Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Forbud mod plastikprodukter, nej tak

Europa-Kommissionen vil indføre et forbud mod en lang række produkter, der helt eller delvis er lavet af plastik. Det er en falliterklæring og den forkerte vej at gå.

Der er alt for meget plastik, der ligger og flyder i vores have - og i naturen generelt. Det siger sig selv, at det hverken er godt for naturen eller de dyr og mennesker, der lever i- og af den. Så det skal vi have gjort noget ved.

Man kan gøre mange ting. Europa-Kommissionen har valgt at gå til ekstremerne i deres forsøg på at komme svineriet til livs. I, hvad der ærlig talt mest af alt minder om et desperat forsøg på at virke handlekraftig, har de lagt op til, at en lang række populære plastikprodukter skal forbydes. Det betyder eksempelvis, at vi i fremtiden kan komme til at kigge langt efter vatpinde, engangsbestik og -tallerkener, sugerør, ballonpinde, engangsdrikkevarebeholdere uden fast låg. På samme måde må de fleste takeaway-spisesteder kigge langt efter den emballage, de bruger i dag, hvis det står til Margrethe Vestager og hendes kollegaer i Europa-Kommissionen.

Men hvad sker der, hvis man eksempelvis forbyder sugerør, der er lavet af plastik? Forsvinder behovet for sugerør ved det? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Markedet vil hurtigt have et produkt klar, der er lavet af et andet materiale. Flere taler om, at det produkt kunne være bambus. Men er det bedre? Man bruger mange ressourcer, når man dyrker og forarbejder bambus.

Lad mig nævne et andet eksempel: Indkøbsposer. DTU har for Miljøstyrelsen undersøgt, hvad der egentlig er værst for naturen - en bærerpose lavet af bomuld eller en tilsvarende lavet af plastik. Det kommer nok som en overraskelse for mange, men på en række parametre er bærerposen af bomuld faktisk en langt større belastning for miljøet, end hvis den var lavet af plastik. Det er, fordi der bliver brugt en del vand og kemikalier, samt udledt meget CO2, når bomuld bliver dyrket, plukket, forarbejdet og transporteret. Tingene er med andre ord ikke så sort/hvide, som nogle gerne vil gøre dem til.

Når Europa-Kommissionen vil indføre et forbud, så skærer de alle lande over én kam, selvom situationen faktisk er den, at der er lande, der har endog rigtig godt styr på affaldshåndteringen. Det har vi eksempelvis i Danmark. Vi er i den absolutte top, når det kommer til at sortere affald. Ikke mindst plastik. Og vi bliver faktisk bedre og bedre hele tiden. I følge den seneste affaldsstatistik fra Miljøstyrelsen, så er mængden af den emballageplast, vi sorterer, steget fra ca. 33.000 tons i 2013 til ca. 38.000 tons i 2015.

Og på vores genbrugspladser sorteres al affald nøje efter, hvad der kan genbruges. Og danskerne vil utrolig gerne sortere vores affald. En undersøgelse foretaget af YouGov på vegne af Boligejernes Videnscenter, Bolius, pegede i 2016 på, at 7 ud af 10 danskere sorterer deres husstandsaffald, og hver tredje vil gerne sortere endnu mere affald.

I Aalborg er det lykkedes at genanvende cirka 65 procent af den sorterede plast, mens resten bliver brugt til produktionen af el og varme, mens man på Vestforbrændingen ved København har et mål om, at 75-80 procent af den leverede plast gøres klar til at indgå i nye plastprodukter.

Europa-Kommissionens vicepræsident Frans Timmermans har været ude og sige, at det kræver samarbejde på tværs af Europa, hvis man skal det til livs. Det har han ret i. Det kræver lige præcis samarbejde, ikke forbud.

Lad os nu slå koldt vand i blodet, og lade være med at gå i panik. Der er meget mere sund fornuft i, at vi får nogle affaldsanlæg, der kan sortere det affald, der kommer ind. Det er til gavn for alle. Vi skåner miljøet, når vi genanvender affaldet, ligesom vi sparer penge, når varmen kommer fra biogas. Det er det, vi bør samarbejde om at fremme. I hele Europa.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Anders Vistisen (f. 1987) er fhv. medlem af EU-Parlamentet for Dansk Folkeparti. Anders Vistisen er uddannet cand.jur. og bor i Herning.
Seneste blogs
Af Jaleh Tavakoli
20.07.19, 18:56
Jeg trækker mig fra den offentlige debat. Voldsmanden vinder. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.07.19, 12:24
Integrationsministeren skal have ros for at stå fast. Jeg udtrykker et lønligt håb om, at ministeren i fremtiden holder fast i, at han ikke udtaler sig om fakta, han ikke kender, og konsekvenser, han ikke har gennemtænkt. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
18.07.19, 16:09
Det midlertidigt besatte område er heldigvis en lise for sjælen. Læs mere
Af Rune Toftegaard Selsing
17.07.19, 21:38
Under 1 af 10 muslimske indvandrere bliver integreret. Læs mere
Af Martin Ågerup
15.07.19, 19:53
FN bør indse sandheden: Markedsøkonomi og konkurrence er de fattiges ven. Læs mere
Af Mikael Jalving
12.07.19, 16:00
Mens teknologi og gadgets forandrer vores sociale eksistens til uigenkendelighed, har EU’s imperialistiske institutioner fået os til lige så frivilligt at give afkald på national suverænitet. Læs mere
Af Anna Thygesen
12.07.19, 13:30
Vi skal ikke fordømme folk, der forsøger at begå selvmord. De skal have hjælp, og så skal vi tale om det med hinanden og vores børn, for det eneste, der ikke virker, er tavshed og tabuisering. Læs mere
Af Jens-Kristian Lütken
12.07.19, 11:29
Det yderste højres sande ansigt viser sig, når det russiske flag bliver luftet Læs mere