Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

68'ernes børnebørn hærger på ny med destruktiv marxisme

Marxismen fra 1968 er tilbage - nu med grønne tylskørter og regnbuefarvede flag.

I år er det 50 år siden, at ungdomsoprøret for alvor tog fart. 68’erne har gennem årene på mærkværdigvis haft held med at markere sig som sandfærdige helte, der gik til kamp mod tyranniet af enhver slags. Problemet er bare, at 68’ernes arv netop er tyranni – bygget på det mest fordærvede ideologiske kompleks, som den moderne verden endnu har set i form af marxismen.

Og i dag ser vi 68’ernes børnebørn, genetisk såvel som åndeligt, hærge på ny med et marxistisk og identitetspolitisk korstog mod det, der har skabt stabile, velstående og fredelige perioder i Vesten de sidste årtier. Denne gang er det første om fremmest manden, særligt den hvide, som er i sigtekornet, og han legemliggør alt, hvad 68’ernes børnebørn vil ødelægge – frihed, markedsøkonomi og almen dannelse. Og ligesom med dets forfædre er der ingen grænser for, hvad 68’ernes børnebørn kan retfærdiggøre i kampen mod fiktive autoriteter og magtstrukturer i samfundet.

Ironisk var det i 1968, som det er i dag, at det er fra landets fineste læreanstalter, at det identitetsdrevne oprør starter. Men denne gang er det endnu mere privilegeret, fundamentalistisk og destruktivt. 68’ernes børnebørns marxisme er blevet moderniseret. Væk er klassekampen, parolerne om økonomisk demokrati og fokus på kapitalapparatet. Det er ikke længere proletariatet og sultens slavehær, der skal rejse sig. Det er trods alt ikke så relevant som akademiker.

Nej, normkritik og intersektionel identitetspolitik med fokus på sprog, symboler, omgangsformer og repræsentation har nu fået forrang. Kapitalist-patriarken, der førhen skulle ned med nakken, så vi i sandhed kunne få et demokratisk og lige samfund, er nu byttet ud med den hvide cis-mand. Den sande skurk og samfundsautoritet, der med vold og magt skal nedbrydes. Retorikken og fortællingen er den samme i dag som i 1968 – men man har skiftet lidt rundt på nøglefigurerne. De røde kommunistiske faner er overvejende skiftet ud med grønne tylskørter og regnbuefarvede flag.

Kampen for kvinders frigørelse er blevet til en kamp mod hvide, mandlige forfattere i pensum, bryster på bybusser og komplimenter i nattelivet. Kan man ikke forstå det, er man privilegieblind. Det 68’erne og Karl Marx ville kalde falsk bevidsthed. Folk var ikke bevidste om, at det var i deres objektive interesse, at de marxistiske genier fik overdraget nøglerne til samfundets maskinrum – som de eneste, naturligvis. I dag er folk bare for privilegerede til at kunne forstå det. Det er begge eksempler på den snakkende klasses herskerteknikker, når det er allerværst.

Både 68’erne og dets åndelige børnebørn bygger deres samfundsanalyse på at finde undertrykkere og undertrykte, nu med udgangspunkt i alverdens identiteter som køn, race, seksualitet og vægt. Der er uanede identitetspolitiske muligheder for at analysere sig frem til undertrykkelse, selv i et frit land som Danmark. De kræver kollektive rettigheder for deres identitetsgrupper og repressalier mod andre, hvor man som en anden adelsmand før industrialderen kræver, at forskellige samfundsgrupper ikke kan vejes på samme vægt. Dermed smides enhver form for individualisme og lighed for loven, kernen i det frie vestlige samfund, på møddingen.

Det er ganske enkelt forunderligt, at 68’er-marxismen er blevet vakt til live fra de døde. Vi har set, hvilke uhyrligheder det har ført til i de kommunistiske regimer. Vi har set, hvor overlegent det vestlige samfund baseret på kapitalisme, markedsøkonomi og individuelle frihedsrettigheder er. Vi burde have vundet kampen med murens fald. Alle de marxistiske læresætninger og forudsigelser er blevet manet til jorden 100 gange af virkeligheden. Så hvorfor denne genopståelse?

En del af forklaringen skal nok findes i 68’ernes succes. De fik held med ikke blot at gøre oprør mod lærere og universitetsrektorer, men også oprør mod viden som en autoritet – paradoksalt samtidig med, at man plæderede for marxismens egnethed til at forklare hvad som helst. Det kickstartede en bølge af idéer og pseudovidenskabelige strømninger i form af postmodernismen og dens opløsning af oplysning, rationalitet og fornuft. Virkeligheden var relativ, og der fandtes ikke en absolut sandhed. Og så kan man jo bare opfinde sin egen.

Og det gjorde 68’erne – og dets børnebørn excellerer i det. Tag bare alt palaver om, at der stort set ingen biologiske forskelle skulle være mellem mænd og kvinder – det er derimod alt sammen (patriarkalsk) kultur, der forårsager forskellene. Årtiers forskning har vist, at hormoner og biologi forklarer en hel del. Alligevel kan man slippe afsted med at konstruere sig egen virkelighed. Køns- og ligestillingsdebatten er fuld af fake news. Ligesom klima- og miljødebatten i vid udstrækning også er det.

Her har nutidens unge oprørere ikke fornyet sig meget fra 68’erne. Ikke alt fordærvet vin behøver tilsyneladende nye flasker. Katastrofefortællingen om jordens snarlige undergang hersker stadig i bedste velgående. 68’erne var sikre på, at lige om lidt ville Jordens ressourcer slippe op grundet kapitalismen og forbrugersamfundet, medmindre vi gav staten magt til at styre vores liv og samfundsøkonomi. Så ville paradis på jord til gengæld vente lige om hjørnet. Bæredygtighedsfanatismen har i dag fået en revival og er på ny moderne – særligt i storbyerne og på universiteterne.

En anden forklaring er mere ondskabsfuld – at det handler om egeninteresser. 1968’erne var de ressourcestærke og fik held med at rage til sig med privilegier i den kraftigt voksende velfærdsstat, hvor man fik institutionaliseret den kreative klasses udbytning af arbejderne. Den mulighed ser ressourcestærke unge på ny – i stedet for at knokle sig til succes og gøre sig fortjent til sine meritter – kan man gøre krav på dem ved at fremstille sig som undertrykt af alskens usynlige bøhmænd. Det er den kollektive egoismes brigader, der igen marcherer. Der er ingen grund til at trække på skuldrene af det.

Vi er stadig ved at rydde op efter 68’ernes hærgen – så lad os sørge for, at deres børnebørn ikke får lov til at splitte lige så meget ad.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her