Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

EU-dækning med slagside

Medierne svigter deres rolle som neutrale iagttagere, når de tegner deres ensidige glansbillede af EU. Det er en dækning, der mest af alt minder om Komiske Ali i aktion.

Trump var komplet overlegen. Han var fuldstændig urørlig. Modstanderen blev total udraderet. En jordskredssejr ville det hedde i den politiske terminologi. En syngende knockout i sportens verden.

Her er der ikke tale om Trumps sejr ved præsidentvalget i 2016 over Hillary Clinton, men derimod hans sejr i de danske medier over en anden Donald.

Da Donald Trump 8. november 2016 blev valgt til USA’s kommende præsident, havde de otte største landsdækkende danske dagblade i ugen op til valget i alt produceret svimlende 310 artikler om ham. Det svarer til fem-seks stykker om dagen i hver af de otte dagblade – alene om én mand. Da Donald Tusk d. 30. august 2014 blev valgt som EU’s præsident, producerede samme landsdækkende medier i ugen op til udnævnelsen sølle 32 artikler om polakken.

Forskellen i mediernes interesse var markant. Og det var, til trods for at Helle Thorning-Schmidt angiveligt var i spil til EU-topposten, hvilket da også var hovedvinklen i to tredjedele af historierne om Tusk. Og det var, til trods for at EU betyder langt mere end USA for dansk politik. Og det var, til trods for at Tusk da såmænd også kunne fremvise et par sælsomme historier, der kunne matche Trumps excentriske facon – hvis det ellers skulle være argumentet for skævvridningen.

Men de danske medier har ofte udtrykt, at de ikke rigtig orker EU-stoffet. Det er kedeligt, mangler danske vinkler og sælger ikke.

Selv DR’s grand old euroman, Ole Ryborg, har som en af landets ellers mest anvendte EU-kommentatorer tilsyneladende svært ved at idéudvikle, endsige motivere sig til Europa-Parlamentsvalget d. 26. maj 2019.

»Det er mit syvende Europa-Parlamentsvalg, og hver eneste gang kigger vi på rejsecirkus, hvad de får af diæter, løn, fremmøde. Mon ikke det er nogle klassikere, vi trækker frem igen? Man skal lige hale sig selv op for at være entusiastisk om de historier,« sagde Ole Ryborg i efteråret 2018 til fagbladet Journalisten.

Burde det ikke være netop mediernes opgave at gøre EU-stoffet interessant, dragende og vedkommende?

De har i stedet valgt den løsning i høj grad at lovprise EU. De kritiske historier med rigtigt bid finder ikke vej til medierne, og det virker, som om journalisterne finder EU-systemet så besnærende, at de nærmest andægtigt går EU’s ærinde. Med manipulationens mekanik sammenskruer medierne en ensidig verden, der komplet underkender, at virkeligheden selvfølgelig er langt mere nuanceret. Mediernes ageren minder om Iraks informationsminister, som i starten af dette århundrede blev verdenskendt som ”Komiske Ali”, fordi han foran verdenspressen pure afviste en invasion af Irak, alt imens amerikanske raketter fløj om ørerne på ham.

I de fem år, jeg har siddet i Europa-Parlamentet, har jeg ofte bemærket en særlig tendens, som jeg ikke har oplevet andetsteds i politiske sammenhænge. Det er de mennesker, man kun møder i ”Bruxelles-boblen”, og som beskæftiger sig professionelt med EU, lige fra folkevalgte, over embedsmænd, lobbyister til journalister og såkaldte EU-eksperter. De har en underlig indforstået logik og selvforståelse.

De tænker ens, taler ens og får den samme begrebsverden. De ser i udpræget grad sig selv og hinanden som en særlig ophøjet form for intellektuelle, som er blandt de få i verden, der forstår EU-projektets storhed og nærmest guddommelige natur. Og de ser det som deres fremmeste opgave at forklare og forsvare dette ædle projekt over for de uvidende masser i folket.

De ser denne mission som så hellig og vigtig, at man reagerer med vredesudbrud, mishag og chok, når det ikke lykkes. Som når man taber folkeafstemninger, når befolkninger sender EU-skeptiske medlemmer til Europa-Parlamentet, eller når nationalbevidste regeringer sætter en kæp i hjulet på yderligere EU-integration.

Selv journaliststanden, der jo ellers gerne ser sig selv som folkets repræsentanter, der skal holde magthaverne i ørerne, er så inficeret med den bacille, at deres begejstring for projektet og aversion mod EU-skeptikere ofte skinner igennem i avisspalterne og på tv-skærmene.

Jeg har ikke så få gange oplevet at blive ringet op af en EU-korrespondent for en kommentar, for at denne journalist har forsvaret Europa-Kommissionens linje så passioneret, som ikke engang deres egne talsmænd kunne gøre. Danske EU-journalister ophøjer gerne alt, hvad de modtager fra kommissionen, til sandheder på højde med de stentavler, Moses bragte ned fra bjerget.

På baggrund af mine oplevelser med EU-journalister og eksperter vil jeg de næste tre uger forsøge at give et indblik i, hvordan pressen skævvrider og fordrejer EU-stoffet. Jeg vil med daglige eksempler forsøge at åbne danskernes øjne for den partiskhed i EU-dækningen, som de udsættes for.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anders Vistisen (f. 1987) er fhv. medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Anders Vistisen er uddannet cand.jur. og bor i Herning.
Seneste blogs
Af Jens-Kristian Lütken
06.08.20, 13:50
Lige nu sker der ting og sager, der er værd at holde alvorligt øje med i Hviderusland. En brutal diktator kæmper for sin trone. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 18:55
Religionsfriheden er udvidet ved lov i 1992. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
05.08.20, 18:17
Og det skyldes selvsagt deres i snit langt lavere kvalifikationer. Læs mere
Af Christina Egelund
05.08.20, 17:30
”Forstå det, hvem der kan. Jeg kan ikke.” Sådan afslutter Mikael Jalving sit blogindlæg ”Importen af muslimske migranter er en kronisk fiasko”. Den afslutning er et rammende resumé. For helt ærligt, så er det en lang opvisning af, at Jalving ikke forstår ret meget, når det kommer til udlændingepolitik. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
05.08.20, 10:27
Grundtvig ønskede større frihed, end grundloven giver Læs mere
Af Nauja Lynge
03.08.20, 21:12
Jeg anbefaler på det varmeste at se denne film og bruge den til debat om forholdet mellem grønlændere og danskere. Men lad os ikke trække i den modsatte offerrolle og tro, at den ikke får international succes, fordi instruktøren er hvid.   Læs mere
Af Mikael Jalving
03.08.20, 17:07
Med syrerne var det anderledes. Der var jo tale om powerflygtninge. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
02.08.20, 20:20
Sverige vil synke ned i et dybt mørke i kraft af forandringerne i sammensætningen af befolkningen. Læs mere