Kronik: Ødelagte liv

Næppe har medierne sluppet Rebild-sagen, før vi får detaljer om Esbjerg-sagen, der nu er udråbt til den værste i danmarkshistorien på grund af myndighedernes fatale svigt, og en sag fra Skanderborg, hvor en leder af en institution for bl.a. seksuelt misbrugte børn er sigtet for netop seksuelle overgreb gennem flere år mod nogle af disse børn.

Sagen fra Rebild er foreløbig endt med en dom til forvaring; men manden hævder sin uskyld og har anket til frifindelse. Denne sag er blevet betegnet som enestående på grund af overgrebenes mængde og grovhed. Anklageren har kaldt forholdene i hjemmet »et autoritært regime med vold og ydmygelser som fast bestanddel af hverdagen«. Den er imidlertid ikke så enestående endda.

Følgende beretninger er hentet fra ansøgninger til en privat fond, der yder økonomisk støtte til psykologhjælp for kvinder, der som børn har været udsat for incest:

En kvinde, der nu er i 50-års- alderen, er vokset op sammen med to søstre og en bror. Fra hun er 10 år, til hun flytter hjemmefra som 16-årig, bliver hun flere gange ugentligt udsat for incestuøse overgreb og ydmygende fysiske afstraffelser af sin far. Hun ved, at hendes to søstre får samme behandling. Af og til afstraffer faderen dem alle kollektivt med diverse remedier, tilsyneladende uden grund. Moderen kender til det hele, men magter eller tør ikke gribe ind.

En psykolog skriver i ansøgningen, at kvindens opvækst har været »af terror- og torturlignende tilstande og proportioner«. Det har fået afgørende konsekvenser for hendes senere livsforløb og er »forklarlige og forståelige årsager til hendes mange fysiske og psykologiske helbredsklager«. De dominerende følelser i barndommen har været magtesløshed, skyld og skam. Hun har ikke kunnet undgå overgrebene og afstraffelserne, men har udviklet et ”dobbelt-selv” for at bringe mening i hændelserne.

I dag husker kvinden, hvordan hun kunne se på overgrebene som »adskilt fra sin egen krop«, og hvordan hun spændte i hele kroppen i forsøg på at fjerne faderens hænder og forhindre penetration. Men han var »for stærk«, som hun siger.

Ifølge psykologen ”italesatte” ingen i familien nogensinde disse »intrafamiliære krænkelser«, hverken indbyrdes eller udadtil.

Det er lykkedes kvinden at opretholde sit ”dobbelt-selv” og en slags professionel facade i sit voksenliv, idet hun har passet et typisk kvindearbejde på den samme arbejdsplads i mere end 25 år. Hun har altid bare gjort, hvad der blev forventet, følt sig forpligtet og påtaget sig mere arbejde end nødvendigt. I perioder har hun haft to job. Hun har holdt sig travlt beskæftiget også i hjemmet. Derved har hun kunnet holde angsten på afstand.

I sit ægteskab gjorde hun ligeledes sin pligt, selv om hun kun oplevede smerte, når ægtefællen rørte ved hendes krop. Hun fik to børn med ham. Ifølge psykologen har der været tale om en »traumatiseret seksualitet«.

I 30 år har kvinden være behandlet for forhøjet blodtryk. Men først for nogle år siden begynder overfladen for alvor at krakelere. De tidligere forsvarsmåder og mestringsstrategier holder ikke længere. Der starter et forløb med alle mulige lægelige behandlinger for stærke smerter og generelt svigtende helbred.

Det fremgår af ansøgningen, hvor mange ressourcer det almindelige sundhedsvæsen foreløbig har brugt på kvinden uden nævneværdig effekt. Psykologisk og kognitivt er der ifølge psykologen tale om »multiple angsttilstande, herunder fobisk panik og en generaliseret angst samt betydelige koncentrations- og hukommelsesvanskeligheder«, søvnforstyrrelser, depressive symptomer etc. etc. Som 49-årig får kvinden tildelt førtidspension. Der er nu ikke mere hjælp at hente i det offentlige system.

