For 60 år siden, blev Danmark stillet over for et valg af en sjælden art: Den britiske regering, som efter Anden Verdenskrig holdt Nordvesttyskland besat, tilbød 9/9 1946 Danmark en ændring af grænsen i Sønderjylland.
Den danske regering gav 19/10 briterne et svar, der reelt var et afslag. At et land således helt uden ydre pres afslår en generhvervelse af et tabt landområde er vistnok enestående i verdenshistorien. For Det Radikale Venstre vil det nok stå som et bevis for Danmarks høje kulturelle stade, mens det for det nationalt tænkende Danmark var et afgørende nederlag. Hvorfor kunne statsminister Knud Kristensen, hvem Sydslesvig-sagen lå stærkt på sinde, ikke føre en genforening med Sydslesvig igennem?
Hertugdømmet Slesvig var statsretligt en del af Danmark, indtil det blev erobret af prøjserne i 1864. Siden Slesvig i middelalderen var kommet på den holstenske adels hænder, havde det tyske sprog langsomt trængt dansk tilbage. Først i løbet af det 19. århundrede gik det stærkt med det danske sprogs og sindelags tilbagetrængning.
Da prøjserne erobrede Slesvig i 1864, kunne man fra dansk side ikke forhindre en yderligere fortyskning af området. Udviklingen blev først brudt efter Tysklands nederlag i Første Verdenskrig, hvor der i Mellem- og Nordslesvig holdtes folkeafstemning om landsdelens statslige tilhørsforhold. På baggrund af afstemningen, hvor Nordslesvig stemte dansk, Mellemslesvig tysk, trak man i 1920 den grænse, vi nu har. Afstemningsresultatet i 1920 var altså blot et øjebliksbillede af en udvikling, der havde stået på gennem århundreder.
Naziregimet, krigsoplevelserne, samfundets sammenbrud og en massiv flygtningestrøm fremprovokerede en national selvbesindelse hos mange i Sydslesvig (navnet nu brugt om Mellem- og Sydslesvig samlet set). For langt de fleste indfødte sydslesvigeres vedkommende skulle man ikke gå mange slægtled tilbage, førend man fandt, at slægten havde været dansk. Dertil kom - som nævnt - de mange østtyske flygtninge.
Der var i Sydslesvig efter krigen omtrent lige så mange flygtninge som hjemmehørende sydslesvigere. Oven i købet virkede disse østflygtninge meget fremmedartede på sydslesvigerne, hvilket gjorde, at man i Sydslesvig frygtede en überfremdung (fremmedgørelse) af hjemstavnen. Den nationale selvbesindelse betød, at mange sydslesvigere ønskede løsrivelse fra Tyskland og tilknytning til Danmark gerne i form af en genforening. Der var tale om en stærk og stadigt voksende tilslutning til den danske bevægelse
Kort efter krigens ophør havde briterne set med velvilje på det danske. Som der kom røre om den danske bevægelse, anede briterne dog besvær forude. De ønskede hurtigst muligt ordnede forhold og søgte at bremse den danske bevægelses vækst. Imidlertid stod det klart, at den danske regering med Knud Kristensen i spidsen gerne så, at Sydslesvig fik mulighed for efter en afstemning at komme til Danmark.
Efter folketingsvalget i oktober 1945 havde Venstre dannet regering med støtte fra Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre. Venstre havde allerede før valget klart givet udtryk for sit standpunkt i det sydslesvigske spørgsmål. I sin tiltrædelsestale 21/11 1945 havde Knud Kristensen tillige fastslået følgende: »Ministeriet vedkender sig fuldt og helt den nationale selvbestemmelsesret, som fortsat må være grundlaget for rigets grænse mod syd.« Med andre ord: Sydslesvig skulle have lov selv at vælge sit statslige tilhørsforhold.
Der var dog et væsentligt problem: Det Radikale Venstre. Dette parti havde allerede efter Første Verdenskrig aktivt forhindret en afstemning i Sydslesvig, da man ganske simpelt ikke ønskede, at områder, der var tysksprogede eller én gang havde været tysksindede, skulle have mulighed for at stemme dansk. Dette standpunkt var praktisk talt uforandret i 1945.
På grund af Det Radikale Venstre, som regeringen var afhængig af, måtte Knud Kristensen undlade at handle aktivt til fordel for en afstemning i Sydslesvig.
Det var dog klart, at man havde tiden imod sig. Briterne ville ikke give de danske syd for grænsen nogen særstatus, og hvis ikke Danmark officielt rejste ønsket om at sikre sydslesvigerne ret til en afstemning, ville det ikke blive gjort. At der på et eller andet tidspunkt skulle ske en afklaring af forholdene i Tyskland med oprettelsen af en ny tysk stat til følge, var ligeledes klart. Inden da måtte sydslesvigernes selvbestemmelsesret sikres, og initiativet kunne kun komme fra Danmark.
