Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skrid hjem, hvor du kommer fra, Angela!

Debatten om flygtninge- og indvandrere og danskere med anden religiøs eller etnisk baggrund end dansk, er stressende for folk, der ikke ligner dem, som med lethed kunne spille med i en Morten Korch-film. Men det hjælper ikke at lade sig stresse.

For nogle år siden, da jeg studerende i Aarhus, var jeg på vej på mit studiejob som ufaglært sygehjælper på et plejehjem. Det var en dejlig sommerdag. Jeg havde fået en rigtig god karakter for et eller andet på universitetet, jobbet ved siden af studierne var velbetalt, de ældre på plejehjemmet utroligt søde, kollegerne rare og endelig havde jeg fået en kollegielejlighed, hvilket fjernede en af de helt store stressfaktorer, der ellers havde ligget over mit studieliv. Alt var med andre ord godt der i solskinnet.

På en bænk så jeg en nydelig ældre herre. Ikke en af beboerne fra plejehjemmet, en ældre mand, jeg ikke kendte. Han så så fin og hyggelig ud. Han mindede mig lidt om min morfar Karl, der holdt af på vejen hjem fra købmanden at sætte sig på en af byens bænke og ryge en cerut, så han ikke generede min mormor, Mathilde, der gennem årtiers ægteskab aldrig lærte at holde af lugten af tobak inden døre.

”God dag,” sagde jeg smilende til den ældre herre, idet jeg passerede forbi ham.

”Skrid hjem, hvor du kommer fra,” svarede han og tilføjede ”– Danmark for danskerne!”

Jeg gik bestyrtet videre. Men da jeg var drejet rundt om hjørnet, fik temperamentet alligevel tag i mig og jeg gik tilbage for at sige til manden, at jeg skam er hjemme. At jeg faktisk er dansker. Hvad mente han med, jeg skulle tage hjem, hvor jeg kommer fra? At jeg skulle forlade universitetsbyen Aarhus og vende snuden hjem mod Bramming? Udsagnet var jo absurd, og det ville jeg forholde ham. Og hvad var det i øvrigt for noget at sige til et menneske, der bare havde sagt pænt goddag på vej til arbejde.

Men da jeg nåede frem til bænken, var den tom. Manden var væk.

Problemet med den slags mænd er, at selvom de selv rejser sig og forsvinder, så bliver det, de siger, hængende. Som en sur lugt af cerutrøg, selv her over 10 år senere.

Optrinnet viser, hvordan det at se anderledes ud eller være anderledes udenpå eller indeni svarer til at gå på is altid. Man tror, der er sikkert, at manden på bænken selvfølgelig vil besvare ens hilsen på en normalthøflig måde. Men selv den pæne ældre herre kan pludselig vise sig at være en fordomsfuld, dum tosse, som tror, han siddende på nogle brædder, kommunen har flikket sammen, kan vurdere forbipasserende menneskers identitet og ganske kulturelle og personlige tilhørsforhold til Danmark.

Dermed kræver det sikkert noget ekstra at være anderledes. Det kræver ekstra selvtillid. Det kræver, at man gør sig ekstra umage med at identificere sig overfor sig selv. Man er som en politiker, der skal stå på mål. Men i stedet for holdninger, der kan skiftes, er det ens indre og ydre væsen, der til hver en tid skal kunne forklares og nogle gange endda forsvares over for en selv og andre.

Jeg er privilegeret. Da jeg kom hjem fra arbejde om aftenen, ringede jeg til min – meget danske – familie og fortalte om optrinnet, og de var alle som en flade af grin over, at der var nogen, der kunne tro, jeg ikke var dansker. Privilegiet består i, jeg uden at blive puttet i en offerboks og overhovedet overveje at se mig selv som en, der var blevet krænket, fik bekræftet mit selvbillede som dansker af folk, der hedder Kirsten, Henrik, Poul, Ruth – altså af nogle andre ligesom mig, men som ser så danske ud, at manden på bænken formentlig pænt havde sagt ’i lige måde,’ hvis det var dem, der var gået forbi ham.

Det er også et privilegium, at jeg ikke bærer på en eller anden urealistik drøm om, at der findes et andet hjemland for mig. Foruroligende mange af mine venner med indvandrerbaggrund synker jævnligt ind i en fantasi om, at Afghanistan, Syrien, Eritræa eller Sudan er deres egentlige hjemland. Men de er jo danskere, født og eller opvokset her. I stedet for at tage kampen om deres identitet, tager de den fremmedhed, de bliver konfronteret med i mødet med mænd ligesom ham på bænken, ind i sig, hvor den burde rystes af med et overbærende grin. De hviler ikke i deres danskhed, og det er deres egen pligt at komme til at gøre det. Ingen andre og da slet ikke staten kan skabe balance i ens selvopfattelse. Det kan kun en selv gøre, for at det er forankret. Også selvom det er sværere, når man ikke har en flok danskere, der som noget selvfølgeligt, siden man blev født, anerkender en som en af deres egne.

