Eftergivenhedens pris
DET SIGES, at et folk har de tyranner, det fortjener. Denne kyniske konstatering gælder i høj grad det libanesiske folk, som i årevis har ladet sig tyrannisere først af PLO og i de seneste år af terrororganisationen Hizbollah.
Denne eftergivenhed betaler det libanesiske folk den frygtelige pris for i disse dage, hvor man befinder sig i krigslignende tilstand og må prøve at overleve israelernes bombardementer.
Juridisk set er der tale om, at én suveræn stat, Libanon, har angrebet en anden suveræn stat, Israel, hvorfor Israel folkeretligt har fuld adkomst til at besvare angrebet.
Dette bliver ganske vist beskrevet som Hizbollahs angreb på Israel - nærmest som om Libanon ikke havde noget med sagen at gøre, og at den libanesiske befolkning derfor er at betragte som sagesløse ofre.
Men man kan ikke bebrejde Israel, at man i kampens hede, når soldater bliver dræbt eller bortført af uniformerede tropper nordfra, kan have vanskeligt ved at skelne mellem Hizbollah og det officielle Libanon, al den stund tre af de libanesiske ministre er aktive medlemmer af terrororganisationen.
Så Libanon betaler altså nu prisen for sin eftergivenhed i forhold til Hizbollah - dels ved at man med vidtåbne øjne har tilladt terrororganisationen at sætte dagsordenen i landet, dels ved i årevis at have set gennem fingre med den kolossale oprustning, der har fundet sted i den sydlige region.
For ved eftergivenhed og laden stå til overfor terrorbevægelser - ved at tillade sig selv at blive tyranniseret, bliver man reelt ikke alene en del af en konflikt, man ikke burde være en del af - man bliver ligefrem part i konflikten. Man har valgt side!
Også i Danmark
Andre lande end Libanon har betalt en pris for venligt at tillade terrororganisationer at "åbne kontorer" på landets grund. Det er eksempelvis gået galt i Jordan, Indonesien og Egypten, og det jo i virkeligheden også præcist det, der er gået galt i London, i Madrid og i USA.
I Danmark har vi også svært ved at træde i karakter, når det drejer sig om terrororganisationer. Vi er ustandseligt parate til at vise eftergivenhed og tillade oprettelse af "kontorer". Selv når perverse bevægelser som Hibz-ut-Tahir officielt opfordrer til at myrde jøder, er det officielle Danmark ved at falde over sine egne ben af frygt for at komme til at genere Hibz-ut-Tahir - i stedet for bare at lukke bulen.
Det kan derfor være, at det en dag også bliver Danmark, der kommer til at betale eftergivenhedens pris. Til den tid vil det være for sent at jamre - som det i dag er for sent for libaneserne.