Kronik: Er DR 2's Deadline reklamebureau for de kulturradikale?

EN måneds systematisk nærkigning af DR's Deadline afslører for kronikøren programmets forkærlighed for den kulturradikale og regeringsfjendtlige presse på bekostning af dennes modpoler. At der består en endog meget varm forståelse mellem Deadlines redaktion på den ene side og Information og Politiken på den anden er oplagt - tallene taler deres tydelige sprog, skriver hun.

»Altid plads til én til, der mener det samme«.

En velkendt, bittersød beskrivelse af DR 2's Deadline, der af visse seere betragtes som Politikens, Informations og den kulturradikale politiske oppositions forlængede arm på tv-fronten.

Programmet beskyldes for at være hildet i sine vinklinger, hvilket bl.a. skulle afspejles i valget af de aviser, redaktionen vælger at støtte sig til. Der trækkes nemlig i betænkelig grad på "vennerne", hvorfor man naturligvis er imod Irakkrigen, imod VK-regeringen, imod Bush og får røde knopper af Dansk Folkeparti.

Men er denne hårde dom nu også rigtig?

Jeg syntes, det skulle komme an på en prøve og nærkikkede derfor 22.30-udgaven af Deadline gennem to måneder fra 1. november 2005 til og med 31. december 2005 (i to tilfælde missede jeg udsendelsen, men støttede mig i stedet til Deadalines egen indholdsoversigt). Jeg registrerede, hvilke aviser der var redaktionens foretrukne samarbejdspartnere, hvilke aviser studieværterne foretrak at referere fra, og hvilke emner disse referater omhandlede.

Og lad det være sagt med det samme: I tjekperioden var kritikken absolut berettiget.

En granskning af redaktionens samarbejde med de forskellige landsdækkende aviser afslørede den første slagside. Den viste nemlig klart programmets forkærlighed for den kulturradikale og regeringsfjendtlige presse på bekostning af dennes modpoler. Således gjorde man i undersøgelsesperioden kun brug af Jyllands Posten (JP) i tre tilfælde.

Første gang, da man dårligt kunne gøre andet, eftersom programindslaget tog afsæt i en række artikler i netop JP om danske firmaers bestikkelse af Saddam Hussein.

Anden gang, da man gjorde brug af en af avisens udenrigskorrespondenter.

Tredje gang, da Ralf Pittelkow skulle kommentere på Bertel Haarders opstramninger på skoleområdet. Der var derfor ingen grund til jubel på chefgangen i Viby over den gratis reklame for JP, for den var sandt at sige sølle.

Lige så skidt stod det til hos kollegaen BT. BT, repræsenteret ved chefredaktør Erik Meier Carlsen, kom i studiet to gange i løbet af tjekperioden - det var, hvad det kunne blive til for denne avis.

Lidt heldigere var de på Berlingske Tidende. Den gamle dame er tilsyneladende en anelse mere populær hos Deadline-redaktionen end BT og JP, i hvert fald målt på hvor ofte avisen nævnes i programmerne.

Fem gange kunne avisens chefredaktør med tilfredshed notere sig den gratis reklame, det gav, når studieværten citerede fra morgendagens berlinger. En enkelt gang kom avisens forsvarsmedarbejder tilmed på skærmen for at give en analyse af Hommel-sagen.

Men den helt store vinder af gratis reklame for sig selv (eller rettere: den ene af dem) finder vi dog i det store JP/Politiken Hus på Rådhuspladsen. Her må Politikens chefredaktør have hoppet af begejstring oven på den megen udstillingstid, hans avis opnåede i løbet af de to måneders observationstid. Ikke færre end seks gange kunne han se en af sine medarbejdere - med behørig trompetering af avisens navn - optræde i Deadlines sene udsendelse: to boganmeldere, en kommunalpolitisk medarbejder, en mellemøstekspert og en udlandskorrespondent. Og blev der ikke benyttet navngivne journalister, ja, så var Politiken der alligevel.

I et enkelt tilfælde "lånte" Deadline-redaktionen nemlig en af dagens nyheder fra avisen: »Venstre i København vil ikke betale bøde for ikke at have pillet Wallait Khans valgplakater ned»« lød det, hvorefter der naturligvis blev krediteret for lånet med navns nævnelse af kilden. Og i to tilfælde blev der slået på tromme for morgendagens udgave af Politiken i form af citater.

Jo - det var bestemt en god periode for Politiken set gennem marketingbriller.

