Kronik: Det der med mennesker og fællesskab...

En uge som fortidsfamilie i Lejre forsøgscenter stillede flere spørgsmål, end den besvarede. Vi ville udforske fortiden, men kom bare tættere på vores egen samtid. For måske har det at være menneske egentlig ikke ændret sig væsentligt siden dengang, skriver dagens kronikør.

Der sad vi tre store familier sammen og skulle leve på jernaldervis. Vi måtte samarbejde tæt for at få noget at spise hver dag. Vi var iført groft vævet uldtøj og boede hver familie i et af jernalderlandsbyens tre langhuse.

Vi gik i seng, når det blev mørkt, og stod op når det blev lyst. Vi spejdede mod himlen for at se, hvordan dagen ville blive. Vi smilte, når der var sol, og trak os ind i os selv, når det regnede, og søgte sammen omkring ildstedet, mens madduften bredte sig.

Selv om vi legede en leg, der hed "Lejre jernalderlandsby år 200 efter Kristus", var vi jo dybest set bare moderne mennesker iført gammelt tøj, for der aftegnede sig hurtigt nogle mønstre og vaner.

Vi skulle indgå i et fællesskab for at løse fælles opgaver. Vi ville gerne føle os trygge, og søgte at opnå en form for sikkerhed, der gjorde os i stand til at slappe af. For nogle er tryghed lig med regler og strukturer, og de er uhyre foretagsomme og effektive. For andre er det omvendt. De går til arbejdsopgaverne mere lyttende og åbne. For dem er der ikke noget "vi plejer".

Det hele kørte jo, men alligevel var det ikke rigtig rart. Måske fordi det hele blev så effektivt - men det var ikke noget, der kom fællesskabet til gode. I vores samtaler havde det sneget sig ind. I mellem alle vores gøremål var en aktivitet ikke længere bare en aktivitet. Der var gode, og der var dårlige aktiviteter. Hårdt fysisk arbejde var en god aktivitet, mens mere stillesiddende sysler kom til at rangere lavere. Det var pludselig blevet vigtigt, at vi fik overstået alle vores gøremål, og helst så hurtigt som muligt - og det uden at vi helt vidste hvorfor. De praktiske opgaver blev fordelt og løst hurtigt og effektivt, men det var ikke noget, der skabte fællesskab. Maden var færdig, når den var færdig, og ovnen var varm, når den havde været tændt op et par timer - og ikke før. Umiddelbart kunne det ikke fremskyndes.

Ligeså snart opgaverne var løst, opstod der en pause. Når jernalderredskaberne gled os af hænde, opstod der striber af tavshed, der lagde sig rundt om os. Det var egentlig ikke ubehageligt. Det var som store åbne landskaber, der bredte sig ud omkring os, og det var tydeligt at vi opfattede dette meget forskelligt.

I starten var det bare en fornemmelse, der bredte sig, og skræmte hyggen væk. Nogle begyndte at sidde uroligt, og tænke på det næste, de skulle lave. Roen var den første, der kapitulerede. Hyggen opstod i stedet for rundt i krogene. Der manglede et eller andet. Et større fællesskab.

Hvorfor virkede pauserne og stilheden så ildevarslende, at de gjorde nogle så usikre, at de helst ville undgå dem? Når de ikke var i gang med noget, rejste de sig og gik. De ville ikke bare sidde tavse og kigge ind i ilden. Noget var gået i stykker. I vores fælles verden. I al deres aktivitet havde de glemt, at de også skulle indgå i landsbylivet. Det fællesskab som vi alle mødte, men som vi lige så let kunne forlade igen med hænderne fulde. Det krævede bare nysgerrighed, nærvær og at vi turde. Turde at være tomhændede.

Alting var omstændeligt og krævede sin tid, men vi havde masser af tid. For mens vi arbejdede, levede vi. Dengang behøvede de heller ikke at få arbejdet overstået. Jeg forestiller mig, at menneskene dengang har været gode til at hvile i deres gøren, og ikke har jaget sig selv rundt som vi har for vane. Da arbejdet fyldte det meste af deres tid, må de have været nødt til at hvile i sig selv. At det var i den, de fandt meningen med det hele. At verden faldt til ro, mens de gruttede mel eller vogtede kvæg. At de simpelthen tænkte deres verden anderledes.

Jernalderrammen gjorde, at vi blev løftet ud over vores moderne dagligdag, og derfor ikke kunne forfalde til det, vi plejede. Vi var nødt til at genskabe os selv i fællesskabet med hinanden omkring bålet. Det skærpede vores sanser, og fik os til at vågne og blive opmærksomme på, hvor unikt det er at være menneske, at være sammen og være det NU.

Jeg nød denne fornemmelse af at alting havde sin tid, og nu var jeg her, og skulle ikke andet end at være her. Umiddelbart havde vi måske isoleret os i en fortidig tidslomme som vi kaldte jernalder, men vi var nødt til at opbyde et højst nutidigt nærvær, og tage del i fællesskabet. Det var godt at blive mindet om, hvor meget støj vi normalt er omgivet af. Profession, status og penge er nogle af de støjsendende faktorer, som vi for en uge havde lagt bag os. Her var vi kun, hvad vi kunne bidrage med til fællesskabet, og vores placering i gruppen afhang af det. Det var først, da alle paraderne faldt, at vi nåede ind til det menneskelige. Bag alle vores forsøg på det ene eller det andet lå det og ventede på at blive hentet frem. Når pausen og stilheden bredte sig rundt om os, var vi først parate til at være til stede. Det var i det tysthedens rum, at der kunne tænkes tanker, og hvor spontaniteten fik plads. Vi var nysgerrige og ville gerne lære hinanden bedre at kende. Vi havde tiden til at lytte og spørge. Vi fortalte historier og sang, mens mørket faldt på. Vi tog udgangspunkt i os selv og oplevede nærhed. Det skal der skabes rum til. Vi skal gøre plads til det og sørge for, at det kan trives. Det koster noget at opnå nærvær. Det er ikke bare noget, vi kan tage med på vejen.

