Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 25 bloggere tilknyttet jp.dk/blog. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Vi skal beskytte os mod den svenske bombe

Sverige befinder sig mildt sagt i en kaotisk tilstand. Flere tusinde migranter ankommer hver dag til landet, og rundt omkring i landet er smertegrænsen for længst overskredet med flere længder

I Sveriges sydligste by, Trelleborg med færgeforbindelserne til Tyskland, er problemet med migranterne så akut, at ikke en gang nedlagte skoler og idrætshaller længere rækker til deres indkvartering. Nu er man flere steder i landet i færd med at opføre egentlige teltlejre til de mange tusinde mennesker.

Migrationsverket – Sveriges pendant til Udlændingestyrelsen – vurderer, at mellem 150.000-180.000 flygtninge og migranter vil være kommet til Sverige, inden året er omme. Og det er vel at mærke i et land med ca. 9,7 millioner indbyggere. Når familiesammenføringerne følger efter, kommer tallet op på ca. 700.000 personer. Mennesker fra en fremmed kultur, der for de flestes vedkommende skal integreres i Sverige, have bolig, undervisning, job, sundhedsydelser og andre ydelser.

Det har naturligvis skabt et gabende hul i den svenske statskasse. Derfor sparer Sverige på ulandsbistanden og hjælpen til nærområderne, mens skatterne sættes markant i vejret. Blandt andet stiger prisen på en liter benzin med 48 øre, og marginalskatterne sættes op til 60 procent af den sidst tjente krone.

Hvordan denne politik vil kunne skabe flere af de arbejdspladser, som Sverige mere end nogensinde har behov for, kan ingen politikere i det ”officielle Sverige” svare på, og her camouflerer man i øvrigt skatteforhøjelserne som nødvendige for at skabe bedre skoler og infrastruktur. Ikke et ord om udlændinge. Det er nemlig tabu i Sverige.

Den såkaldte December-aftale mellem det regerende socialdemokrati og de borgerlige partier, som sidste år blev indgået for at holde partiet Sverigedemokraterna (SD) uden for indflydelse, er formelt blevet opsagt, men i praksis har det ingen betydning, fordi målsætningen om at afskære SD fra indflydelse stadig vejer tungere end konkrete politiske hensyn til Sverige og den svenske befolkning. Det er ikke alene udemokratisk, men er også en stor ulykke for Sverige, og fra den danske side af Øresund kan vi blot måbende se til, mens svenskerne bliver invaderet af flygtninge og migranter.

Men rent faktisk er det også Danmarks anliggende, og hvorfor nu det?

Vi har jo oplevet, at flygtningene meget hellere vil til Sverige? Det er også rigtigt, men det skyldes udelukkende, at det i Sverige er muligt at opnå langt hurtigere familiesammenføringer, ligesom reglerne for såvel opholdstilladelser som tildeling statsborgerskaber er langt lempeligere end i Danmark. Hos os er de sociale ydelser til gengæld markant højere.

Når først flygtninge og migranter har opnået opholdstilladelse i Sverige, står det dem ifølge EU-reglerne og på grund af de åbne grænser sådan set frit for at prøve lykken i Danmark, og vi har i sagens natur ingen anelse om, hvem svenskerne i grunden har lukket ind i deres land. De kan altså frit bevæge sig over grænserne, og eventuelle terrorister eller andre med onde hensigter kan uden hindringer vælge at drive deres skadelige spil i Danmark – det gælder også kriminelle bandemedlemmer, samt våben- og narkosmuglere.

Flere bydele i Malmø, der er Københavns nabo, er utilgængelige for politiet, og skudepisoder, bomber, håndgranater og voldtægter er blevet en del af dagens orden i Skånes største by. Reelt er situationen kommet helt ud af kontrol, hvad det svenske politik da også mere eller mindre indrømmer.

Intet tyder på, at der bliver ændret så meget som et komma i den svenske udlændingepolitik. I hvert fald ikke i de kommende år. Derfor bør vi Danmark allerede nu træffe de fornødne forholdsregler i forhold til at indføre en egentlig kontrol ved Danmarks grænser til Sverige. Ikke mindst fordi disse også rent logistisk vil være langt lettere at gennemføre end ved grænsen til Tyskland, som til dels består af en grænse over land.

Sverige er Skandinaviens tikkende bombe. Den svenske regering vælger at se passivt til, mens landet bliver løbet over ende til stor ulykke for den svenske befolkning. De danske politikere må derfor træffe de nødvendige forholdsregler, før det er for sent. Vi er nødt til at beskytte os.

Ellers kan det svenske kaos hurtigt bevæge sig til Danmark. 

 

 

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.