Gik det rigtigt godt for Politiken, så gik det ovenud godt for Information, der sin liden størrelse til trods (oplagstal 1. halvår 2005: 21.073) fik ikke færre end syv (!) medarbejdere i studiet: en udlandskorrespondent, en miljøjournalist, en Georg Metz, avisens weekendredaktør, en filmanmelder og to løst tilknyttede medarbejdere.

Endelig blev der ved en enkelt lejlighed henvist til en nyhed i morgendagens Information. Avisens chefredaktør må have jublet højt - ikke blot over at have givet de store aviser baghjul på reklamesiden, men også over sammen med Politiken tilsyneladende at sidde på landets bedste fagjournalister, eftersom det har været journalister fra deres aviser, Deadline-redaktionen primært har lænet sig op ad.

For god ordens skyld skal det selvfølgelig også nævnes, at Weekendavisen var repræsenteret en enkelt gang med en boganmelder, og at Ugebrevet Mandag Morgen fik gjort opmærksom på sig selv med en udlandsreporter og ved at stå fadder til et indslag om fugleinfluenzaen.

Og hvordan så status så ud? Med 2 point, hvis en avisjournalist var i studiet eller på skærmen, og 1 point, hvis der i programmet blot blev citeret fra avisen.

At der består en endog meget varm forståelse mellem Deadlines redaktion på den ene side og Information og Politiken på den anden er oplagt - tallene taler deres tydelige sprog.

At de to aviser samtidig profiterer af denne forbindelse, er lige så oplagt. Hvis synlighed er lig reklame, så kan nemlig hverken Politiken eller Information klage over manglende reklame for deres aviser. Hvortil så skal lægges muligheden for at fortolke verden i netop deres billede. Deadline har så at sige sponsoreret disse to aviser og efterladt det indtryk, at holder man avis, ja, så holder man naturligvis enten Politiken eller Information. En ubetalelig reklame for de to kulturradikale aviser.

Også en anden skævvridning kom til udtryk, nemlig når studieværterne med jævne mellemrum citerede fra dagens eller morgendagens aviser. Her var det ret interessant at bemærke, hvad de valgte at vælge:

Ud af fem uddrag fra morgendagens berlinger, var indholdet i to af dem et spark over skinnebenet til en nuværende og til en forhenværende borgerlig politiker:

Hans Engell tilbageholdt oplysninger i Dan Lynge-sagen, og Fogh burde feje for egen dør inden for det offentlige mht. at ansætte indvandrere.

Ud af tre uddrag fra Politiken, var indholdet i de to henholdsvis en negativ omtale af Venstre (historien om Wallait Khans valgplakater i København) og et elegant lille spark til Dansk Folkeparti og støtter (PET-chefen advarer imod debattonen). Det tredje var en negativ omtale af USA (CIA's angivelige bortførelse af dansk-egypteren Talaat Fuat Kasem).

Det enlige citat fra morgendagens Information var en oplysning om, at Poul Nyrup Rasmussen rystede på hovedet af Foghs afvisning af at mødes med de 11 muslimske ambassadører.

En tilfældighed, at seks ud af ni citater er negative over for den borgerlige fløj og USA?

At der er politisk slagside i studieværternes håndplukkede avisreferater, synes således tydeligt.

At samme studieværter oser af modvilje imod Irakkrigen, Bush, VK-regeringen og Dansk Folkeparti, synes lige så tydeligt.

Disse sidste påstande må dog foreløbig forblive kvalificerede påstande, da det ville kræve en større, selvstændig undersøgelse at dokumentere, hvordan studieværternes personlige præferencer oplagt farver deres spørgsmål, stemmeføring og mimik i form af hævede øjenbryn, rynkede næser, forfærdede øjne, aggressivt tonefald og det samme spørgsmål op til flere gange, når svaret ikke har været som ønsket.

Tendensen fortsætter tilsyneladende i det nye år. I 2006's allerførste Deadline blev to erklærede Fogh-modstandere: Rune Lykkeberg fra Information og Elisabeth Svane fra Ekstra Bladet inviteret i studiet for at kommentere statsministerens nytårstale.

Den ene fokuserede på det, talen indeholdt - negativt, forstås. Den anden fokuserede på det, talen ikke indeholdt. Hvilket selvfølgelig også var negativt.

Og så blev der ellers henvist til to af morgendagens ledere i henholdsvis Politiken og Berlingske Tidende.

Tilfældigt?

Eller er jeg bare rendt ind i en ukarakteristisk periode?

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen