Kirkeintrige
DET ER GLÆDELIGT, at kirkepolitisk ordfører Jesper Langballe (DF) er gået ind i sagen om suspendering af sognepræst Lene Matthies (LM) fra Christians Kirken på Christianshavn. Det er en meget betændt affære.
Hun bebor en ikke uinteressant tjenestebolig på Christianshavn. LM er ikke alene afholdt af menigheden og beboerne i området, men klarer dagens gerninger som enlig mor til tre - det kræver sin "præst". LM er hverken "linselus", selvpromoverende eller populist. Hun tager sit job og sin menighed alvorligt. Medens Langballe er i gang med folkekirkens økonomi og de 370 kr., sagen drejer sig om, så kunne man undersøge, hvad der kom ud af sagen om biskoppernes overforbrug på flere hundrede tusinde kroner til fejring af egne runde fødselsdage etc.