Kronik: Alt er gratis - blot ikke for elforbrugerne

Miraklernes tid er måske ikke forbi. Men de er sjældne på energiområdet. Enkeltvis kan meget forsvares i den aktuelle byge af forslag fra politikere og markedsaktører. Problemerne opstår, når der ikke er indbyrdes sammenhæng og konsekvens i de mange ønsker og beslutninger, skriver dagens kronikør.

Elforbrugerne har den mærkelige rolle, at både deres egne selskaber og mange politikere og myndigheder betragter dem som leverandører af gratis gaver uden naturlige begrænsninger.

»Vi har fået aktierne stort set uden at give en krone for dem« sagde tidligere amtsborgmester og nuværende bestyrelsesformand i det sønderjyske el-selskab ESS Net, Kresten Philipsen, til Børsen 17/12 2004. Der menes, at når "vi", dvs. selskaberne, har fået værdierne gratis, har gevinstens størrelse lidt mindre betydning. Men de milliarder, som selskabernes ejere og andre har betalt over elregningen, er ikke gratis. De er ikke mere gratis end den mad, som Storm P's hund fik af en flink mand i form af sin egen afskårne hale.

Senest finder en tilsvarende politisk opfattelse af elforbrugere som leverandør af frie goder udtryk i Svend Aukens aktuelle juleønske om fordobling af dansk vindenergi. Den gamle tanke kommer på bordet igen, selv om miljøfordelene ved endnu flere vindmøller er en illusion, og selv om udgifter og ulemper nærmer sig det absurde. Beregninger af deres størrelse er åbenbart fortsat uønskede.

Kresten Philipsens "vi" om de heldige vindere er ikke forbrugerne selv, men deres selskaber. For de forbrugerejede selskaber er deres egne interesser vigtigere end forbrugernes. Det samme gælder de kommunalt ejede. Når elregningerne er for store, bliver forbrugerne lige så meget fattigere, som deres eget selskab bliver rigere. Forbrugerne og deres selskaber tilsammen får ikke noget gratis.

Loven før 1999 foreskrev et "hvile i sig selv"-princip i de forbrugerejede og de kommunalt ejede elselskaber. Selskaberne havde ikke ret til at ophobe formuer til andre formål end til en god, sikker og miljøvenlig elforsyning. Alligevel gjorde de det. Deres milliarder har givet dem store ambitioner.

Den gamle lov skulle beskytte forbrugerne. Men med elforsyningsloven af 1999 fik ledelserne en stor del af formuerne til fri disposition. "Hvile i sig selv"-princippet forsvandt. Til gengæld krævede den nye lov strukturændring og forbrugerindflydelse som betingelse for at give bevilling til driften.

Elselskaberne benyttede sig af deres nye fordele, men opfyldte ikke de krævede betingelser. Det viste sig, at driften fungerede fint uden bevilling. Det var så nemt som at køre bil uden kørekort.

Da det var lykkedes at samle større formuer end nødvendigt til elforsyningen, ville de forståeligt nok hellere bruge milliarderne til andre formål, f.eks. til køb af andre selskaber, etablering af bredbåndsforbindelser m.v., frem for at miste dem og sende dem til forbrugerne. De alt for store formuer bringer selskaberne i spil som salgsobjekter for indenlandske og udenlandske koncerner.

Forbrugerne betalte selv for opbygningen af de store formuer, og jo større formuer, der er opsamlet, desto mere må forbrugerne betale en gang til, når de er solgt. Når køberne skal forrente de mange milliarder, de betaler for hinanden, kan merudgiften kun ende på forbrugernes elregning. De penge, som forbrugerne måske får fra et salg som ejere, kommer de senere til at betale som forbrugere.

Som nævnt mere udførligt i min kronik i J-P 8/11 2004 blev "hvile i sig selv-princippet" afløst af et tag selv-bord. Rigsrevisionen fremsatte en dybt alvorlig kritik af, at elselskaberne bruger deres nye frihedsgrader uden at efterleve de krav, som loven stillede som betingelse. Det sker der ikke noget ved. På energiområdet accepteres det, at lovbrud og Rigsrevisionens kritik ikke får konsekvenser.

Forbrugerne er nødt til at købe elektricitet uanset prisen. Det gør elmarkedet velegnet for stærke aktører. Et monopol er ønskedrømmen for en virksomhed, men prisen hæves, og serviceniveauet sænkes over for forbrugerne. Hvis markedet har to store aktører, er de i konkurrencemyndighedens søgelys. Det problem fjernes med en fusion, hvis den godkendes. Og virkningen er mere sikker.

Staten bekæmper monopoler og fremmer konkurrencen, siger den, men gør i handling det modsatte, når det forbedrer satens indtægter. Det skal man ikke undre sig over. Både i offentlig og i privat virksomhed gør man, hvad man finder bedst, og idealiserer sine handlinger med forskønnende ord.

Finansministre vil skaffe staten flest mulige indtægter. Jo højere priser befolkningen betaler for energiydelserne, desto flere penge får staten både løbende, og når den sælger sit energiselskab helt eller delvist. Finansministre tager ikke forbrugerhensyn, hvis det forringer statens salgsprovenu.

Den nye aftale om en mulig fusion mellem DONG og Elsam er et godt eksempel.

Striden stod mellem staten og aktionærerne i Elsam. Staten har både penge og et stort politisk flertal, som ønsker en fusion med staten som dominerende aktionær. Mange af Elsams aktionærer med deres politiske forbindelser kan vanskeligt modsætte sig politisk vilje. Men nogle kan måske.

