Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Lad Grundtvig moderere debatten

En del debat handler i disse tider om debatten selv. Om, hvorvidt den er for grov. Selv statsminister Helle Thorning-Schmidt var inde på ”tonen” i sin nytårstale. Hun sagde:

”Jeg synes, at tonen er blevet mere hård de senere år. Både fra borgere, i medier og på nettet. Ordene er blevet mere rå. Det skal vi lave om på sammen. Vi skal vise større respekt for hinanden.”

Det er jo svært have noget imod en generel opfordring til at tale pænt. Spørgsmålet er, hvor nødvendigt det er med den slags formaninger fra politisk hold. I Jyllands-Postens virtuelle debatunivers kan man få karantæne, hvis man udviser det, der opfattes som uacceptabel debatadfærd. Men det er avisen nu kommet frem til helt uden statsministerens mellemkomst.

Og det er i øvrigt sådan, at selv om man helt sikkert kan genere andre med den måde, man fremfører sine synspunkter på, så er sandsynligheden lige så stor for, man ender med at skære sig slemt på sin egen skarpe tunge.

Sagt med andre ord: De, der opfører sig allermest groft i den offentlige debat, kaster måske et mere uheldigt lys på sig selv end på dem, de forsøger at ramme. For hvorfor skulle man spilde tid på at være til stede – virtuelt eller fysisk – sammen med folk, der konsekvent TALER VREDT OG HØJRØSTET. DET ER DA ÆRLIG TALT IKKE TIL AT HOLDE UD. Dermed isolerer de mest aggressive og højrøstede faktisk sig selv.

Der er heldigvis vide rammer for, hvad vi kan slippe afsted med at ytre. Men måske det er i vores egen interesse at tilstræbe at sige tingene på en måde, der gør det muligt, at den offentlige samtale kan føre til noget konstruktivt? Det her med, vi ikke er mørkemænd, men lever i et oplyst samfund, kan vi med held selv sørge for ikke bare er teori, men en daglig realitet.

En væsentlig figur i udviklingen af den demokratiske tradition, vi har i dag, er N. F. S. Grundtvig. Han beskrev det gode oplysningsum (som også i høj grad er et læringsrum) fint i en af sine mange sange i Højskolesangbogen:

Som solen skinner i forårstid, og som den varmer i sommerdage, al sand oplysning er mild og blid, så den vort hjerte må vel behage; trods mørkets harme, i strålearme af Lys og varme er hjertensfryd!

Måske man i stedet for dagbøder og fængsel skulle kunne dømme dem, der ikke kan finde debattonen, til, at de skal memorere og afsynge på YouTube ”Hvad solskin er for det sorte muld” og mindst 499 andre af de omkring 1.500 sange, N. F. S. Grundtvig skrev? Det er en straf, man ville blive klog af – både på den danske kultur og almindelig folkelig ordentlighed.

Så altså: Før man farer til tasterne, kan man måske med held spørge sig selv, om det, man vil skrive, bidrager til det fælles bedste, eller om man udelukkende som enkeltstående, opbragt person får lettet debattrykket i det offentlige rum. For så er der måske tale om en af den slags udladninger, der ligesom andre typer selvtilfredsstillelse, hører til bag hjemmets fire vægge.
Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Peter Kofod
09.12.19, 12:21
Når EU-tilhængerne taler løsninger i det europæiske samarbejde, taler de desværre om et EU, der ganske enkelt ikke findes. Læs mere
Af Nauja Lynge
09.12.19, 09:29
USA er ikke en venlig kolonimagt, som skal fortælle danskerne, hvad vi skal mene. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
08.12.19, 18:27
De seneste års nedskæringer i uddannelsessystemet, den mangelfulde klimaindsats og alvorligt forringede velfærd rettes ikke op med denne finanslovsaftale. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok – og de små forbedringer skyldes kun bevægelsernes utrættelige kamp. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.12.19, 15:18
Ole Hasselbalch vil for altid tjene som inspiration for nationalt sindede danskere. Læs mere
Af Nauja Lynge
08.12.19, 12:16
Hvis bare alle danske statsborgere ville følge hans eksempel. Læs mere
Af Mikael Jalving
08.12.19, 08:00
Mød Hans Gammeltoft-Hansen, tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp og arkitekten bag udlændingeloven af 1983. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.12.19, 13:22
Kinesernes strategiske hensyn kan blive rigsfællesskabets værste mareridt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.12.19, 10:45
Hold fingrene fra at kriminalisere jødisk omskæring. Forslaget om, omskæring skal betragtes som vold, gør danske jøder hjemløse. For omskæring er en gammel religiøs nødvendighed. Læs mere
Af Jens Kindberg
05.12.19, 22:40
Den laveste socialgruppe bor primært til leje i almene boliger - ikke ligefrem er et miljø, som er befordrende for at komme frem i verden. Der er brug for et politisk holdningsskift. Læs mere