I foråret 1946 forberedte Knud Kristensen da en mere aktiv indsats fra dansk side og tonede bl.a. rent flag i sin grundlovstale med ordene: »Sydslesvig genvundet, det er kampens mål.«
Senere på måneden forelagde Knud Kristensen følgende politiske målsætning for Udenrigspolitisk Nævn: »Dersom udviklingen i Sydslesvig skulle medføre, at på et senere tidspunkt en afstemning skulle synes at have et fornuftigt formål, ønsker regeringen, at en sådan finder sted, og dersom en sådan afstemning viser flertal for Danmark, ønsker vi, at området skal tilbydes Danmark.«
På grund af de radikales modstand mundede det hele dog ud i en folketingsudtalelse, der var et kompromis. Venstre havde fået medtaget en formulering om, at arbejdet for de danske syd for grænsen stadig hvilede på »selvbestemmelsesrettens grund«, men udtalelsen indeholdt til gengæld intet konkret, intet bindende.
Dette skabte naturligvis usikkerhed om Danmarks politik, hvilket irriterede briterne. De ønskede en afklarin.
9/9 1946 afleverede briterne et memorandum til den danske regering og sørgede samtidig for, at det blev offentliggjort, hvilket dels betød, at den danske regering var presset til at besvare det, dels at briterne havde sat deres prestige ind på at efterkomme de danske ønsker, såfremt den danske regering svarede positivt på henvendelsen.
I memorandummet hed det, at den britiske regering var »rede til at overveje ethvert forslag, gående ud på enten en befolkningsudveksling eller en folkeafstemning efterfulgt af en grænseregulering eller simpelthen en grænseregulering uden folkeafstemning.«
Nu var afgørelsens time oprunden. Venstre så gerne en genforening med Sydslesvig, hvis et flertal af den dér hjemmehørende befolkning selv tilsluttede sig dette ved en afstemning. Knud Kristensen var om nødvendigt rede til at lade en sådan folkeafstemning finde sted med det samme, men den mest udbredte holdning blandt venstrefolk og konservative var, at man skulle vente og se udviklingen i Sydslesvig an; en afstemning ad åre, som det hed.
Men også dette stillede Det Radikale Venstre sig i vejen for. Partiet ville hverken gå med til en afstemning nu eller senere. Selvom Knud Kristensen ønskede at tage et valg på spørgsmålet, blev det ikke sådan; partiet Venstre ønskede ikke valg, og regeringen gik igen på kompromis med de radikale. Man enedes om en indholdsløs erklæring, der indeholdt en umisforståelig formulering om, at regeringen ikke agtede at »stille forslag om nogen ændring i Sydslesvigs statslige tilhørsforhold«.
Briterne noterede sig da også, at Danmark ikke ønskede en grænseændring. Spørgsmålet om Sydslesvigs skæbne var faktisk afgjort, selvom det i samtiden ikke straks gik op for offentligheden. Også Knud Kristensen håbede stadig, at der kunne vise sig noget, men fik først sit valg på Sydslesvig-spørgsmålet i 1947, da sagen i virkeligheden var uaktuel.
De første frie valg i Sydslesvig fandt sted, mens den danske regering tog stilling til det britiske udspil. Ved kommunevalget 15/9 og kredsdagsvalget 13/10 gik sydslesvigerne til valgurnerne. Kommunevalget blev en sejr for den danske bevægelse, idet der i flere byer blev absolut dansk flertal. Den danske stilling styrkedes yderligere ved valget i oktober, hvor omkring 80.000 sydslesvigere stemte på danske kandidater.
Trækker man de mange tyske flygtningestemmer fra det samlede valgresultat, hvilket er interessant i forhold til den hjemmehørende befolknings stillingtagen, viser det sig, at der i hvert fald i området nord for Dannevirke var dansk flertal. Vel at mærke på et tidspunkt, hvor den danske bevægelses mål var en genforening med Danmark. Bedst gik det i Flensborg by, hvor 96 pct. af de hjemmehørende stemte dansk.
Men dette flertal kunne ikke bruges til noget: De radikale havde atter spændt ben for sydslesvigernes selvbestemmelsesret. Og de slap af sted med det, fordi de, der ønskede en aktiv Sydslesvig-politik, tøvede i det afgørende øjeblik for i stedet at komme de radikale i møde med et "kompromis", der i realiteten var en sejr for den radikale politik.
Udviklingen syd for grænsen, hvor man stadig i 1947 håbede på en genforening, gik fortsat i dansk retning. Ved landdagsvalget 20/4 1947 stemte mere end halvdelen af den hjemmehørende befolkning dansk - ikke bare nord for Dannevirke, men i Sydslesvig som helhed! Først fra 1948, da genforeningshåbet var døende, begyndte de danske stemmetal at svinde ind, da det gjaldt.