I vores hverdag kan det være svært at se, hvordan det griber ind i hinanden, men i jernalderlandsbyen var der let at studere, for vi var lukket inde med hinanden. Selvom det ikke er et rigtigt billede, der aftegner sig, når forholdene på den måde er konstruerede og iscenesatte, kan billedet alligevel godt vise noget om virkeligheden. For også den moderne verden fungerer som teaterkulisse for de valg, vi tager, og det liv vi vælger at leve. Måske var Lejre-billedet endda mere præcist, end det ville have aftegnet sig ude i vores brogede virkelighed, hvor vi slet ikke ville have været i stand til at se det. Det ville bare have været forsvundet i mylderet.

Jernalderlandsbyen var et forsøgscenter på mange måder. Det letteste var selvfølgelig de praktiske opgaver: vi skulle samle urter, smede knive, grutte korn og en masse andet, men når det var udført, begyndte det spændende, for hvem og hvad er vi, når vi sidder tomhændede overfor hinanden, når vi tør at give slip på os selv og træde ind i fællesskabet?

Det blev tydeligt i landsbyen, at alt det kreative og det legende var trængt. Det bliver let knust, når de kommer på tværs af reglerne. Regler og paragraffer lader sig ordne og diktere, men de bløde værdier er sværere at indordne. I vores moderne verden - på arbejdsmarkedet - kalder man det psykisk indeklima, andre steder er det bare den måde, man er sammen på. Men fælles for det er, at det bare er der, og at vi slet ikke tænker over det - før det mangler. Så bliver det tydeligt, at det er dét, der får fællesskabet til at fungere.

I vores landsbyliv gav det kreative og det legende sig også udtryk i det rituelle i landsbyens ofring af en lille dreng i offermosen. I en lang syngende procession bevægede vi os fra landsbyen ned til mosen, der lå lige udenfor landsbyen. Der gik vi side om side forenede i troen på, at det vi gjorde, ville bringe lykke til landsbyen. Vi kunne være uenige om, hvordan vi skulle takle hverdagens arbejde, men dette var større og handlede om hele vores lille jernaldersamfunds overlevelse. Vi havde brug for noget at tro på. Brug for at vi kunne forenes i håbet om, at alting ville blive til det bedste. At høsten ville blive god, at jagtlykken ville være med os, og at vi ville kunne fortsætte med at leve under den livgivende sol - at livet ville fortsætte. De moselig, man har fundet fra den tid, bærer præg af henrettelse, og det forklarede vi en af landsbyens mødre, der gik med til at ofre sin yngste søn. Vi bar ham forrest i processionen på en båre. Der lå han helt stille med en buket markblomster i favnen. De røde valmuer lyste i solen. De røde kronblade nikkede for hver skridt vi tog med båren. Drengen var ikke bange. Han vidste, at det nok skulle gå godt. Det var en stor ære, og det var til alles bedste. Bag ham gik hans mor underlig tavst.

Lejre var et billede på den omgivende verden. I den moderne hverdag forsøger vi også at forene os, for at finde hen til noget, der kan holde os fast, og bekræfte os i, at vi er til, og at vi er sammen. Vi forelsker os, bliver kærester, vi danner familier, og vi laver foreninger. Vi skaber liv, børn og kunst. Vi ser tv og film, læser romaner og digte, hører musik og går til koncert, går i teatret og går i byen, er sammen med venner og familie - alt sammen bare for at bekræfte vores tilknytning til livet. Vores evne til at være mennesker er sikkert ikke blevet væsentligt forbedret, selvom vi har lagt flere afsnit af verdenshistorien bag os. På trods af moderne teknologi og hurtige kommunikationskanaler er vi ikke kommet tættere på hinanden. Tværtimod. Alligevel er det vores drift mod at finde vores egen placering i verden og trangen til at forstå sammenhængen, der driver os og vores lyst til at indgå i fællesskaber med andre. Vi har stadig brug for at lære at blive menneske, at kende os selv, at lære at lytte, og at være noget for hinanden.

Kunsten, filosofien og religionen tilbyder os forståelsesrammer, men det er os selv, der hver især skal balancere og finde fodfæste og bevare ligevægten. Når balancen forrykkes bliver vi usikre og bange.

Vi mister overblikket og svarer med øget kontrol og overvågning. Hvad er det for en verden, vi skaber, når vi er usikre og vil gardere os? Hvad er det vi vil gardere os imod? Er det alt det fremmede, alt det vi ikke kan overskue - eller er det bare os selv eller det i os selv, der skræmmer os? Vi er så lette at skræmme, for vi har ikke ordentligt fat. Vi ønsker orden i tingene. Vi er bange for kaos. Vi er bange for at være frie. Bange for at slippe taget, og lade os absorbere af livet. Vi har forskanset os i behørig afstand. Vi er så tæt på og dog så langt fra. Det er bare at række hånden ud, og alligevel orker vi det ikke.

Denne mest enkle gestus magter vi ikke, men der er jo også så meget andet, vi kan. Ja, det er helt utroligt, hvad vi kan. Vi lever vores liv i højt tempo, og vi halser af sted, for vi er gode til det. Gode til at løbe hurtigt. Aktivitet har erstattet nærhed. Men det er aldrig for sent at sprænge rammerne.

Vi har aldrig så travlt, at vi ikke har tid til at tænke os om. Tid til at standse op og mærke efter, både hvem vi selv er, og hvor vi - og vores samfund - er på vej hen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.