Det er småt med medlidenheden fra Dansk Folkepartis Marie Krarup, når det kommer til fængslede danskere i udlandet.
For nylig er danskeren Dennis Christensen, som er medlem af Jehovas Vidner, idømt seks års fængsel for at praktisere sin tro i Rusland.
Men det er han selv skyld i, bedyrer Marie Krarup og langer på Facebook ud efter udenrigsminister Anders Samuelsen, som har fordømt fængslingen.
»Det er klart, at Anders Samuelsen ved, hvad der er bedst for Rusland. Hvorfor beder han ikke om at blive præsident for landet? Så kan han gøre det til et liberalt paradis,« skriver hun.
Der er ingen tvivl om, at magtapparatet i Kreml sidder og klapper i hænderne, når demokratisk valgte folketingspolitikere i Danmark på denne måde tager Rusland i forsvar.
Vi ved, at Kreml på alle tænkelige og utænkelige måder forsøger at destabilisere Vesten. Det sker blandt andet ved at blande sig i vestlige præsidentvalg og sprede løgne og konspirationer. Jo mere de kan forpurre, forvirre og ødelægge debatterne i Vesten, jo bedre. Og hvad er bedre, end når folkevalgte vestlige politikere tager det russiske styre i forsvar helt frivilligt?
Det kan godt være, at reglerne i Rusland nu engang er, som reglerne er. Men vi har i Danmark en forbandet pligt til at reagere og fordømme, når en dansker bliver fængslet for at dyrke sin religion. Religionsfriheden, som vi i Danmark anser for at være en helt basal frihedsrettighed, gælder ikke i Rusland.
Det skal vi på alle måder tage afstand fra. Og i stedet støtte de minoriteter, der ikke kan leve det liv, de ønsker.
Rusland overtræder for øjeblikket så mange grænser, at vi er nødt til at reagere hårdt og fordømme. For vi hverken kan eller skal se gennem fingre med de stigende russiske aggressioner, der truer vores vestlige værdier.
Hvis en udenrigsminister ikke skal kritisere, at en dansker sættes i spjældet for at praktisere sin tro, hvornår skal han så?
Det er i øvrigt en påfaldende melding, som Marie Krarup kommer med. På en blog på TV 2 retter Pia Kjærsgaard en skarp kritik af fængslingen af danske Dennis Christensen. Under overskriften ”Russisk dom har totalitære træk” fordømmer hun Ruslands systematiske forfølgelse af Jehovas Vidner. Men det er Marie Krarup tilsyneladende ikke enig i.
Marie Krarup fungerer i denne sammenhæng som Putins nyttige idiot. Og det er lige så skadeligt for Vesten, som dengang danske kommunister hovedkulds forsvarede sovjetstyrets mange ”lyksaligheder”.