For det forholder sig sådan, at mennesker altid vil lede efter et eller andet hos andre – og især hos nogle andre, der måske kunne udgøre en trussel eller en art pres mod ens verdensbillede – som man kan slå ned på som suspekt. Men vi kan ikke leve med os selv, hvis vi sådan situation efter situation skulle vedkende os det. Ingen har jo nogensinde været fordomsfulde, intolerante eller slet og ret ondskabsfulde, når man spørger dem – og derfor, fordi vi ikke kan rumme vores egen gemenhed – kan man ikke ændre det umenneskelige menneskelige træk hos os selv eller andre. Det er for stort et tabu til, vi kan selverkende det. Man kan derfor kun arbejde med at galvanisere sig mod det.

Det er da helt sikkert fantastisk fristende, som man også ser mange med andet etnisk udseende end dansk gøre det i dag, at hoppe med på fremmedhedsbølgen og måske endda blive en ekspert i fremmedhed. Men det er jo faktisk at bekræfte fordommen om sin ikke-danskhed, hvis man her og hisset gør sig klog på f.eks. Afghanistan eller Syrien, selvom ens primære kvalifikation i den forbindelse er, man har nogle fjernere slægtninge i Kabul eller Aleppo.

Det er da sikkert også nemmere – end at tage konfrontationen med manden på bænken – at opstille et fantasislægtskab med f.eks. Syriens millioner af hjerteskærende krigsramte indbyggere i stedet for at gå all in på at insistere på sit fællesskab med de knap seks millioner danskere, man i virkeligheden er en del af.

Man taler så meget om tolerance og manglen på samme. Jeg vil vove den påstand, at det snarere er undtagelsen end reglen, at vi møder hinanden med tolerance. Man skal være ualmindeligt gennemsnitlig for ikke i større eller mindre omfang at være udsat for forudindfattede meninger, fejltolkninger og fordrejninger fra andre mennesker. Mennesket er lidt et svin. For de åbenlyst anderledes i udseende eller indre er frekvensen af gange, man bliver konfronteret med det, så højere. Men uretfærdighed er ikke kun noget, folk der er en del af eller ligner en minoritet, oplever.

Er det så en fest konstant at insistere på sin egen udlægning af sin identitet, nogle gange i opposition til andres sløset funderede opfattelse af, hvad man er for en størrelse? Nej, det er det ikke. Typisk bliver folk vrede, når man slår sig i identitetstøjret. Hvis jeg havde sagt noget til manden på bænken, havde jeg sikkert bekræftet ham og eventuelle tilskuere i, at mørke damer jo er meget vrede og aggressive. I stedet for at forholde sig til sin egen overskridelse af et andet menneskes identitetsopfattelse, vil vi jo alle til hver en tid hellere skyde skylden for deraf eventuelt affødte konflikter over på den, der egentlig er blevet trådt over tæerne. Sådan er det. Men deal med det, i stedet for at stikke af ind i en eller anden fantasi om, at der ligger en eller anden anden og bedre identitet ude i verden og venter på dig. Du er dig selv, hvad end du trasker rundt i Vangede eller Miami. Gå ind i det, i stedet for at stikke af fra det ind i dit hoved med fantasier om 'hjemlande'.

Hvis du er dansker, er du dansker. Lige gyldig, hvordan du ser ud eller hvor dine bedsteforældre kom fra, skal du da drible med dit liv, som var det en bold, der blev spillet til dig, selvom du måske blev valgt sidst, da holdet skulle sættes. Lad være med at smide dig i græsset og filme eller kræve frispark fordi, der er en anden spiller, der har været usportslig og skubbet til dig. Hold bolden i gang. Der er ingen, som er tjent med, at manden på bænken får dig til andet end at smile, nu solen skinner og det er sommer.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Peter Kofod
09.12.19, 12:21
Når EU-tilhængerne taler løsninger i det europæiske samarbejde, taler de desværre om et EU, der ganske enkelt ikke findes. Læs mere
Af Nauja Lynge
09.12.19, 09:29
USA er ikke en venlig kolonimagt, som skal fortælle danskerne, hvad vi skal mene. Læs mere
Af Jens Philip Yazdani
08.12.19, 18:27
De seneste års nedskæringer i uddannelsessystemet, den mangelfulde klimaindsats og alvorligt forringede velfærd rettes ikke op med denne finanslovsaftale. Det er et skridt i den rigtige retning, men det er slet ikke nok – og de små forbedringer skyldes kun bevægelsernes utrættelige kamp. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
08.12.19, 15:18
Ole Hasselbalch vil for altid tjene som inspiration for nationalt sindede danskere. Læs mere
Af Nauja Lynge
08.12.19, 12:16
Hvis bare alle danske statsborgere ville følge hans eksempel. Læs mere
Af Mikael Jalving
08.12.19, 08:00
Mød Hans Gammeltoft-Hansen, tidligere formand for Dansk Flygtningehjælp og arkitekten bag udlændingeloven af 1983. Læs mere
Af Nauja Lynge
06.12.19, 13:22
Kinesernes strategiske hensyn kan blive rigsfællesskabets værste mareridt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
06.12.19, 10:45
Hold fingrene fra at kriminalisere jødisk omskæring. Forslaget om, omskæring skal betragtes som vold, gør danske jøder hjemløse. For omskæring er en gammel religiøs nødvendighed. Læs mere
Af Jens Kindberg
05.12.19, 22:40
Den laveste socialgruppe bor primært til leje i almene boliger - ikke ligefrem er et miljø, som er befordrende for at komme frem i verden. Der er brug for et politisk holdningsskift. Læs mere