Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Dansker tur/retur: Lad os være stolte af at være danskere

Det er mig en gåde, hvorfor mange danskere opfatter enhver form for national stolthed som racistisk og udskammer og håner folk, der tillader sig at være stolte over at være danske.

Som 19-årig giftede jeg mig med en udlænding, jeg var smaskhamrende forelsket, og det kunne bare ikke være anderledes. Så jeg rykkede teltpælene op og flyttede til Israel. Intet kunne være mere eksotisk. Israel var konfliktfyldt, vildt og voldsomt. Det passede mig perfekt.

Min barndom på gården uden for Aarhus var på mange måder indbegrebet af tryghed og idyl. Gule kornmarker, nymalket mælk på havregryn med jordbær, jerseykøer med store brune øjne og sneklædte marker. Men der var også ensomt og stille. Jeg havde i den grad et had-/kærlighedsforhold til roen og stilheden. Jeg havde det ofte, som om tiden stod helt stille på gården og verden uden for bevægede sig i hastigt tempo, uden at jeg havde en chance for at hoppe på.

Derfor kom jeg nok også til at holde så utroligt meget af Israel og min nye svigerfamilie. De var immigreret til landet fra hele verden. Dem, der havde boet der længst, havde måske været der i 50 år. Familie og venner var spredt over hele verden. Der var altid en tante eller en fætter på besøg fra New York eller Argentina, en onkel boede i Australien og en moster i Amsterdam. Jeg sammenlignede med min egen helt igennem kedelige danske familie. Et stamtræ med bønder og atter bønder i lige linje sikkert helt tilbage til Gorm Den Gamles tid. Hvor kedeligt kunne noget være? Det vildeste, jeg kunne diske op med, var en moster, der havde giftet sig til en gård i Løgumkloster i Sønderjylland og en anden moster, der havde giftet sig med en mejerist på Sjælland. Resten af familien var samlet i og omkring Østjylland – ikke særligt eksotisk.

Jeg beundrede jødernes lidenskabelige forhold til deres folks omskiftelige og besværlige historie. Alle de forfærdelige konflikter, krige og undertrykkelser, de havde oplevet rundt omkring i verden, virkede meget mere spændende end det, mit eget folk kunne diske op med.

Slaget på Reden tilbage i 1801, kampene ved Dybbøl i 1864 og De Fem Forbandede År fra 1940 til 1945 var ikke ligefrem noget, jeg følte havde været med til at forme min identitet.

Men selv om jeg elskede at bo i Israel og på alle måder forsøgte at blende ind og nærmest fortrængte min egen baggrund og historie, så blev jeg også bevidst om, at jeg aldrig ville komme til at passe ind. Jeg var for dansk, for kristen, for blond, og fremfor alt, så var konflikterne i Mellemøsten ikke mine, ikke en del af mit folks historie. Så efter syv år, pakkede jeg mit habengut og tog hjem til Danmark.

Hvis jeg skulle have overlevet i Israel, følte jeg, at jeg ville blive nødt til at give afkald på min egen baggrund, og det kunne jeg simpelthen ikke. Så i stedet for at fortrænge og erstatte, valgte jeg tage ”min danskhed” tilbage i mit liv og være stolt af den. Ikke fordi jeg synes, at vi er det mest fantastiske folkefærd i verden, ikke fordi vi er bedre end andre, men fordi det er det, jeg har at gøre med.

Jeg har det simpelthen bedre med mig selv og andre, når jeg bare er dansk og ikke føler, at jeg skal undskylde og tale min egen baggrund og historie ned, men i stedet give den lov til at fylde det, den nu engang gør. Og den gør det faktisk nemmere for mig at optræde værdigt over for folk fra andre lande – også dem, der kommer til Danmark og gerne vil bo her sammen med os.

Det mærkelige er dog, at disse følelser ofte bliver set ned på af andre danskere; udlændinge synes faktisk, det er helt naturligt, men hvorfor mange danskere opfatter enhver form for national stolthed som racistisk og udskammer og håner folk, der tillader sig at være stolte over at være danske, er mig en gåde.

I samme åndedrag hylder de og kæmper for, at f.eks. minoriteter i lande som USA og Australien skal have lov til at kalde sig blodsbeslægtede og være ”en del af en stamme”. Det lugter åbenbart ikke af laverestående tankegang og racisme.

Jeg forstår ikke forskellen. Men hvad forstår bønder sig også på agurkesalat …?

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anna Thygesen (f.1965) er ejer af et kommunikationsbureau i København, men kommer oprindeligt fra Elsted uden for Aarhus. Anna havde sin gang i store internationale virksomheder og troede selv, at hun havde gang i en stor karriere, men så endte hun på forsiden pga. den såkaldte PFA-skandale. Men det lykkedes hende at gå fra at være en skandaleramt erhvervskvinde til en succesfuld kommunikationsrådgiver. Anna skærer ind til benet, hun er en skrap moster og har en mening om det meste.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
13.11.18, 15:38
Prisen for dansk berøringsangst betales af mindretal og udsatte borgere. Læs mere
Af Mikael Jalving
13.11.18, 10:38
Nye tal og undersøgelser må få herboende muslimer til at stille sig selv dette spørgsmål og forsøge at nå frem til et svar. Helst så højt, at vi alle kan blive klogere. Læs mere
Af Anders Vistisen
12.11.18, 10:10
Cirkus Venstre slår til igen. Nu skal vi med i bankunionen for at bekæmpe hvidvask og udbyttesvindel. Det har bare intet med hinanden at gøre. Læs mere
Af Olav Skaaning Andersen
12.11.18, 08:55
Hvorfor skal der altid en journalist til at styre den politiske samtale? Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.11.18, 00:25
Kun EU kan løse migrationsudfordringerne Læs mere
Af Mikael Jalving
11.11.18, 06:35
Det er, som om jorden er blevet flad. Vrangforestillingen skyldes især liberalister og marxister. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
10.11.18, 15:15
Det gør forhåbentlig ingen, og så udtræder Italien af euroen. Læs mere
Af Casper Hedegaard
10.11.18, 10:05
Blogindlæg om, hvordan udbetalingen af de 111 mio. kr. i socialstyrelsen kan være udtryk for en uheldig tendens, der gør staten sårbar for svindel. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her