Ville du gå i seng fast kl. 21?
På grund af personalemangel er sengetiden for mange handicappede hver dag kl. 21.
Det er inden søndagsfilmen overhovedet starter.
Inden "Vild Med Dans" slutter på tv-skærmen.
Og inden mange af landet skolebørn lægger hovedet på puden, at handicappede på landets bosteder bliver lagt i seng.
For når klokken slår 21.00, er dagen omme for de handicappede, skriver Metroxpress.
Kigger op i loftet
"Nogle bliver urolige af at komme så tidligt i seng, og andre ligger bare og kigger op i loftet. Det er ikke rimeligt, at man i 2011 skal have et så markant anderledes liv end andre," siger Sytter Kristensen, landsformand i foreningen for udviklingshæmmede, LEV.
Sengetiden er sat så tidligt, at personalet kan nå at få de handicappede i nattøjet, inden vagtskiftet sætter ind.
For konsekvensen af kommunale besparelser er blevet færre medarbejdere. Og derfor er der ikke nok personale til at ordne senge-tjansen, hvis ikke det bliver gjort kl. 21.
FOA: Ikke vores folks bord
Ifølge fagforbundet FOA, der varetager handicapmedhjælpernes interesser, er ansvaret dog ikke placeret hos medarbejderne.
"Vores folk er indstillede på at arbejde alle timer i døgnet, men selvfølgelig er de dyrere om aftenen og natten. Så det her handler om politikernes økonomiske prioritering. Når der er sparet så meget i kommunerne, som der er, kan det ikke undgå at påvirke kvaliteten og fleksibiliteten over for de allersvageste borger, men vi skal ikke stå på mål for det," siger Karen Stæhr, sektorformand i FOA.
I Aarhus Kommune er besparelser på socialområdet ikke en ønskesituation, men en nødvendighed.
"Det er ikke sket med min gode vilje, men vi har haft en markant stigning i udgifterne på det her område og er nødt til at overholde budgettet," siger socialrådmand, Hans Halvorsen og fortæller, at der ikke er en ændring i sengetiderne i sigte.
Lige rettigheder, ulige sengetider
Danmark underskrev FN's handicapkonvention i 2009, der skulle sikre handicappede lige muligheder og rettigheder.
I den danske servicelov lyder det, at personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne skal tilbydes hjælp af kommunalbestyrelserne.
Og i vejledningen til loven står der, at hjælpen skal ske, så "den pågældende kan leve et liv på egne præmisser" og "opnå og fastholde egen identitet samt opnå en mere aktiv livsudfoldelse".
Minister: Det går for vidt
Om dette overholdes ved at tælle får fra kl. 21, er socialminister Karen Hækkerup (S) meget uenig i. Hun siger lige ud, at en fast sengetid klokken 21 hver aften er ikke lig med et værdigt liv.
"Selv om kommunerne skal tage økonomiske hensyn, er faste sengetider at gå for vidt. Disse mennesker får botilbud, fordi de har brug for samfundets hjælp, og deres hverdag skal indrettes, så de trives. I min ordbog stemmer det ikke overens med en sengetid klokken 21," siger hun til Metroxpress.
Hun opfordrer borgere, der skal lægges til ro på det tidspunkt, til at klage til kommunen og Det Sociale Nævn, og hun lover at tage fat i kommunerne med det samme og inddrage organisationerne i et samarbejde.
"Som ny minister har jeg mange af dem på min besøgsliste, og det vil være oplagt at drøfte spørgsmålet med dem ved den lejlighed," erklærer Karen Hækkerup.
Kender du til eksempler på, at handicappede borgere lægges tidligt i seng mod deres ønske?
Er det urimeligt, og bør det undgås, eller kan vi ikke komme uden om den slags med kommunernes anstregte økonomi?
Kom med din mening