Leder: Israels ret

ISRAEL KÆMPER for sit liv; for sin eksistens. Det er helt grundlæggende, hvad den optrappede konflikt i Mellemøsten drejer sig om. Alt for mange i Vesten, ikke mindst i Europa, har alt for travlt med at glemme denne helt afgørende detalje.

Israel er omgivet af fjender, der er drevet af ét overordnet mål: Staten Israel skal fjernes. Jøderne skal smides i havet. Det er den gennemgående holdning fra de nu Hamas-kontrollerede regeringskontorer i Gaza til de stadigt mere skingre Holocaust-benægtende mullaher i Teheran.

Israel står med ryggen mod Middelhavet. Hvis Israel taber bare én gang, er det én gang for mange, og det vil være uopretteligt. Det er det internationale samfunds fælles ansvar, at vi aldrig kommer blot i nærheden af en sådan situation.

At dagsordenen i den arabiske verden ikke grundlæggende har ændret sig siden Israels oprettelse og efter fire storkrige i regionen, er de seneste år i sig selv det bedste bevis på:

Mange håbede, at når Israel trak sig ud af Sydlibanon, ville terrorbombningerne med raketter, der skydes ned over grænsen fra det iransk-støttede Hizbollah, ophøre. Hele Hizbollahs eksistens skyldtes dog den israelske tilstedeværelse i Libanon - troede man. Men terroren er fortsat.

Mange håbede, at når Israel trak sig ud af Gaza, ville selvmordsbomberne og raketbeskydningerne ophøre. De blev jo netop konsekvent forklaret med, at Israel holdt Gaza besat. Men terroren er fortsat. Frie valg i det palæstinensiske selvstyreområde har oven i købet bragt den hidtil mest radikale gruppering, Hamas, til magten.

Man kan mene, at det er en lidt bagvendt måde at kvittere på og lægge an til fredelig sameksistens mellem de to selvstændige stater - en jødisk og en palæstinensisk - som alle er enige om er den eneste realistiske vej.

I årtier havde Yassir Arafats PLO det som det bærende element i sit såkaldte charter, at Israel skulle fjernes fra landkortet. Punktet blev af taktiske grunde visket bort på et tidspunkt, men den bagvedliggende indstilling er aldrig tilsvarende blevet ændret hverken blandt palæstinenserne eller i den arabiske verden. Der kan strøes sukker på, og der kan tales forblommet udenom. Når det kommer til stykket, anerkender de arabiske regimer ikke Israels eksistens. Det er og forbliver, hvad konflikten handler om.

Der er yderligere den indbyggede skævhed i den internationale vurdering af konflikten, at dens parter bedømmes helt forskelligt.

Israel måles med vestlig målestok. Israel er regionens eneste demokrati. Dets civilisatoriske idealer svarer til Vestens, ja, er en del af Vestens arv og kultur gennem 2.000 år. Man forlanger det samme af Israel, som man ville forlange af sig selv og sine nærmeste. Israel måles på sine demokratiske normer - og det er bestemt også rigtigt, at det sker.

Men Israels dødsfjender måles med en helt anden målestok, hvilket i virkeligheden er en grov nedvurdering af arabisk kultur og historie. Af Israels fjender forlanges ikke nær det samme kodeks for acceptabel adfærd, fordi de arabiske lande ikke er demokratiske. Af dem kan man netop ikke forlange det samme, som man ville forlange af sig selv og sine nærmeste.

På den måde relativeres ofte selv den grusomste terrorhandling mod Israel. Vist er det forfærdeligt, men... En sådan argumentation er et forræderi mod de idealer, som Vesten er funderet på.

Meget bortforklares endvidere med David mod Goliath-syndromet. Man holder traditionelt med den svageste part i en konflikt. På den baggrund forlanges militær tilbageholdenhed af Israel. Der må være grænser for, hvor hårdt Israel slår igen, hedder det. Men skulle vi ikke begynde med at forlange, at Israel slet ikke bliver angrebet med terror og selvmordsbomber? Så kunne man for alvor stille krav til den jødiske stat!

Ikke meget kan bringe Europas Israel-kritiske venstrefløj så meget i oprør som den sikkerhedsmur, der er under opførelse langs grænsen, og som ses som selve legemliggørelsen af al den ondskab, der udgår fra Israel. Men der er en grund til den. Og den hjælper. På de strækninger, hvor der er bygget en mur eller et hegn, er antallet af terroraktioner gået dramatisk ned. Barrierens forløb skal bestemt observeres kritisk, men man bør huske anledningen, som er, at Israel må gøre noget for at beskytte sine borgere mod den selvmordsdødskult, der huserer blandt Israels naboer. Man kan tage sig til hovedet over, at et så monstrøst bygningsværk rejser sig. Men det er åbenbart nødvendigt. Og det er en legitim form for selvforsvar.

Dette er ikke det samme, som at Mellemøsten-konflikten er sort-hvid; så langt fra. 58 års krig og konflikt slører dømmekraften. Hvem begyndte, og hvornår bliver en gengældelse en ny aggression? Det vil selv ikke nok så mange FN-resolutioner kunne hitte rede i. Israel er mange gange gået langt og utilgiveligt over stregen. Det er udsprunget af en bestemt situation. Krig er ikke nogen ideel tilstand. Indiskutabel er derimod Israels ret til at eksistere. Det er vort fælles ansvar, ikke mindst europæernes i hvis hjerte historiens værste forbrydelse fandt sted med jøderne som ofre.

Israels situation i dag er formentlig den vanskeligste siden statens grundlæggelse. Der er ingen at tale med; ingen at føre en forsigtig dialog med. Rundt omkring sidder rabiate antiisraelske og antisemitiske regimer, på hvem et halvt århundredes forsøg på at etablere en forsigtig dialog er prellet ganske af. Retorikken er værre end nogensinde. Hadet er større end nogensinde.

Israel er i krig. Israel er under angreb. Det har den jødiske stat været med større og mindre afbrydelser siden 1948. Det giver ikke Israel ret til hvad som helst. Men den demokratiske del af det internationale samfund må være i stand til at skelne mellem årsag og virkning. Man må ikke gentage det afgrundsdybe intellektuelle svigt fra Den Kolde Krig, da USA og Sovjetunionen blev opfattet som lige gode om galskaben.

På den baggrund må vi i disse dage alle være israelere. Men venner både kritiserer man og giver gode råd.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.