Hvis staten og energiselskaberne med bred politisk støtte skaber et selskab til at repræsentere deres fælles interesser, kan elforbrugere, forbrugerråd, konkurrencemyndighed m.v. ikke stille meget op. Der kommer kritik fra forbrugerside og konkurrencemyndighed, men andet og mere bliver det ikke.

Aviserne har haft overskrifter som "Elsam vandt dramaet mod DONG", "Jyderne tog det hele", "Elsam sætter sig i spidsen", "Elsams chef sætter sig i spidsen" etc. Realiteten er naturligvis, at staten har vundet, hvis den kommer til at eje 55 pct. af et holdingselskab med afgørende indflydelse i en børsnoteret fusion. Det kaldes privatisering, men et statsdomineret selskab bør ikke kaldes privat. Staten vil tillade en prisdannelse, som giver aktierne en passende høj kurs, hvis de skal sælges.

Det skal de næppe i nær fremtid. Tværtimod vil mange politikere sikre os mod svensk og vel også anden udenlandsk dominans. Staten må vælge mellem penge og dominans. Ingen kender udfaldet.

Ønsket om at beskytte Danmark mod udenlandsk dominans ved at skabe en statsdomineret dansk virksomhed står ikke uimodsagt. Elsams koncernchef Høstgaard-Jensen udtalte 14/12 2004 til J-P, at han ser en fordel i at sælge den fusionerede virksomhed til Vattenfall eller andre udenlandske selskaber inden for få år, fordi det fusionerede selskab ikke er stort målt med international alen.

Hvad skal vi tro? Hvis staten vil holde selskabet under dansk kontrol, kan det være udmærket. Der er også fordele ved privat regi. Og selskabernes størrelse? Uden den dyre prioriterede strøm ville de danske forbrugere være blandt de bedst stillede både pris- og sikkerhedsmæssigt. Store fusioner kan give fordele. Men meget tyder på, at fordelene har meget svært ved at finde vej til forbrugerne.

Hvis de fremførte betragtninger om fordelene ved en altdominerende dansk virksomhed var rigtige, ville det betyde, at ethvert lille land bør etablere statsdominerede monopoler på strategisk vigtige områder for at matche de store udenlandske koncerner. Det ville være udtryk for nye signaler.

Er det gennemtænkt? Eller er der, som før set, blot valgt et til lejligheden passende synspunkt?

Nu vil Svend Auken have mange flere vindmøller. De leverer over 20 pct. af Danmarks elforbrug. Når vinden blæser, kommer det i Vestdanmark over 100 pct. i en del af døgnet. Skal det nu være 200 pct.? Problemet med usælgelig overskudsstrøm er galt nok i forvejen. En fordobling af produktionen gør det dybt alvorligt. Elforbrugerne betaler for al produktion af den dyre strøm, også den usælgelige.

I Danmark har vindmøller kun værdi, hvis de har kraftværkerne som gratis reserve. De skal dække hele elforbruget, når vinden svigter. Deres dyre kapacitet skal være til rådighed hele tiden med kort varsel. Den produktion, som vindmøllerne har fortrinsret til, ville derfor ikke koste kraftværkerne meget mere end brændselsudgiften. At erstatte endnu større mængder kraftværksstrøm med strøm fra vindmøller ville være en alvorlig økonomisk fejldisposition uden synderlig miljøfordel.

Men alt er jo gratis for alle, bortset fra elforbrugerne. Derfor afvises alle ønsker om beregninger.

Svend Auken ser ikke sagen fra elforbrugernes side. Hvis hans seneste ønske nyder fremme, bliver vindmøllerne et endnu dyrere bekendtskab for elforbrugerne. Dårligt nyt for forbrugerne kan også her være godt nyt for selskabernes og statens indtægter. "Vi" vil gerne bygge vindmøller, fordi "vi" sender regningen videre til forbrugerne. Selskaberne lægger deres fortjeneste oveni. Men her koster det ikke kun forbrugerne lige så meget, som selskaberne vinder. Det koster dem langt mere.

Vi vil have ét stort selskab, og vi vil have konkurrence. Vi vil være danske, og vi vil være internationale. Vi vil have statsdominans, og vi vil privatisere. Vi vil lade forbrugerne betale hele gildet, og vi vil have forbrugerindflydelse. Vi vil have flest mulige penge til staten, og vi vil varetage forbrugernes og befolkningens interesser. Vi vil, og vi vil. Vi har så mange uforenelige ønsker. Men vi vil helst kun beslutte en ting ad gangen. Selv elreformer hænger ikke sammen.

Enkeltvis kan meget forsvares. Problemerne opstår, når der ikke er indbyrdes sammenhæng og konsekvens i de mange ønsker og beslutninger.

Det er galt, når myndigheder ser gennem fingre med, at markedets aktører ikke efterlever lovene. Det er endnu værre, når myndigheder ikke vil sikre, at myndighederne selv efterlever dem.

At bringe orden og sammenhæng i hele redeligheden er en kompliceret opgave, men løsningen må ikke være at lade stå til og håbe på det bedste. Det gør vi nu i håbet om, at når vi roder tilstrækkeligt længe med de mange brikker til puslespillet, vil de en dag samle sig af sig selv til en smuk helhed.

Miraklernes tid er måske ikke forbi. Men de er sjældne på energiområdet.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Del artiklen

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.