Leder: Elefantvæddeløb

HVEM HAR ikke været vidne til et eller adskillige elefantvæddeløb på de danske motorveje?

Det meget sigende slangudtryk dækker lastbilers forsøg på at overhale hinanden. Det går, som alle ved, uhyre langsomt og kan i nogle tilfælde strække sig over mange kilometer, hvilket naturligvis hæmmer den øvrige motorvejstrafik.

På nogle vejstrækninger, flere er kommet til på det seneste, er det forbudt for lastbiler at overhale i dagtimerne. Men ordningen er langt fra tilstrækkelig.

Færdes man jævnligt på de danske motorveje, vil man vide, at elefantvæddeløb stadig afholdes flittigt.

Resultatet er lange køer af normalt hurtigtgående personbiler i venstre kørebane, der ligger og venter på, at der kommer hul igennem. På det seneste har man også kunnet konstatere, at utålmodige bilister overhaler indenom i håb om at kunne snige sig ind i den venstre kørebane længere fremme.

Alt sammen til skade for trafiksikkerheden.

I det hele taget lader den danske trafikkultur meget tilbage at ønske. Vi færdes for usmidigt og for rethaverisk. Hensyn er noget, man forventer af de andre trafikanter, men bestemt ikke noget, man selv viser.

Syd for grænsen går man anderledes kontant til værks. På de tosporede motorveje har man opsat videoovervågning, så man i trafiktætte situationer kan regulere trafikken elektronisk, eventuelt ved at inddrage nødsporet.

Det er kostbart at udvide de tosporede motorveje med en ekstra kørebane, men indtil da kunne man bruge den tyske videomodel. Desuden bør det forbydes lastbiler, campingvogne og biler med trailere at overhale på alle strækninger fra tidlig morgen til midt på aftenen.

Endelig bør der gang på gang appelleres til de danske bilister om at holde til højre efter en overhaling i stedet for at opføre sig, som om venstre bane er ens helt private.

I det hele taget bør danske trafikanter udvise langt større smidighed og hensynsfuldhed.

Det skal desværre siges igen og igen, for elefanter er jo tykhudede. Og det gælder ikke kun lastbilchauffører.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen