Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Skræmmekampagner med taldoping

EU er et spørgsmål om flæskepriser og økonomisk snusfornuft. Det har tilhængerne altid proklameret. Enhver afstemning om EF eller EU har stort set kun handlet om økonomiske konsekvenser for lille Danmark. En velvillig presse har lagt spalter eller sendetid til alverdens håbløse påstande.

I 1972 fik daværende statsminister Jens Otto Krag (S) Danmark ind i EF med en appel til den snævre økonomiske egoisme. Jens Otto Krag iværksatte en hård slutspurt i valgkampen med kampagnen: ’Prisen for et nej’. Man måtte forstå, at varer som kaffe, sko og vaskemaskiner alle blev dyrere ved et nej.

’Prisen for et nej’ skulle skildre de prisstigninger, der ville følge den påståede devaluering ved et nej. Det gjorde man så ved at sætte priserne op med 25 procent. En dåse ferskner kostede 5,25 kr. ved ja, 6,56 kr. ved et nej. En skjorte steg fra 34,85 kr. ved et ja til 43,56 kr. ved et nej. Det var selvfølgelig noget forsimplet vås.

»Et nej til EF vil betyde, at hen ved 100.000 danske landbrug vil blive nedlagt i løbet af en kort årrække,« blev daværende markedsminister Ivar Nørgaard (S) citeret for i Berlingske Tidende. Det svarede til, at tre ud af fire danske landbrug dengang måtte lukke. Men den overdrevne spådom stillede journalisten ikke spørgsmål til.

Kronen vil krakke, fastslog Jens Otto Krag desuden. Men det stillede journalisten heller ikke spørgsmål til.

Berlingske Tidende skrev dagen før afstemningen om Danmarks indtræden i EF således: »Berlingske Tidende opfordrer vælgerne til at stemme ja. (…) Vi bekender uden forbehold, at vi ikke - heller ikke i de seneste begivenheder eller den førte kampagne - har kunnet finde noget væsentligt argument, der kan rokke ved vor tillid.«

Jyllands-Posten satte sågar en annonce i egen avis, som med ordene ’Vi har sat os ind i tingene. Vi går ind for fællesskaberne’ opfordrede til at stemme ja. Men ét var, at aviserne åbent bekendte kulør på både lederplads og i annoncer - mere betænkeligt var det, at man i spalterne ikke udviste bare en anelse kritisk sans over for tilhængerne og EF’s anslåede fortræffeligheder.

I Fyens Stiftstidende sås et eksempel på rendyrket mikrofonholderi. I et helsidesinterview blev daværende statsminister Jens Otto Krag (S), som var ja-sidens frontfigur, stillet 14 spørgsmål uden bare en snert af kritisk tilgang, blandt andet ’Frygter De en øjeblikkelig stigning i arbejdsløsheden efter et nej?’, og ’Kan de økonomiske problemer efter et nej blive så store, at vi ikke kan klare dem uden en større udenlandsk lånoptagelse?’.

I 1992 op til afstemningen om Maastricht-traktaten kom politikere og enkelte erhvervsledere med flere dilettantiske forsøg på at gøre debatten til et økonomisk spørgsmål.

»Et nej og en sandsynlig rentestigning vil koste hen mod 30.000 danske jobs i løbet af få år,« sagde daværende finansminister Henning Dyremose (K) til dagbladet Børsen.

Økonomi- og skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) antydede, at et nej ville koste 150.000 arbejdspladser. Det forsimplede regnestykke bag var nærmest til grin.

Den daværende danske EF-kommissær Henning Christophersen satte dog trumf på med valgkampens mest håbløse indspark, da han efter egen lommeudregning mente, at et nej ville betyde en sand økonomisk katastrofe.

»200.000 danske arbejdspladser og eksport til en værdi af 40 til 45 mia. kr. kommer straks i farezonen,« slog Henning Christophersen bare et par uger før afstemningen fast over for Jyllands-Posten.

Ingen af dem fik ret. Både ledigheden og renten faldt kraftigt fra midten af 1990’erne og frem til i dag, og eksporten viste resten af årtiet formidabel form.

Luftige tal, som gennem årene er blevet slynget ud over befolkningen, er et eksempel på noget, der af medierne ikke bliver set efter i sømmene. Jo vildere tallene er, jo mildere bliver de øjne, der ellers burde granske dem. Regeringer, erhvervsliv, fagforbund og tænketanke tordner frem med tal, som bliver pustet kunstigt op for at opnå en ønsket effekt.

I 2000 var det så euroen, som danskerne skulle stemme om. Det var den sjette folkeafstemning om EU, og pladen kørte fortsat i den samme rille. Men end ikke vismændene kunne levere skyts til statsminister Poul Nyrup Rasmussens (S) økonomiske skræmmekampagne, for ifølge dem var fordelene ’små og usikre’. Det stod sort på hvidt i vismandsrapporten fra det forår.

