Afskaf folkekirken

VI HAR ET kirkesamfund, der har en særstatus ifølge grundloven. Hvordan kan man som liberal støtte det? Jeg forstår det ikke - og mener, at vi skal adskille kirke og stat. Venstre skal til at vedtage nyt principprogram. Jeg synes, vi skal tage et opgør med konservatismen i vores parti.

Det var lidt morsomt, eller tragikomisk, at danske politikere stod på tæerne af hinanden for at tage afstand fra forslaget om, at kristendommens betydning for europæisk kultur skulle indskrives i forfatningstraktaten. For religion og politik skal holdes adskilt, hed det sig.

Det er vist historien om at finde splinten i næstens øje i stedet for bjælken i sit eget.

For mens EU's sætning om kristendommen, der i øvrigt ikke blev vedtaget, kun drejede sig om, at kristendommen har haft betydning i Europas historie, så skulle den trods alt kun stå i det højtravende, men konsekvensløse forord. Og hvem kan egentlig være uenig i, at kristendommen har haft en rolle i europæisk kultur?

I skærende kontrast til ligegyldige, store ord, står folkekirkens særstatus direkte i grundloven - og det er ikke som en historisk konstatering, men derimod en sikret status som folkekirke og støtte fra staten. Måske de samme danske politikere skulle bekymre sig om det.

Der er flere ting galt med den ordning. Vigtigst; hvis staten skal blande sig i borgernes religion eller mangel på samme, hvad i alverden bliver der så tilbage, som politikere ikke skal blande sig i?

Frihed, ikke lighed

Det bliver ofte fremhævet, at vi har religionsfrihed, selvom vi ikke har religionslighed. Religionsfrihed er selvfølgelig vigtigst, men hvorfor skal der ikke være lighed? For folkekirken er ikke bare en politisk anbefaling, det er også meget ulige konkurrencevilkår.

Ét kirkesamfund kan få adgang til at kræve en andel af medlemmernes løn, og de kan være sikre på, at det er det rigtige tal, den beregnes af, for det sørger skattevæsenet for. Det er da en kæmpe konkurrenceskævhed.

Ikke noget valgtema

Men der er flere problemer. Folketinget er øverste myndighed for kirken. Men hvem er nogensinde gået til valg på, hvad de syntes, at folkekirken skal mene teologisk? Og hvorfor kan medlemmer af Folketinget, der ikke er medlemmer af folkekirken, sidde i kirkens øverste myndighed?

Nogle vil sige, at folkekirken passer sig selv uden politisk indblanding. Men det var da kirkeminister Bertel Haarder, der mæglede i Grosbøll-sagen.

At en religiøs uenighed kan lande på en ministers bord er simpelthen forkert.

Men der er også diskriminationsproblemer. Jeg synes, det er helt vanvittigt, at statens kirke ikke vier homoseksuelle. Det er diskriminerende, ligesom det var diskriminerende dengang, da kvinder ikke måtte være præster. Det bør staten sætte en stopper for.

Nogle mener, der er teologiske grunde til, at kun mænd må være præster, eller at ægteskabet skal være mellem en mand og en kvinde. Hvis kirken var en privat organisation, kunne den gennemføre restriktioner på præster og ægteskaber, for den sags skyld udelukkende vie rødhårede.

Men så længe det er statens kirke, så er diskrimination uacceptabelt.

Så er der folkekirkens økonomi. Hvorfor skal staten betale til præsters pensioner, og hvorfor har folkekirkens medlemmer ikke samme fradragsmuligheder for bidrag til kirken? Om folkekirken har bedre eller dårligere økonomiske vilkår end andre, er ikke så vigtigt for mig. Alene at de er forskellige, er uliberal diskrimination.

Og lad mig så lige slå fast: Afskaffelse af folkekirkeordningen betyder ikke afskaffelse af den evangelisk-lutherske kirke. Der skal blot være en fredelig skilsmisse, hvor kirken selvfølgelig heller ikke kastes ud i total usikker økonomi fra dag ét.

Der skal være en overgangsordning, og i det omfang folkekirken vedligeholder historiske kirkebygninger, kan det selvfølgelig medføre særlig kompensation, eller den opgave kan overtages af staten.

Om kirken så vil stå stærkere eller svagere efter skilsmissen, er jeg sådan set ligeglad med som politiker.

Måske bliver det svært at fastholde medlemmerne, måske kan bredere rammer give nye tiltag, der kan trække nye til. Slip friheden og den frie konkurrence løs! Afskaf folkekirkeordningen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.