, at pengene ikke måtte gå i egne lommer, da man indgik aftalen.
Helt grotesk bliver det, når man tænker på, at Brian Mikkelsen tilbage i 2016, da han tiltrådte som erhvervsminister, udtalte, at nu skulle mobningen af bankerne stoppe og mente, at det ville koste 15.000 arbejdspladser, hvis ikke vi holdt op med at mobbe bankerne, som han så fint sagde det.
Hold da op, hvor er det synd for bankerne – siden har både Nordea og Danske Bank sejlet rundt i mistænkelige transaktioner a la Panama Papers og hvidvask i Estland.
Det værste er, at hvis banken overhovedet bliver straffet for disse transaktioner, så havner regningen hos mig og alle de andre Danske Bank-kunder.