Man kunne næsten se for sig, hvordan politikere, redaktører og erhvervsbosser først rev sig i håret over den udmelding for derefter at sætte skub i taldopingen. Regnestykkerne fra Finansministeriet gik ikke ligefrem over i historien som gyldent håndværk. En ekspert kaldte dem senere for et ’absurd notat med vanvittige tal’, ’der formentlig er 10 gange højere end de faktiske’.

Det gik ikke bedre for LO, der advarede om, at et nej til euroen ville koste 35.000 arbejdspladser. Historien blev bragt på forsiden af Berlingske Tidende. Men beregningen var helt skæv. Danske Bank mente, at et nej ville koste aktie- og boligejere et formuetab på ikke mindre end 150 mia. kr. Historien blev bragt på forsiden af Børsen. Men beregningen, har banken selv senere erkendt, var helt ude i skoven.

Da regnebrættet skulle gøres op, var det ikke gået, som pessimisterne havde forudset. Tværtimod. Arbejdspladser tabte Danmark ikke, og handelsgevinsterne fik vi tilsyneladende alligevel. Udlandet investerede lystigt i landet allerede i månederne lige efter det danske nej i 2000. Huspriserne steg, og renten faldt.

I 2015 nåede galskaben så et uhørt lavpunkt, da Bendt Bendtsen på De Konservatives landsråd forud for retsforbeholdsafstemningen sagde følgende fra talerstolen:

»Hvis man har sympati for pædofile, rumænske tyvebander, narkokriminelle, som krydser grænserne, eller folk fra Nigeria, som begår cyberkriminalitet, så kan jeg forstå dem, der overvejer et nej den 3. december.«

Folk, der stiller sig skeptiske over for EU, må altså forstå, at hvis en pædofil gør skade, er det deres skyld. Hvis priserne stiger, og folk bliver fyret, er det deres skyld. For havde Danmark da bare været fuldt ud med i EU. Politikerne har i årevis brugt usmagelige kneb i forsøget på at skabe skræmmebilleder af et nej. Det har været statspropaganda med tal grebet ud af en hat, som der ganske enkelt ikke ligger noget fornuftigt nede i.

Det gik nemlig alt sammen alligevel, selvom vi sagde nej og vristede os fri af endnu et kvælertag fra EU-regimet. Det mest beskæmmende var, at taldopingsyndernes horrible fejlskud fik lov til at pryde avisernes forsider - uden at der siden blev ryddet op. Medierne får et troværdighedsproblem, når de gang på gang bringer den slags EU-historier med tal, der ikke holder.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anders Vistisen (f. 1987) er medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti, hvor han bl.a. beskæftiger sig med budget og migrationsforhold. Anders Vistisen er leder af den danske delegation i ECR-gruppen i EU-Parlamentet. Anders Vistisen er uddannet cand.jur. og bor i Herning.
Seneste blogs
Af Signe Munk
18.04.19, 09:25
Jeg tror, der er masser af plads til gode liv og lykke i et bæredygtigt samfund. Læs mere
Af Nauja Lynge
17.04.19, 20:06
Løsningen er at ignorere disse typer og give plads til midtersøgende unge. Læs mere
Af Anna Thygesen
17.04.19, 13:17
Jeg betragter nu ikke mig selv som hverken rabiat eller ekstrem på nogen måde, men den her åndssvage Paludan-sag tvinger mig til at tage stilling. Læs mere
Af Anders Vistisen
17.04.19, 13:13
Social dumping vil fortsat eksistere i transportbranchen efter ny EU-lovgivning. Og det til trods for, at socialdemokraterne roser den nye aftale til skyerne. Læs mere
Af Mikael Jalving
17.04.19, 11:09
Hvis I virkelig mener, at I er sønner og døtre af Danmark, må I grine lidt mere og slås lidt mindre. Læs mere
Af Martin Ågerup
17.04.19, 08:07
Alene rettigheder kan blive krænket. Følelser kan kun blive såret. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
16.04.19, 22:07
Primært fordi partiet er blevet for tamt. Læs mere
Af Anders Vistisen
16.04.19, 10:41
Når man ser på det brogede billede i Europa-Parlamentet, kan man spørge sig selv, hvorfor højrefløjen skulle fremstå særlig ekstrem? Læs mere
Af Nauja Lynge
16.04.19, 00:38
Selvstyret bygger ikke for befolkningen. De bygger for at tjene penge til selvstyret! Læs mere
Af Nauja Lynge
15.04.19, 18:30
Den kan ramme alle, når den kommer snigende, og slår ned i forbindelse med en pludseligt opstået krise. Læs mere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her