Hvor der er vilje, er der vej. Sådan siger ordsproget – og sådan er virkeligheden også ofte. Efter at Socialdemokraterne nu er kommet frem til, at det, ligesom Dansk Folkeparti, støtter, at asylbehandling skal foregå i lejre i tredjelande, har hovedargumentet igen været, at man ikke kan finde et land, som vil være vært for en sådan lejr.
Det siger først og fremmest noget om modstandernes kapitulation i udlændingepolitikken, at dette er det eneste argument, man slår på, efter, at Danmarks to største partier begge har spillet ud med en komplet omkalfatring af flygtninge- og asylpolitikken. Det vidner om, at de kulturradikale og godhedsindustrien ved, at de har tabt debatten og har erkendt, at danskerne ikke ønsker ureguleret masseindvandring. Derfor er deres sidste appel tekniske vanskeligheder i den løsning, som et stort flertal af danskerne ønsker, og Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti har spillet på banen.
Men sandheden er, at også denne anke er falsk. For selvfølgelig har Danmark redskaber i værktøjskassen, som muliggør, at vi kan finde et samarbejdsland, som vil huse en sådan dansk lejr. Spørgsmålet er kun, om der er politisk vilje til at bruge dem.
Danske medier tror åbenbart, at måden, man undersøger den slags på, er at ringe til diverse nordafrikanske ambassaders pressevagt i København og på gebrokkent engelsk afkræve dem et svar. Det er så letbenet og latterligt, at jeg næppe tror, at de pågældende journalister for alvor selv tror på deres historier.
Sandheden er naturligvis, at når vi skal finde et samarbejdsland, så må vi give politisk rygdækning til, at det skal være en attraktiv pakke for begge parter. Vi vil gerne have lov til at lave en dansk drevet flygtningelejr på deres territorium – så skal vi jo bare finde noget, som værtslandet i lige så høj grad ønsker fra os.
Først og fremmest giver Danmark hvert år milliarder af kroner i udviklingsbistand – uden at kræve modydelser. Men hvorfor egentlig det? Hvorfor ikke målrette vores bistand til lande, hvor vi har en interesse i at kunne få noget igen? Nød og elendighed er der desværre mere af i denne verden – end vi i lille Danmark kan løse med vores bistand. Så lad os da starte med at hjælpe de mennesker, der er parate til at hjælpe Danmark igen.
Dernæst er der en række andre forhold, der gør sig gældende i bilaterale forhold landene imellem, som Danmark aktivt kunne bruge i forhandlingerne. Lad os tage et land som f.eks. Marokko: Det har i mange år været i konflikt med deres naboer – i særdeleshed Algeriet – over det omdiskuterede territorium, Vestsahara. Danmark har som den flinke dreng i klassen valgt at bakke op om FN´s endeløse bestræbelser på at løse striden op og på god dansk vis opgivet at have egen holdning. Men teoretisk kunne det meget vel have så stor værdi for et land som Marokko, at Danmark internationalt anerkender deres ret til området, at det ville berettige en modydelse af stor værdi for os. Modsat er det nok de færreste danskere, som gør sig nogen reelle bekymringer om, hvilket land Vestsahara tilhører.
Sådan vil man med en række udviklingslande kunne tilbyde favorable aftaler, der ville kunne glæde begge lande. Udfordringen er bare, at danske diplomater i udenrigsministeriet har deponeret deres handlekraft i institutioner som EU og FN.
Dansk udenrigspolitik bliver derfor drevet af en blåøjet og naiv forestilling om, at disse institutioner er hellige og alvidende orakler. Man kan i det hele taget spørge sig selv, hvor danske diplomater ser deres egen eksistensberettigelse. De fungerer normalt kun som ukritisk heppekor for selvsamme institutioner og fremmede magter. Men det er en anden snak.
Sandheden er, at udenrigspolitik altid har været og vil forblive med at være drevet af interesser. Og ja, hvis Danmark har noget, vi virkelig gerne vil, så må vi yde noget den anden vej. Vi skal sikkert være parat til at betale for det, vi skal være parat til at give indrømmelser, som vil gøre os upopulære på de bonede gulve i Bruxelles og New York, og vi skal være klar til at tale med regimer og folk, som ikke deler vores verdens- og værdisyn.
Men hvis den politiske vilje er stærk nok, så skal vi nok hurtigt kunne finde en vært til vores asyllejr. Faktisk skal vi helst finde to værtslande. Man skal jo ikke give vores samarbejdslande for gode kort på hånden ved at give dem monopol på at kunne levere det, som vi ønsker os.
Så kære journalister, når I betvivler logikken i ovenstående, så fornærmer I folkets intelligens. For det er allerede virkelighed. Se bare det gensidige fordelagtige forhold, der sikrede aftalen mellem Australien og Papua Ny Guinea.
Hvis der er vilje, er der som sagt vej.
