Så landede finansloven for næste år, hvor en samlet venstrefløj nu udfolder sine drømme og forhåbninger over den økonomiske politik. Nu skal danskerne får det røde flertal at føle.
Og man kan vist roligt sige, at årene med en ansvarlig økonomisk politik er forbi. De røde drømme handler nemlig kun om at fodre den offentlige sektor med endnu flere af borgernes penge. Højere udgifter og højere afgifter.
Typisk har man sat sin lid til Det Radikale Venstre, når det kommer til at holde de rødes forbrugs- og skatteiver i skak, men her må de vælgere, der søgte derhen med de forhåbninger, føle sig skuffede. Morten Østergaard har opgivet rollen som den ansvarlige stopklods og i stedet meldt sig ind i koret, der ligefrem jubler over de højere afgifter og udgifter, som danskerne nu skal betale.
Finansloven er stort set totalt støvsuget for initiativer, der øger væksten og beskæftigelsen i Danmark.
Aftalen udtrykker en grundlæggende idéløshed, som desværre også rækker ud over rød bloks mandater. Nemlig den fattige og visionsløse tanke, at den offentlige sektors problemer (kun) kan løses ved at gøre den dyrere.
Kun når det kommer til den offentlige sektor, kan man slippe afsted med at prale med hvor hvor mange penge, man kaster i den. Det er jo trods alt sjældent sådan, at vi privat proklamerer at restaurantbesøg var godt med henvisning til hvor dyrt det var.
Rød blok kan stolt proklamere, at de vil bruge 800 millioner ekstra i folkeskolen. Men hvad forventer man konkret af forbedringer herfra? Retter pengene op på de faldende PISA-resultater for eleverne? Bliver der mere ro i klasserne? Rettes der op på lærernes faldende faglighed? Eller afsætter man flere penge til noget, der ikke fungerer optimalt?
Rød blok bruger milliarder på minimumsnormeringer i daginstitutionerne – forventer man, at vi så er forskånet fra skrækhistorier om grædende børn og voksende papirnusseri for pædagogerne, fordi der en dag vil komme lidt flere af dem?
De ekstra penge er ren symptombehandling. Den offentlige sektor er nået ind i en spiral, hvor kravene og udgifterne vokser, men kvaliteten ikke følger med, fordi systemet er præget af al for megen kontrol og al for lidt konkurrence, hvilket fører til yderligere krav og udgifter, der skaber mere frustration. Der kan sagtens ske forbedringer, men de står på ingen måde mål med udgifternes størrelse. Det er velfærdsstatens terminale fase, at vi bruger flere og flere penge uden at opleve øget kvalitet.
Dette konstante udgiftspres afføder et tilsvarende pres for at skaffe flere indtægter. Selvom vi har et historisk stort finanspolitisk råderum, vil det røde flertal alligevel hæve afgifter for 3,5 mia. kr. Den røde liste med afgiftsstigninger er lang – på fri telefon, aktieavancer, leasingbiler, tobak, PVC, ftalater, spil og kasino, og listen er endnu længere. Hvor idéløsheden hersker i tankerne om at forbedre den offentlige sektor, er kreativiteten anderledes stor, når skatteskruen skal strammes.
Det er på tide med et fokusskift fra system til borger, så borgernes velfærd i fremtiden kan få et reelt løft i kvalitet uden, at det skal øge de offentlige udgifter uendeligt. Løsningen er lige til: Sæt den offentlige sektor fri. Lad lærere og skoleledere bestemme i fællesskab med forældrene på de enkelte skoler. Lad hjemmehjælpere og plejehjemsledere bestemme på plejehjemmene i fællesskab med de ældre. Lad pædagoger og daginstitutionsledere bestemme på daginstitutioner sammen med forældre.
Væk med alt papirarbejdet og kontrollen. Ind med tillid, faglighed og konkurrence.
Og giv ’kunderne i butikken’ - borgerne - 100 % frit valg til at skalte og valte mellem offentlig og privat. Så kan borgerne fravælge den velfærd, som ikke er god - og tilvælge den velfærd, som er med til at give tryghed og kvalitet i hverdagen.
Samtidig er det nødvendigt, at politikerne ophører med at agere postkasse fra en evigt voksende mængde af offergruppers ønsker, der altid søger at udvide velfærdsstatens ansvarsområder. Der kommer ingen lykke eller mening ud af at overdrage ansvar fra mennesker til velfærdsstaten, og de mange krav dræner ressourcerne fra dem, der faktisk fortjener det offentliges hjælp.
Denne finanslov gør systemet dyrere under påskud af at hjælpe borgerne. Men allerede til næste års finanslov - og de mange, der kommer efter - vil vi opleve, at velfærden stadig er utilfredsstillende trods de øgede antal milliarder. Og så gentager cirkusset sig med at opkræve højere afgifter og øge udgifterne.
Det er på tide, at systemet kommer i anden række, og borgeren i første – med ansvar, frihed og flere af deres egne penge.