En ansøger har som barn indtil 5. klasse boet 21 steder og gået i 17 forskellige skoler. En anden har indtil sit 18. år boet mindst 19 steder og gået i 26 forskellige skoler. Problemerne har ikke kun med seksuelle overgreb at gøre. En kvinde er begyndt at skære i sig selv som 13-årig. Der er dage, hvor hun stort set ikke spiser efterfulgt af »monstrøs fødeindtagelse og opkastninger«. Alkohol- og stofmisbrug fra en ung alder, tidlige graviditeter, skiftende forhold til voldelige og alkoholiserede mænd, fysisk isolation og manglende evne til at indgå sociale relationer beskrives i mange ansøgninger.

Nogle kvinder har som børn forsøgt at gøre opmærksom på, hvad der foregik, men ingen ville høre. Der er beskrivelser af kaotiske forløb i skiftende kommuner med diverse udredninger, anbringelser, flugt fra opholdssteder, politieftersøgninger, nye opholdssteder, indlæggelser på psykiatriske afdelinger og psykologbistand fra pædagogisk-psykologiske centre, tilsyneladende ofte uden at de seksuelle overgreb er kommet frem. Når de unge er fyldt 18 år, figurerer mislykkede ophold i produktionsskoler, ”ung til ung”-projekter, aktivering mv.

De fleste kvinder, der nu som voksne søger fonden om hjælp, er uden uddannelse, på førtidspension, sygedagpenge, kontanthjælp, revalidering, arbejdsløshedsunderstøttelse mv. eller har lavtlønnet arbejde med hyppige jobskift. Nogle få angiver uddannelser f.eks. som lærer, socialrådgiver eller pædagog. Typisk har de nu selv opgivet arbejdet eller er blevet afskediget på grund af stort sygefravær.

En 27-årig kvinde har ifølge psykologen haft mangeårig kontakt med det psykiatriske behandlingssystem i form af indlæggelser såvel som ambulant. På et tidspunkt har hun fået diagnosen paranoid skizofreni. Men hun har aldrig modtaget systematisk hjælp til »forarbejdning og integration« af de gentagne seksuelle overgreb, som hun blev udsat hende en stor del af sin barndom. For tiden medicinerer en psykiater hende med antidepressiv medicin. Der er andre som hende. Psykiatrien synes ikke at være til megen hjælp for kvinderne.

Disse få eksempler giver en fornemmelse af de store menneskelige omkostninger, som vanrøgt, mishandling og seksuelle overgreb har for dem, det går ud over. De viser imidlertid også, hvor meget det koster rent samfundsøkonomisk i tabt arbejdskraft og ressourcer i social- og sundhedsvæsenet, at der findes mænd, som behandler børn på en så ødelæggende måde.

Måske er det på tide at stille spørgsmålet: Hvordan er det gået til, at nogle mænd har udviklet sig sådan? Hvad kan vi - kvinder og mænd - sammen gøre for, at så få drenge som muligt i fremtiden vokser op til at blive terroriserende familiefædre med trang til at bruge egne og andres børn til seksuel tilfredsstillelse? Vi klarer det ikke med endnu en gang at hæve strafferammer og fjerne flere børn, når skaden er sket. Effektiv forebyggelse foreligger først, når ingen mænd kunne drømme om at leve et liv med ødelagte kvinder og børn på deres samvittighed. Hidtil har debatten ikke haft fokus på denne side af sagen. Er der mon tale om et tabu?

Forskningsgruppen Paradox ved Aarhus Universitet undersøger p.t. den »overdrevne frygt for pædofili i hele samfundet«, der efter gruppens mening kan ødelægge den basale tillid mellem voksne (mænd) og børn.

Det kunne være interessant også at forske lidt i, hvad den faktiske brug af børn til voksensex og andre former for vanrøgt og mishandling betyder for denne tillid. Rebild-sagen, Esbjerg-sagen og en ny sag fra Skanderborg er lige nu eksponeret i medierne. Brønderslev-sagen er allerede glemt. Det er for let blot at afvise dem som enestående tilfælde og dermed legitimere påstande om overdreven pædofilifrygt. I skrivende stund er der også en pædofiliring under optrevling.