Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Hvorfor skal staten bestemme over kvinder på over 46 års krop?

Staten forbyder kvinder at få kunstig befrugtning efter de er fyldt 46 – selv hvis de selv betaler. Hvad er rimeligheden i det?

Om et par uger fylder jeg 45 år. Ud over stadig at være i forrygende form på alle punkter, er der dog nogle områder, hvor tunnelen snævres ind. I følge loven må der nemlig ikke udføres barnløshedsbehandling i Danmark efter kvinden er fyldt 46 år.

Nu findes der jo kvinder og par, der får barn ved naturmetoden efter kvinden er fyldt 45 år. Det kan altså lade sig gøre. Netop derfor er det mærkeligt, at præcis kvindens fertilitet er underlagt statslig kontrol, ja de facto forbud.

Det er som om staten på netop dette punkt – modne kvinders frugtbarhed – opfører sig som en irrationel, småbitter patriark. En patriak, der efterhånden som hans egne interesser er blevet mindre reproduktionsorientede foretrækker, at kvinder holder sig til kødgryderne.

Nu tror De måske, at forbuddet mod fertilitetsbehandling handler om ikke at rutte med den store statslige fælleskasse. Altså, at det er et spørgsmål om, staten bare ikke vil betale for kvinder på 46 år og opefters fertilitetsbehandling, fordi chancerne for et positivt resultat er markant mindre end for yngre kvinder. Men det er ikke tilfældet. Forbuddet mod fertilitetsbehandling af kvinder over 46 år omfatter også egenbetalte fertilitetsbehandlinger. Dette kønspecifikke forbud er besynderligt. For hvorfor skal kvinder, der stadig ved en fertilitetstekniks hjælp kan avle, forbydes det?

Forbuddet mod kunstig befrugtning af kvinder over 46 er god gammeldaws diskrimination, der bliver sat i relief af moderne fertilitetteknologi. Desuden er forbuddet absurd. I stedet for at overholde forbuddet, rejser enlige kvinder og par i Europa på tværs af landegrænser for at blive insemineret eller få lagt befrugtede æg op i andre EU-lande. Qua varernes (læs: sædcellernes) fri bevægelighed kan man købe arvemateriale i f.eks. Danmark og få det insemineret eller mikroinsemneret i eget æg i Madrid eller Athen.

Personligt har jeg kendskab til britiske og tyske kvinder, der er kommet til Danmark for at blive befrugtet i fertilitetsregi. For briternes vedkommende drejer det sig typisk om en fiks idé om, at danske sædceller er særligt attråværdige. Som jeg forstår de tyske kvinder, kommer nogle af dem til Danmark, fordi det her er muligt at få anonym sæddonation. Desuden forefindes der i de velassoterede, danske sædbanker et bredt udvalg af donorer med et udseende der upåfaldende vil kunne glide ind i diverse tyske familier.

Det er absurd, at man i den danske fertilitetslovgivning tvinger velfungerende, købestærke og afklarede kvinder og par til at slå den pan-europæiske fertilitetskaravane følge. For hvis man som over 46-årig kvinde trods det danske forbud alligevel vil have fertilitetsbehandling, så er der skam muligheder derfor.

I Spanien kan man købe lige så mange fertilitetsbehandler, som man har brug for (og råd til), til der er ”bid”. Man behøver ikke være gift eller i forhold – eller under 46 år for den sags skyld. Klinikkerne tester selvfølgelig først, om kroppen stadig kan blive gravid. Hvis den kan det, synes det eneste, der kan forhindre fertilitetsbehandling, hvis man har HIV, er i alvorlig grad psykisk syg eller skønnes at være på dødens rand p.g.a. f.eks. cancer. Priserne er moderat høje.

I Grækenland kan man også købe lige så mange fertilitetsbehandler man vil under de nogenlunde samme vilkår som i Spanien (ægdonation er dog forbudt fra kvinden er 51 år). Fra folk, der har fået behandling i Grækenland forlyder det, at behandlingen der generelt er billigere og virker mindre forretningsdrevet end fertilitetsklinikkerne i Spanien.

Men hvorfor er det, at danske kvinder, der har vilje, modenhed og økonomiske midler til at betale for fertilitetsbehandling, må søge udenfor andets grænser for at få den? Hvis det var et spørgsmål om økonomi kunne man måske forstå det. Men det er det jo ikke. Forbuddet mod fertilitetsbehandling af kvinder over 46 år er slet og ret et spørgsmål om, at staten som en anden gammel patriark vil bestemme over kvinders kroppe.

Hvis det er for sent for en kvinde at avle, eller hvis det bare ikke bliver til noget, så er det ikke noget, vi kan styre. Men hvad i alverden er det for noget, at vi fratager reflekterede, økonomisk og psykologisk stærke kvinder, der virkelig brænder for moderskabet, muligheden for at prøve at se om de ikke kan få et barn ved hjælp af kunstig befrugtning?

Hvorfor er det staten og ikke naturen, der skal bremse os kvinder?

Er det ikke på tide, vi lader fertilitetsbehandlingen følge udviklingen i kønsrollerne? Det er hård kost at gå i gang med et fertilitetsforløb. Så borgere, der gør det, vil det virkelig så meget, at det i sig selv er en rigtig god indikator på, hvor engagerede forældre de vil blive til de børn, vi som samfund jo har brug for for også at eksistere i fremtiden.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Angela Brink (f. 1972) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus i 2000. Forud for det læste hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet i tre år. Hun har blandt andet arbejdet som reporter på TV2/Nyhederne, som nyhedsanalytiker i tænketanken The Emirates Center for Strategic Studies and Research i De Forenede Arabiske Emirater og som chef for kommunikation og public affairs i tænketanken CEPOS. I 2002 udgav hun romanen Tæsk på forlaget Gyldendal.
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
20.01.19, 23:38
Arbejdskraft fra de nye EU-lande skønnes at øge Danmarks BNP med op mod 42 mia. kr. i 2018 Læs mere
Af Martin Ågerup
19.01.19, 17:37
Regeringen har identificeret det rette problem, men ikke den rette løsning Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
19.01.19, 15:57
Offentlig debat er åbenbart et problem ifølge venstreorienteret tænketank og Altinget.dk. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
18.01.19, 16:30
Folketinget har bevæget sig langt ind over dørtrinet, når det vil kriminalisere ytringer inden for hjemmets fire vægge, og der har det ikke noget at gøre. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.01.19, 16:30
Næppe. Men man har lov til at håbe. Lad os kigge i krystalkuglen. Læs mere
Af Nauja Lynge
18.01.19, 11:44
Journalister bør bore mere i, hvor lægerne stjæles fra. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.01.19, 20:29
Blablabla, økonomi, blablabla Læs mere
Af Casper Hedegaard
17.01.19, 19:21
Sådan lød det fra min politiske kollega fra Nordsjælland, da vi drøftede kommunalbudget for 2019. Er det retfærdigt, at der er kommuner, der har så mange penge, at de ikke kan nå at bruge dem, hvor andre kommuner må lukke børnehaver og skoler? Læs mere
Af Signe Munk
17.01.19, 17:04
Vi risikerer reformlammelse i hele vores sundhedsvæsen. Og det er virkelig det sidste, vi har brug for. Læs mere
Af Naser Khader
17.01.19, 16:30
Vi må aldrig lade vitale dele af vores samfund være afhængige af ikkedemokratiske stater og interesser, selv om der kan være en kortsigtet økonomisk gevinst. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her