Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

EU-stof til eftertanke

Fake news, mediemanipulation og russiske trolde og botter. Det er efterhånden blevet hverdagsudtryk. Men vi behøver såmænd ikke bevæge os ud i den store verden for at finde den fordrejede virkelighed. Den findes lige for snuden af os – i de danske medier.

Fake news-begrebet ramte for alvor verden, da Donald Trump introducerede det under den amerikanske valgkamp i 2016. I Norden har vi op til valg og under debatter med større eller mindre slagkraft oplevet falsk propaganda fra såkaldte troldehære. Og i Danmark har dækningen af briternes farvel til unionen skrevet et helt særligt trist kapitel i dansk pressehistorie.

Kort efter brexit-afstemningen raslede pundet og aktiekurserne ned. Og såkaldte eksperter og kommentatorer var kvikke ved havelågen og spåede straks dommedags komme ved at vriste sig fri af unionens kløer. ”Brexit kan koste danske jobs”, skrev Ekstra Bladet. ”Afskeden med EU vil ramme alle britiske brancher”, skrev Politiken. ”Pundets dyk kan medføre et blodbad”, skrev Jyllands-Posten. Og på årsdagen for afstemningen bragte blandt andet Børsen et Ritzau-telegram, som noterede, at ”Brexit kan knuse dansk eksport”. De fleste artikler blev bragt på tidspunkter, hvor ingen vidste, hvordan forhandlinger endsige resultat ville tage sig ud.

Da de første forskrækkelser havde lagt sig – tilmed ganske hurtigt – indfandt normaliteten sig dog.

I december 2018 kårede det amerikanske magasin Forbes sågar Storbritannien som det bedste land, man i 2019 kunne gøre forretning i. Det skete, næsten samtidig med at arbejdsløsheden i landet var den laveste i 42 år, og at pundet havde nået nogenlunde samme niveau over for dollaren som før det åbenbart famøse afstemningsresultat.

Og når det nu gik, som det gjorde, hvordan kunne disse eksperters forplumrede forudsigelser så være andet end vildledende informationer og dermed fake news?

Man kan i hvert fald konstatere, at de var med til at udfolde det skræmmebillede, som medierne malede af selve situationen og de mulige konsekvenser. Det var altid et billede af, at EU var de gode, og briterne var de onde.

Generelt gider journalister ikke jagte historier, som 20 andre medier også løber efter. Man vil gerne være unik. Det er solohistorierne, der lyser et redaktionslokale op. Men med EU-stoffet forholder det sig anderledes. EU-stof bliver ikke vejet på samme måde som andre stofområder. Man sætter i stedet en anden barre for kritisk journalistik.

Ingen tænker over, at det måske kunne være interessant at gå i den modsatte retning. Der eksisterer i stedet en indforståethed om, at sådan må brexit nødvendigvis se ud. Det er simpelthen blevet sandheden. Også selvom virkeligheden har vist noget andet.

Når man ser på hele dækningen af EU-stoffet, er der en klar tendens til, at langt det meste bliver set fra EU’s synsvinkel. De fleste artikler har for eksempel en EU-positiv overskrift, hvor vinklen uden store anstrengelser kunne være vendt 180 grader uden at udøve vold på hverken fakta eller selve historien.

Det er ikke nødvendigvis, fordi der er noget galt med vinklingen i historierne, men det er påfaldende, at man altid søger den samme vinkel. At alle artikler skal ende med det samme resultat.

”Brexit ser ud til at koste dansk milliard-rabat i EU”, skrev tv2.dk i september 2016. Det er en overskrift, der med rette i stedet kunne have heddet ”EU skrotter dansk milliard-rabat” eller ”EU koster Danmark milliarder”. For hvorfor er det briternes skyld, at EU sætter kontingentet op? Hvis Ole forlader fodboldklubben, og Per dermed må betale mere for at være med, er det vel ikke Oles skyld, men derimod fodboldklubben, der er for dårlig til at få tingene til at løbe rundt.

Den 28. januar 2019 skrev mediet Altinget en artikel med overskriften ”Flere vælgere i tvivl om forsvarsforbehold”. Artiklen tog afsæt i en undersøgelse, der viste, at 44 pct. mente, at forsvarsforbeholdet skulle bevares, mens 28 pct. mente, at det skulle afskaffes. Knap et år forinden i maj 2018 havde en lignende undersøgelse vist 57 pct. for bevarelse, 24 pct. for afskaffelse. Tvivlergruppen var øget fra 19 pct. til 28 pct. Uden dog at tage højde for statistisk usikkerhed kan vinklen i artiklen være helt legitim.

Otte dage senere blev samme artikel så gengivet under en ny overskrift: ”Vælgernes opbakning til forsvarsforbeholdet smuldrer”. Det er sådan set også rigtigt, at andelen var blevet mindre, men man sidder lidt med fornemmelsen af, at man på redaktionsmødet har siddet og sagt:

»Skal vi ikke lige stramme den første vinkel?«

Artiklen om, at der (stadig) var et markant flertal for at bevare forbeholdet midt i en tid, hvor danskerne igen blev sat under pres for at afgive et forbehold og endnu mere suverænitet, blev aldrig skrevet. For ganske symptomatisk for hele EU-dækningen blev alting igen set med de helt særlige EU-venlige briller.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anders Vistisen (f. 1987) er fhv. medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Anders Vistisen er uddannet cand.jur. og bor i Herning.
Seneste blogs
Af Nauja Lynge
19.06.19, 23:01
I loven er indbygget det, der kan indkaldes et tvistnævn, til at afgøre om Selvstyreloven er hævet over Grundloven. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.06.19, 21:40
DR synes ikke at være pjattede med at bringe velargumenterede udsagn fra nationalkonservative. Læs mere
Af Nauja Lynge
18.06.19, 12:35
Udenfor lynede og tordnede det. Der var høj og intens stemning i de "morderiske" telte. Læs mere
Af Christina Egelund
18.06.19, 10:54
Mayday mayday, kalder retsstaten. Sådan rungede det i mit hoved, da jeg læste om den seneste sag om et alvorligt brist i datasikkerheden i staten. Her et brist, der sagtens kan have ført til justitsmord. Læs mere
Af Mikael Jalving
18.06.19, 09:59
Jeg nyder hvert sekund, velvidende at politikerskabte trængsler formentlig snart vil regne ned over vore syndige hoveder. Læs mere
Af Mikael Jalving
16.06.19, 06:05
Vi kan lukke øjnene, men står i et valg mellem nationalisme eller imperialisme. Læs mere
Af Anna Thygesen
14.06.19, 11:45
Det er egentlig vildt nok, at et parti, der i den grad bekender sig til markedskræfterne, ikke har fattet en brik, når det gælder partiets egne kunder i butikken. Læs mere
Af Signe Munk
13.06.19, 12:30
Vores forslag er en klimakonto, hvor vi justerer arbejdsmarkedsbidraget en smule og indfører en grøn topskat. Læs mere